Identitetspolitik er med til at splitte og grave grøfter

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

For nylig trak verdensstjernen Scarlet Johansson sig fra en filmrolle, hvor hun skulle spille en transkønnet, fordi det havde udløste stort postyr og ballade i LGBT-miljøet. I den såkaldte shitstorm, som rejste sig blandt især de transkønnede, lød kravet, at rollen skulle spilles af en transkønnet. Tilsvarende måtte skuespilleren Ruby Rose, der i en ny tv-serie skal spille en lesbisk batwoman, lukke sin twitterkonto efter massiv kritik. Ikke fordi skuespillerinden ikke er lesbisk; for det er hun, men ifølge kritikerne er hun ikke lesbisk nok.

De er skøre, de amerikanere. Sådan kan man vælge at se på det, for de er godt i gang med at opløse deres samfund indefra i en identitetspolitisk balkanisering, hvor den politiske korrekthed kvæler enhver offentlig og berettiget debat. Samtidig overtrumfer frygt for minoriteter ethvert forsøg på at udvikle det, man kunne kalde almenvellet.

Den identitetspolitiske bevægelse i USA er voldsomt stærk og båret af en offermentalitet, der med stor ihærdighed og larm mener altid at repræsentere det gode og retfærdige, mens man mener, at det hvide flertalssamfund står for det modsatte. Det truer den fælles samtale og har lagt sig tungt over det amerikanske samfund, ikke mindst på uddannelsesinstitutionerne.

Men det er ikke kun et amerikansk fænomen, for som alt andet amerikansk fra rockmusik til McDonald's har også identitetspolitikken slået rod på vore breddegrader og truer med sin insisteren på, at etnicitet, race, køn eller religion kommer før national- og fællesskabsfølelse.

Lørdag kulminerer Copenhagen Pride med den store parade efter en uges fest for mangfoldigheden. Den har sin berettigelse. Ganske vist kan den totale omfavnelse af begivenheden fra institutioner, fagforeninger til virksomheder og butikker, der i ugevis har været pakket ind i regnbuefarver for at signalere deres opbakning til seksuelle minoriteter og et mangfoldigt arbejdsmarked, foranledige til at tro, at kampen for seksuel ligeberettigelse for længst er vundet. Men det forhold, at paraden går i en stor bue uden om Nørrebro af frygt for muslimske reaktioner, fortæller, at sådan forholder det sig ikke overalt i samfundet.

Derfor er det vigtigt, at der bakkes op om individets seksuelle frihed, og at seksualitet og køn på ingen måde må påvirke dets vilkår i samfundet. Det handler om tolerance og om, at en majoritetskultur fuldt ud accepterer andre måder at leve på, selv om man ikke selv lever sådan. Men det er samtidig vigtigt at tydeliggøre, at den tolerance er gensidig, og det er netop her, at identitetspolitikken har et problem. Identitetspolitik er pr. definition offerpolitik, og i en tid, hvor der er stadig større og larmende opmærksomhed på de individuelle rettigheder, bliver identitetspolitikken også stadig mere højlydt og krævende uden at have blik for det samfund og fællesskab, som netop ser det som deres opgave at beskytte minoriteter mod overgreb og undertrykkelse.

De identitetspolitiske markeringer – om de gælder etnicitet, religion eller som i denne weekend køn og seksualitet – overser, at de med deres insisteren på lige netop deres identitet før alt andet splitter og undergraver den borgerlige orden. Den tilsiger, at der findes en række fælles normer, bl.a. at man er menneske og borger først og derfor ikke er defineret ved f.eks. sin seksuelle identitet i samfundslivet, mens samfundet til gengæld sikrer de udstrakte frihedsrettigheder, så man kan leve sit eget liv og udleve sin identitet – privat.