Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Jo højere man skriger sin ret ud til at være særlig, desto mere sætter man sig op imod samfundets orden

Djøf deltager for første gang i Pride-optoget – bekymrende, fordi man bevæger sig ind på en scene, hvor mangfoldighed bevidstløst hyldes.

Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Forleden modtog jeg en invitation fra min fagforening, Djøf, til et debatarrangement for alle medlemmer angående LGBT-rummelige arbejdspladser. »Djøf deltager for første gang i Pride Week i 2018 for at diskutere, hvordan Pride har sin berettigelse på en moderne Djøf-arbejdsplads anno 2018,« hed det i mailen. Naturligvis med invitation til gå med i paraden.

I disse mangfoldighedsbegejstrede tider er det ikke en overraskelse, at nu også Djøf melder sig under de regnbuefarvede bannere. Man må vel befatte sig med det, der er ”oppe i tiden”, og er der noget, djøfere kan, så er det det.

Men inden Djøfs medlemmer og andre hopper med på paradevognene, vil jeg appellere til, at man overvejer, hvad paraden og den LGBT-bølge, der i disse år skyller ind over os, egentlig er udtryk for.

Pride Week-tiltaget fra Djøfs side er først og fremmest en malplaceret sammenblanding af det private og det professionelle liv, som en fagforening burde holde sig fra. Man lægger nemlig til grund, at seksuelle præferencer og kønsidentitet skulle have interesse i andre end rent private sammenhænge, i dette tilfælde i arbejdslivet. Det har det selvsagt ikke. Djøfs tilstedeværelse i Pride-sammenhæng er også et eksempel på en bekymrende tendens i tiden. For når Djøf – eller enhver anden – vælger at marchere med i paraden og kippe med regnbueflagene, bevæger de sig ind på en scene, hvor mangfoldighed bevidstløst hyldes.

Det kan umiddelbart virke uskadeligt, ja ligefrem sympatisk at bakke op om denne mangfoldighedssag, og de mange, der går med, er uden tvivl fyldt af gode intentioner. Men der er grund til at være på vagt: For hvis man enten i fjernsynet eller ved selvsyn har fulgt med i paraden de sidste mange år, ved man, at den er præget af det selvcentrerede og overfladiske, det karikerede og i visse tilfælde vulgære, der på en nærmest manieret facon insisterer på at tiltrække sig opmærksomheden.

Ved en provokerende manifestation trænger minoriteterne for en stund majoriteten ud af byen, og man får fornemmelsen af, at noget er vendt helt på hovedet.

For såvel paraden som de mange andre knap så udtryksfulde mangfoldighedstendenser, vi ser udfoldet i disse år, er grundlæggende udtryk for det samme: nemlig individets hævdelse af sin ret til at være speciel – også hvis det er på bekostning af det større fællesskab.

Mangfoldighedsdyrkelsen dækker i virkeligheden over en individdyrkelse, der i længden ikke er gavnlig for nogen.

Lidt dramatisk kan man sige, at jo højere man skriger sin ret ud til at være særlig, desto mere sætter man sig op imod samfundets orden. Den orden, der tilsiger, at ethvert velfungerende samfund må hvile på et fundament af ”hverdagsnormalitet” for at kunne fungere.

Et fundament af mænd og kvinder, der er forpligtede på noget, der er større og vigtigere end dem selv. Mænd og kvinder, der passer deres arbejde og deres børn og bidrager til de fællesskaber, de indgår i, der hvor de bor.

I et samfund som det danske er der dog masser af plads til forskellighed. Men man skal være bevidst om, at mangfoldighed ikke per definition er værdifuld og i øvrigt ikke bør påduttes majoriteten med vold og magt.

Der er i Danmark masser af LGBT-personer, der hver eneste dag bidrager til samfundet og er værdifulde for fællesskabet. Men det skyldes altså ikke, at de er LGBT-personer, men at de er samvittighedsfulde samfundsborgere og medmennesker.

Kære Djøf, I tjener ikke medlemmernes sag ved at debattere LGBT-rummelighed eller lufte regnbueflagene den 18. august. For denne sag har ingen relevans for vores arbejde som jurister og økonomer. Lad os i stedet for bruge dagen til sammen med resten af danskerne at minde hinanden om, at vores vigtigste opgave er at tjene fællesskabet frem for at pege på os selv som enestående individer.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Gavner Dansk Industri Danmark?

Anders Vistisen
Dansk erhvervsliv med Dansk Industri i spidsen vil have flere udlændinge til Danmark. Men det tager ikke selv ansvar for samfundsudviklingen og jamrer konstant.

10 år efter "Fra Thailand til Thy": Mød Mong, Kae og Sommai

Sine Plambech
Thailandske kvinder er blevet den nationalitet, som danske mænd oftest gifter sig med ud over danske kvinder.
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her