Jo højere man skriger sin ret ud til at være særlig, desto mere sætter man sig op imod samfundets orden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden modtog jeg en invitation fra min fagforening, Djøf, til et debatarrangement for alle medlemmer angående LGBT-rummelige arbejdspladser. »Djøf deltager for første gang i Pride Week i 2018 for at diskutere, hvordan Pride har sin berettigelse på en moderne Djøf-arbejdsplads anno 2018,« hed det i mailen. Naturligvis med invitation til gå med i paraden.

I disse mangfoldighedsbegejstrede tider er det ikke en overraskelse, at nu også Djøf melder sig under de regnbuefarvede bannere. Man må vel befatte sig med det, der er ”oppe i tiden”, og er der noget, djøfere kan, så er det det.

Men inden Djøfs medlemmer og andre hopper med på paradevognene, vil jeg appellere til, at man overvejer, hvad paraden og den LGBT-bølge, der i disse år skyller ind over os, egentlig er udtryk for.

Pride Week-tiltaget fra Djøfs side er først og fremmest en malplaceret sammenblanding af det private og det professionelle liv, som en fagforening burde holde sig fra. Man lægger nemlig til grund, at seksuelle præferencer og kønsidentitet skulle have interesse i andre end rent private sammenhænge, i dette tilfælde i arbejdslivet. Det har det selvsagt ikke. Djøfs tilstedeværelse i Pride-sammenhæng er også et eksempel på en bekymrende tendens i tiden. For når Djøf – eller enhver anden – vælger at marchere med i paraden og kippe med regnbueflagene, bevæger de sig ind på en scene, hvor mangfoldighed bevidstløst hyldes.

Det kan umiddelbart virke uskadeligt, ja ligefrem sympatisk at bakke op om denne mangfoldighedssag, og de mange, der går med, er uden tvivl fyldt af gode intentioner. Men der er grund til at være på vagt: For hvis man enten i fjernsynet eller ved selvsyn har fulgt med i paraden de sidste mange år, ved man, at den er præget af det selvcentrerede og overfladiske, det karikerede og i visse tilfælde vulgære, der på en nærmest manieret facon insisterer på at tiltrække sig opmærksomheden.

Ved en provokerende manifestation trænger minoriteterne for en stund majoriteten ud af byen, og man får fornemmelsen af, at noget er vendt helt på hovedet.

For såvel paraden som de mange andre knap så udtryksfulde mangfoldighedstendenser, vi ser udfoldet i disse år, er grundlæggende udtryk for det samme: nemlig individets hævdelse af sin ret til at være speciel – også hvis det er på bekostning af det større fællesskab.

Mangfoldighedsdyrkelsen dækker i virkeligheden over en individdyrkelse, der i længden ikke er gavnlig for nogen.

Lidt dramatisk kan man sige, at jo højere man skriger sin ret ud til at være særlig, desto mere sætter man sig op imod samfundets orden. Den orden, der tilsiger, at ethvert velfungerende samfund må hvile på et fundament af ”hverdagsnormalitet” for at kunne fungere.

Et fundament af mænd og kvinder, der er forpligtede på noget, der er større og vigtigere end dem selv. Mænd og kvinder, der passer deres arbejde og deres børn og bidrager til de fællesskaber, de indgår i, der hvor de bor.

I et samfund som det danske er der dog masser af plads til forskellighed. Men man skal være bevidst om, at mangfoldighed ikke per definition er værdifuld og i øvrigt ikke bør påduttes majoriteten med vold og magt.

Der er i Danmark masser af LGBT-personer, der hver eneste dag bidrager til samfundet og er værdifulde for fællesskabet. Men det skyldes altså ikke, at de er LGBT-personer, men at de er samvittighedsfulde samfundsborgere og medmennesker.

Kære Djøf, I tjener ikke medlemmernes sag ved at debattere LGBT-rummelighed eller lufte regnbueflagene den 18. august. For denne sag har ingen relevans for vores arbejde som jurister og økonomer. Lad os i stedet for bruge dagen til sammen med resten af danskerne at minde hinanden om, at vores vigtigste opgave er at tjene fællesskabet frem for at pege på os selv som enestående individer.