Er der virkelig ikke plads til en Esben Lunde Larsen i dansk politik?

Esben Lunde Larsen, tidl. miljø- og fødevareminister, har fået nyt job. Han tiltræder en stilling ved en grøn tænketank i Washington D.C. Lige så megen grund der er til at ønske ham tillykke og glæde sig over endnu en politiker, der opdager verden uden for Christiansborgs osteklokke og tør tage skridtet ud i den virkelige virkelighed, lige så oplagt er det at spørge, hvorfor Esben Lunde Larsen fik den skæbne, han fik.

Ingen har som han været igennem vridemaskinen i de senere år. Et antal såkaldte sager har klæbet til ham. Indtrykket har stået tilbage, at han ikke kunne en sætte en fod rigtigt. Hvorfor egentlig?

Efter alt at dømme er teologen Esben Lunde Larsen et velbegavet menneske. Han er belæst, meget litterært interesseret; optaget af eksistentielle spørgsmål. Han er – chok! – et troende menneske. Han tror på – dobbeltchok! – en skabende gud. Det tilkendegav han i et tiltrædelsesinterview her i avisen, og så var bunden ligesom lagt for, hvordan han siden blev fremstillet i offentligheden.

Der fulgte et par andre sager, som mange medier kritikløst kørte med på. Værst for ham personligt var en lang kampagne i Danmarks Radio, hvor Esben Lunde Larsen blev beskyldt for at have plagieret dele af sin ph.d.-afhandling (om Grundtvig). Der viste sig ikke at være fugls føde på beskyldningerne. Der var smuttet en enkelt henvisning i noteapparatet, javel, men DR måtte lægge sig fladt ned og undskylde. Uden at man dog havde indtryk af, at kampagnen fik de konsekvenser for redaktørerne bag, som de havde ønsket for ministeren.

Da han sagde, at for ham var bølgende danske kornmarker også »natur«, udløste det et nyt, kollektivt ramaskrig. Kan man ikke godt forstå, hvad han mente? Er det virkelig så hårrejsende forkasteligt at mene det?

Hvorfor fik netop Esben Lunde Larsen en så hård medfart i offentligheden, og hvorfor har andre det lettere? Her er det nærliggende at sammenligne med Søren Pind, og ikke kun fordi Esben Lunde Larsen med sin opsigelse valgte at lægge sig i læ af den store opmærksomhed, som blev den populære Pind til del. Pind er en af de seneste 10 års mest interessante – og sikkert også dygtigste – politikere. Det er ikke det, det handler om her. Men Pind fik også et medløb i medier og offentlighed, som en Lunde Larsen ikke var i nærheden af.

Det kan skyldes personlige egenskaber; karisma og tilgængelighed, slagfærdighed og vilje til at spille med på klaverets melodi i stedet for at udfordre samme. Der kan være mange gode grunde, og i politik kan man aldrig på forhånd skrive en drejebog ud. Tilbage står blot konstateringen af, at Lunde Larsen og Pind fik meget forskellige forløb i dansk politik, og at det næppe kun handler om saglige forklaringer.

Det er og bliver synd, at der i dansk politik tilsyneladende ikke er plads til en type som Esben Lunde Larsen. Man kan være politisk uenig med ham, hvad præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding – indtil for nylig et fremtrædende folketingsmedlem for Enhedslisten – og med hende naturligvis mange andre er. Men man kan også benytte lejligheden til stilfærdigt at begræde, at Esben Lunde Larsen med sin (vestjyske) baggrund, sine interesser og sit fokus muligvis på forhånd bare var et mismatch. Han kunne – ville? – ikke bøje sig for den tone og facon, der åbenbart skal til for at klare sig på Christiansborg.

Nu rejser Esben Lunde Larsen videre. Han har gjort sig sine erfaringer. Man må håbe, at andre også gør sig deres.