Ministerrådgivning

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Forargelse er en hyldevare på Christiansborg, da denne følelse ganske bekvemt ikke er funderet på kendsgerninger. Derfor kan politikere i opposition forarges over gerninger, de som ministre ikke vil tøve med at forsvare.

Kønt er det ikke, da hykleriet er til at tage og føle på.

Senest er økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille blevet mødt med forargelse, efter at en lækket e-mail fra hans ministerium rummer en liste over et halvt hundrede politiske tanker, som embedsmændene er blevet bedt om at beregne konsekvenserne af.

Hvad vil effekten være af at sænke momsen for hoteller og restauranter til 7 pct.? Hvad vil det reelle provenutab være ved at afskaffe registreringsafgiften? Hvad vil de statsfinansielle konsekvenser være af at afskaffe ejendomsværdiskatten fra 2020? Hvad vil konsekvensen være af at sænke udviklingsbistanden til gennemsnittet i EU eller OECD?

Da Folketinget bestandigt er optaget af at bruge andres penge, må en ansvarlig økonomiminister bestandigt være på forkant, lige så vel som en minister selvfølgelig skal kunne bruge sin post til at tage politiske initiativer.

»En minister kan bede embedsmænd regne på, jeg har nær sagt, alle de idéer og forslag, en minister ønsker at behandle. Det kan ikke være sådan, at det er embedsmændene, der skal vurdere, om det nu også er regeringens politik, eller om det er noget, ministeren kun får regnet på, fordi han vil bruge det i en senere valgkamp,« siger Bo Smith, fhv. departementschef i Beskæftigelsesministeriet og tidl. formand for det uafhængige udvalg, der i 2014 undersøgte forholdet mellem ministre og embedsmænd for Altinget.

Naturligvis kan en minister det. Alternativet vil jo være at give embedsmændene vetoret, hvilket ville være utænkeligt.

I det hele taget holder Folketingets partier sig ikke tilbage, når det gælder om at få vurderet kvaliteten af egne strøtanker og forslag. I 2017 fik partierne udbetalt 52 mio. kr. mere i skatteyderbetalt gruppestøtte end året før, hvilket bragte det samlede beløb op på 179 mio. kr. Begrundelsen for at hæve støtten til sig selv med 40 pct. er behovet for at kunne hyre flere konsulenter og eksperter til at rådgive om det parlamentariske arbejde og komme med input til ny politik.

Socialdemokratiet har taget godt for sig af retterne, idet partiets udgifter til ekstern konsulentbistand og advokathjælp er steget med over 1.000 pct. fra 340.000 kr. i 2016 til 4.030.000 kr. i 2017. Pengene er bl.a. anvendt til at komme med input til partiets asyl- og flygtningeudspil, hvilket må undre, al den stund Socialdemokratiets udlændingeudspil er kalkeret fra Dansk Folkeparti i et sådant omfang, at en fotokopieringsmaskine havde været alt rigeligt.

Ingen partier er i nærheden af at have brugt så mange penge. Nærmest er Enhedslisten, der dog kun har brugt en tiendedel af, hvad Socialdemokratiet har soldet op.

Cepos, den borgerlige-liberale tænketank, der almindeligvis er karrig med skatteydernes penge, foreslog i avisen torsdag, at hver minister bør kunne ansætte op til seks særlige rådgivere for at kunne matche styrken i embedsværket.

Bedre ville det være at styrke Folketingets økonomiske konsulenter, ved at omdanne det til en organisation der kan foretage uvildige, troværdige og transparente konsekvensberegninger. Alternativt kunne Det Økonomiske Råd opnormeres til at løfte opgaven.

Det vil være en anderledes gennemsigtig proces, end at lade skatteyderne betale for endnu flere konsulenter.