Polen angriber europæiske værdier

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright kommer i sin seneste bog, der er en advarsel mod fascismen, ind på, hvordan Benito Mussolini søgte at udhule retsstaten i Italien i sin tid. Det var Mussolinis opfattelse, at man bedst når sit mål ved at agere, som når man plukker en levende kylling: Man tager én fjer ad gangen, så hvert hyl høres adskilt.

Nu er Polen ikke Italien, og Jaroslaw Kaczynski, der som leder af det nationalkonservative PiS trækker i trådene, ikke Mussolini. Men princippet om udhulingen af retsstaten, ikke blot her, men også andetsteds i Central- og Østeuropa, synes at være det samme. Det ene anslag efter det andet, men ikke det store brag. Det er smart gjort.

Det er også et angreb mod de værdier, der efter Anden Verdenskrig har gjort Europa til en af verdens mest eftertragtelsesværdige regioner, alle mangler til trods. Lighed for loven er et af kendetegnene, dommerstandens uafhængighed af politikere et andet, ytringsfrihed et tredje. Man kunne også nævne en vis respekt i magthaveres omgang med politiske modstandere.

Siden PiS overtog regeringen i 2015, har Kaczynski og hans folk gjort deres bedste for så at sige vende landet på hovedet. Nationens historie skrives om, så der kun er helte. Retsvæsenet skæres til efter nationalkonservativt mønster. Statens medier ensrettes. Sammensværgelsesteorier – f.eks. om flyulykken, i hvilken Kaczynskis bror omkom – bliver officiel politik.

I denne uge er den gal igen. 27 af de nuværende 72 højesteretsdommere står over for tvangspensionering. Regeringen har sænket pensionsalderen fra 70 til 65 år, hvilket er usædvanligt for tiden, hvor der jo snarere er en tendens til at holde folk på arbejdsmarkedet længere end hidtil.

Efter alt at dømme er pensioneringerne da heller ikke udtryk for taknemmelighed. Man vil gerne af med dommerne, der åbenbart ikke er del af Kaczynskis heppekor.

I spidsen står højesteretspræsident Malgorzata Gersdorf, der lige som sine kolleger lader, som om intet er sket. Onsdag klokken lidt over otte mødte hun på arbejde, selv om hun altså formelt var blevet afsat.

»Min tilstedeværelse har intet med politik at gøre. Jeg er her for at beskytte retsstatens principper,« sagde hun.

Det er jo hæderværdigt, og man kan håbe, at Polens præsident skrotter førtidspensioneringen, hvilket han har beføjelser til.

Men det er nok lovligt optimistisk. Også præsidenten er Kaczynskis opfindelse, og han plejer at gøre, som denne siger. Den omstridte Holocaust-lov, der indebar fængselsstraf for at omtale polske krigsforbrydere, blev først mildnet, da Kaczynski kom tilbage fra et længere og hemmeligholdt sygeleje.

Det skete åbenbart ikke på grund af protester fra Israel eller EU, men fordi partiformanden var irriteret over, at det beskadigede forholdet til USA.

I forbindelse med dommerafsættelserne reagerede EU-Kommissionen onsdag ved at indlede en retssag mod Warszawa. Polakkerne bestrider som sædvanligt alt og mener, at det ikke rager unionen. Må vi stilfærdigt minde den polske regering og Kaczynski om, at EU ikke kun er en økonomisk malkemaskine, men netop et værdifællesskab. Brud på retsstaten kan ikke tolereres – om de begås af kommunister, der misrøgtede Polen gennem 40 år, eller nationalkonservative.

Heller ikke, hvis man tager én fjer ad gangen.