Sæt medierne fri

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Giv politikerne den mindste mulighed for at bestemme, hvordan de ønsker selv at blive dækket i medierne, og det bliver tydeligt, hvor svært de har ved overholde normale armslængdeprincipper. Fristelsen til at detailstyre de medier, som de selv lever af og med, er simpelt hen for stor. De blander sig i stort og småt, hvilket udstiller svagheden ved en så hård politisk styring af mediebranchen, som det foregår her i landet. Det nye medieforlig bekræfter kun denne opfattelse.

Detaljeringsgraden i de enkelte forligspunkter er ekstrem. Hvorfor vil politikerne blande sig i, at 50 pct. af en radiostations medarbejdere skal bo vest for Storebælt? Hvorfor skal en ny radiokanal netop sende klassisk? Og selvfølgelig er der ekstra penge til lokal dækning af kommunalvalgkampe – altså af politikernes egen slags og levebrød. Sådan er det hele vejen igennem, og det gør ikke andet end på ny at dokumentere en grundlæggende usundhed i hele dette gennempolitiserede system.

Forliget i sig selv er uden andet større samlende perspektiv, end at det trods alt flytter nogle støttepenge i digital retning ved at fritage digitale medier for moms, hvorved de ligestilles med trykte medier. Det var på høje tid, men jo godt, at det sker. Resten er vitterlig lidt godt fra flere hylder. Nogle får lidt ekstra, andre beskæres. Der er sjakret om indsatsen på spillebordet i Kulturministeriet. Fire partier har hver især skullet have en lille sejr.

Vi bør også kigge på os selv. JP/Politikens Hus – herunder Jyllands-Posten – går ind for at afskaffe mediestøtten helt af principielle grunde. Hvis støtten fjernes, skal det naturligvis gælde alle. Foreløbig er det værd af fastholde, at hvad der kaldes mediestøtte reelt er en demokrati- og kulturstøtte, som skal sikre den nødvendige pluralisme i mediebilledet og også en bred geografisk forankring. Det er i sit udgangspunkt både sympatisk og rigtigt som bidrag til den demokratiske samfundsdebat. Men igen er problemet politikernes hårde greb om medierne med de mange krav, der skal imødekommes som modydelse for statslig støtte. Sæt dog medierne fri!

Forligets suverænt vigtigste punkt er nu som før, at giganten DR beskæres, hvorved balancen til de frie, private medier genoprettes lidt. DR har fortabt sig i sin egen selvfede gigantisme, der desværre også afspejler sig i redaktionelle prioriteringer og en forvredet tilgang til dækningen af verden uden for nærmeste næsetip. Her er der god grund til at forvente, at et mere fokuseret og effektivt DR kan levere et bedre indhold for alle slags danskere.

Og så bør forbedringerne i DR naturligvis også omfatte topledelsen, som har ansvaret for DR’s aktuelle deroute. De skatteydere, der stadigvæk betaler gildet, har krav på at blive taget alvorligt. Men det kan den politisk dominerede DR-bestyrelse nok godt selv finde ud af.

En grundlæggende svaghed ved medieforliget er, at det er så smalt: regeringen og Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet har allerede meddelt, at flere af forligets punkter vil blive rullet tilbage ved et regeringsskifte. I en turbulent tid har medierne især brug for det lange lys foruden arbejdsro til at håndtere en branche i voldsomt opbrud. De røde oppositionspartier ville ikke være med på grund af fokuseringen af DR. Det siger i sig selv alt om, hvor DR – stadigvæk – har sine venner, men det smalle forlig er langtfra optimalt.

Ret skal være ret. På ét vigtigt område skærer politikerne igennem: Medier, der har overtrådt rufferiloven, skal ikke kunne modtage mediestøtte. Så fik vi det på plads!