Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Presset Morten Østergaard spiller nazikortet

Den radikale ledes ord om det rødbrune kabinet illustrerer et skifte i dansk politik.

Det var tåkrummende pinligt at se den radikale Morten Østergaards optræden i DR2’s Deadline i onsdags. Manden er under et vist pres, naturligvis, for med Mette Frederiksens proklamation af ønsket om at danne en socialdemokratisk regering uden de radikale er han og hans partis indflydelse alvorlig svækket; de må ganske enkelt til at indstille sig på, at de har den størrelse, de nu har, og har politisk betydning derefter. Det gør særlig ondt på et parti som – uvist hvorfor – mener at repræsentere anstændigheden, fornuften og det rigtige menneskesyn og således er født til at herske.

Den rolle synes i hvert fald midlertidigt at være udspillet, hvad der har fået Østergaard til retorisk at slå vildt omkring sig og udnævne den nye S-SF-DF-konstellation til et »rødbrunt« kabinet. Hvad han mente med det, var jo ret åbenlyst for enhver med blot et rudimentært kendskab til historien, men da Deadline-journalisten spurgte nærmere ind til det, vidste Morten Østergaard slet ikke, at den brune farve i politik har noget med nazismen at gøre. Det var slet ikke meningen, sagde han. I stedet rodede han sig ud i lange forklaringer om farveblandinger og endte med at lyde som en skoledreng, der skulle forsvare, at han ikke havde lavet sine lektier.

Østergaards ord har vakt berettiget kritik. Uhørt i dansk politik, lyder det fra flere sider. Sandt er det, at hans ord er upassende og i sidste ende rammer ham selv. Men hvis man finder det uhørt, har man en meget kort hukommelse. Nazikortet spilles lystigt fra mange sider, og for ikke ret mange år siden var det almindeligt at sammenligne enhver kritiker af den førte udlændingepolitik med 1930ernes nazister. Eksemplerne er legio, og hverken folkesocialister eller socialdemokrater har holdt sig tilbage i den henseende. Poul Nyrups ord om de ikkestuerene fra Dansk Folkeparti er muligvis det mest berømte citat, men det var på daværende tidspunkt en helt almindelig retorik, og er det mange steder stadig.

Derfor er det også en smule latterligt, ja, pinligt at høre de meget ophidsede reaktioner fra S og SF, som har travlt med at remse op, at adskillige formænds forfædre har siddet i tysk koncentrationslejr. Det samme havde, fristes man til at minde om, stifteren af Den Danske Forening, dr.phil. Sune Dalgård, og det afholdt ikke nogen fra at udnævne ham til nazist og med ham de mange danskere, der var bekymrede for udviklingen.

Nazikortet spilles for at lukke munden på folk, og Morten Østergaards udmelding er derfor kun usædvanlig i den henseende, at den rettes mod nogen, der ikke er vant til at få naziprædikatet klistret på sig. Heraf hylet. Folk som Pia Ohlsen Dyhr er forvænt med at være på de godes hold, og i den forstand illustrerer hele opstandelsen først og fremmest det kolossale og meget pludselige ryk, der er sket i dansk politik. Udlændingepolitikken var for ikke længe siden noget, anstændige mennesker ikke talte om, nu fylder den det hele, også for SF og Socialdemokratiet.

Det kan man i sit stille sind godt undre sig over, for det handlede jo om menneskesyn, måtte vi forstå. Og kan man virkelig skifte menneskesyn på samme måde, som man skifter holdning til elværker og grundskyld? Tilsyneladende. Hvordan man får det regnestykke til at gå op, vil vi trygt overlade til de pågældendes egen samvittighed og her kun glæde os over, hvis det ikke længere er comme il faut at kalde andre mennesker nazister med samme lethed, som man kalder dem idioter.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter


Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.