Udskiftning i Havana
Den sidste af Castro-brødrene forlader præsidentposten. Det er ikke et øjeblik for tidligt.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er snart 60 år siden, at brødrene Castro overtog magten i Cuba, så man kan sige, at det ikke er et øjeblik for tidligt, at der sker en udskiftning i Havana. Efter Fidels død i 2016 er der kun Raul tilbage, og i disse timer trækker han sig åbenbart tilbage som præsident.
Fidel og senest Raul har ansvaret for en fiasko uden sidestykke. Sammen med den lige så håbløse Che Guevara afløste de i sin tid en anden diktator, Fulgencio Batista, der var i lommen på USA og uhyre upopulær. Castro-brødrene var i begyndelsen afholdt i befolkningen, og Cuba er fra Vorherre, eller hvem der nu har ansvar for den slags, udstyret med en nærmest ideel landbrugsjord. Tidligere var man sågar kødeksportør. I dag ligger landbruget mange steder i ruiner og de fleste fødevarer må importeres. Selv det engang højt priste sundhedsvæsen mangler grundlæggende materialer.
Det er naturligvis hverken USA's mangeårige – og ikke videre kløgtige – handelsembargo eller Sovjetunionens opløsning, som er årsagen, selv om det sikkert ikke har gjort tingene lettere. Ansvaret er det kommunistiske regimes. Den amerikanske embargo har været en god undskyldning, fordi Castro-brødrene og deres klakører har kunnet forklare ethvert problem med de fæle kapitalister i Washington, der gør normal vareudveksling umulig. Men Cuba har kunnet handle med stort set resten af verden. I stedet har man været mere optaget af at understøtte diverse krige og undergravende virksomhed i Afrika og andetsteds. Efterhånden er også Venezuela, der for en stund afløste Sovjetunionen som cubanernes velgører, drevet i ruin af socialistisk uduelighed, så det ser sort ud for det potentielle paradis.
Miguel Díaz-Canel, der skal være den nye, stærke mand, bør ikke misundes. Díaz-Canel er 57 år, hvilket på de kanter er chokerende ungt for en mand med ledelsesansvar, og det siges, at han tidligere i livet var ganske flink og lydhør over for befolkningens ønsker og behov – som om det skulle være noget særligt for en politiker.
Men Cuba er, hvad mange gennem årene har glemt, et brutalt diktatur, trods solskin og smukke mennesker. Mogens Lykketoft og hans daværende hustru lod sig engang henføre til i en kronik at besynge landets angivelige »samba-socialisme«. Det vides ikke, hvor mange politiske fanger der sad bag tremmer på det tidspunkt, eller hvor lange køerne foran fødevarebutikkerne var, men parret stod ikke alene med den begejstring. Cuba var cool, og Fidel Castro karismatisk. Hvad vil man mere?
Ja, altså, cubanerne kunne formentlig tænke sig normale forsyninger, strøm i stikkontakterne og demokrati for at nævne nogle eksempler. De ville formentlig heller ikke protestere over indførelsen af en retsstat, ytringsfrihed og et internet til rimelige priser.
Det er den slags, Díaz-Canel skulle levere, hvis Cuba var et normalt land, hvad det ikke er. Demokratiske valg ville f.eks. formentlig føre til regimets opløsning, selv om lederne næppe er så forhadte, som Muammar Gaddafi eller Saddam Hussein engang var. Normale forsyninger kræver valuta, hvilken man ikke har i tilstrækkelig grad. Og man har ikke formået at udnytte de ideele klimatiske forhold, undtaget til turismen, som langsomt er kommet i sving.
Díaz-Canel bliver, om han træder i Castros fodspor, en overgangsfigur. Den overgang bliver smertefuld, og man må have ondt af Cuba, et af de sidste politiske frilandsmuseer i verden, for næsten 60 år er spildt. Trods samba-socialisme.