Italiens valg

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Italienerne har stemt, og resultatet er som ventet: uklart. Der kan gå lang tid, før Italien har en regering, men valget har vist nogle klare tendenser.

For det første, at venstrefløjen også her er i åndenød. Det lykkedes simpelthen ikke Matteo Renzi og hans Partito Democratico at overbevise vælgerne. Partiet – og venstrefløjen som sådan – led et eklatant nederlag og skriver sig dermed ind i den lange række af Europas socialdemokratiske partier, som må se sig slået af politiske opkomlinge.

For det andet: Italiens borgerlige er også i åndenød. En af valgets større overraskelser var, at det ikke blev Silvio Berlusconis Forza Italia, men Matteo Salvinis Lega, som blev størst i den borgerlige koalition.

For det tredje og mest bemærkelsesværdigt: Omkring hver tredje vælger valgte at deponere det politiske lederskab hos et parti, Femstjernebevægelsen, selv om bevægelsen er opstået på en grundlæggende mistillid til det politiske system, ikke har nogen klar politisk profil og ikke kan svare klart ja til, at det går ind for det repræsentative demokrati.

Forholdet mellem vælgere og politikere har i Italien sin helt egen historie. Mistilliden er bygget op over mange år. På den baggrund har den store vandring mod femstjernerne sin helt egen forklaring. Italienerne er ganske enkelt trætte af politikere, for hverken højre- eller venstrefløjen har givet dem det, de ønsker. Nu prøver de med noget nyt.

Italiens valg har vist, at populistiske Silvio Berlusconi, som selv forstod at udnytte det tomrum, der opstod, da Italiens gamle partier brød sammen under Operation Rene Hænder i 1990’erne, nu er overhalet af folk, som er smartere end ham.

Stod den italienske historie alene, kunne man måske leve med det og vente på, at det drev over. Hvis Femstjernebevægelsen får regeringsmagten, vil virkeligheden melde sig. Det bekymrende er, at den italienske tendens ikke står alene i Europa. Det repræsentative demokrati funderet på politiske partier har fået skarp konkurrence fra enmandspartier som Emmanuel Macrons En Marche i Frankrig eller fra rene populister.

For godt et år siden undersøgte tyske TUI Stiftung/YouGov unge europæeres holdning til demokrati. Resultatet er tankevækkende. Demokrati som bedste styreform fik opbakning af 51 pct. af de unge, hele 26 pct. erklærede, at demokrati hverken var værre eller bedre end andre styreformer. Organisationen Freedom House har i år for 12. år konstateret, at demokratiet er gået tilbage som styreform i verden.

Stort set overalt i Europa har de historiske partier, som har båret de europæiske velfærdssystemer og det europæiske fællesskab efter Anden Verdenskrig, fået skarp konkurrence af populister, som sår mistillid til EU, til internationalt samarbejde, og som foregiver at tale på vegne af ”folket”. I Tyskland vil AfD være største oppositionsparti, i Italien er såvel Femstjernebevægelsen som Lega at finde blandt de EU-skeptiske grupper i Europa-Parlamentet.

Naturligvis har også populister ret til at stille op, blive valgt og påtage sig et regeringsansvar, men som direktøren for Freedom House, Michael Abramowitz, har udtrykt det, så »skal vi anerkende, at også populistiske partier er en del af demokratiet. Men når de bliver ledere og bruger magten til at indskrænke pluralismen, som det for eksempel er sket i Polen og i Ungarn, så er der grund til bekymring«.

Et udfald af valget kan blive, at flertalsmulighederne synes så umulige, at Italiens præsident udpeger en teknokratisk regering. Det vil muligvis dæmpe nervøsiteten i Europa, men til gavn for demokratiet er det bestemt ikke.