Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Annonce

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Intet synes glemt i Tysklands nye koalitionsaftale

Et papir på 177 sider skal danne grundlag for en ny regering i Berlin. Måske er det for detaljeret.

Man kan ikke sige andet, end at tyskerne går grundigt til værks, når de skal forhandle en ny koalitionsaftale.

Mere end fire måneders mødeaktivitet – herunder samtaler om en regering med det liberale FDP, der led skibbrud – har ført til et papir på 177 sider. Intet er åbenbart for småt til, at det kan finde vej til en overenskomst, der i alt består af 8.354 linjer. Der tales om fredning af ulve, en forhøjelse af børnechecken på 25 euro, trådløst internet i offentlige institutioner og meget andet.

Spørgsmålet er, om fire års regeringssamarbejde mellem forbundskansler Angela Merkels borgerlige CDU, det bayerske søsterparti, CSU og det socialdemokratiske SPD kan fastlægges så minutiøst, som man prøver det i Berlin. Hvad nu, hvis der kommer en ny finanskrise, krig på den koreanske halvø, øget uro i Ukraine eller mere terror på hjemlig grund? Verden lader sig ikke regulere med en tysk koalitionsaftale, som en irsk korrespondent har påpeget i et indlæg i Süddeutsche Zeitung.

Det virker heller ikke betryggende, at flygtninge- og indvandrertemaet med de medfølgende problemer, der ikke er mindre i Tyskland end i Danmark, klappes af på 37 linjer.

Man er ikke desto mindre taknemmelig for, at det omsider er lykkedes at blive enige. Tyskland er et for stort og et for vigtigt land til at blive regeret af et forretningsministerium så længe. Der er også gode takter, f.eks. et stærkt fokus på Europa, om end den sag har været prioriteret højt af samtlige forbundsregeringer siden 1949.

Det er SPD, der, til dels ufrivilligt, leverer de store overskrifter i forbindelse med aftalen. Partiets formand Martin Schulz, valgt til embedet med 100 pct. tilslutning for mindre end et år siden, ser ud til at måtte trække sig efter en mindre end imponerende præstation. Socialdemokraterne fik – som CDU – et dårligt valgresultat. Men i modsætning til de borgerlige kæmper SPD også med en eksistentiel krise. Kampen mellem ikke mindst unge medlemmer på venstrefløjen og regeringsvillige realister kører på fuldt blus. Aftalen skal til urafstemning hos socialdemokratiske græsrødder, og resultatet er noget uvist. Det hele kan altså stadig ende som makulatur.

Schulz skubbes efter alt at dømme over til udenrigsministeriet, selv om han inden valget bedyrede, at han aldrig ville være et menigt medlem af et kabinet under Merkel. Han bliver ikke en gang vicekansler. Det bliver den nye finansminister, sandsynligvis Hamborgs hidtidige SPD-borgmester Olaf Schulz. Ny partiformand ventes at blive Andrea Nahles, en af de yngre, fremadstormende profiler, der har mere folkelig appel end Schulz. For sidstnævnte er det et personligt nederlag – han var også oprindeligt imod en koalition med CDU – men for socialdemokraterne kan det være en farbar vej.

Den nye regering – hvis den overhovedet dannes – bliver formentlig også Merkels svanesang. Hun har stået i spidsen for forbundsrepublikken siden 2005. Tyskere under 30 år kan knap nok huske en tid uden hende. Hun har – på trods eller som følge af – sin noget tøvende tilgang til tingene været Tyskland og Europa en god leder. Hun har – i modsætning til forgængeren Gerhard Schröder, hvis interesse mest var rettet mod Frankrig og Rusland – været lydhør over for mindre lande som Danmark. Kampen om arvefølgen er i fuld gang bag kulisserne. Hos SPD er den åbenbart afgjort. Meget, også for det øvrige Europa, vil afhænge af, hvem der bliver hendes efterfølger.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Leder lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Forbyd omskæring af drenge.

Harun Demirtas
Et barn må ikke blive et forretningsformål eller udsættes for et indgreb, som aldrig kan laves om, og som i høj grad kan krænke ens selvopfattelse.

Blog: Ledelseskrise i den offentlige sektor giver dårlig velfærd

Martin Ågerup
I sin nye debatbog efterlyser Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen et opgør med dårlig ledelse i det offentlige. ”En leder, som ikke lever op til forventningerne, må nødvendigvis afskediges”, skriver han. Godt brølt, Henrik Sass. Men han har desværre ingen realistiske bud på, hvordan en så gigantisk kulturændring i den offentlige sektor skal finde sted. Der er lang vej igen. Og barrierne imod at sikre bedre ledelse er høje.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her