Danmark er bundet af konventioner. Men det må ikke kaldes afgivelse af suverænitet

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Regeringen vil bruge Danmarks formandskab for Europarådet til et tiltrængt serviceeftersyn af ikke mindst Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, EMD’s, fortolkning af den konvention, der beskriver menneskerettighederne. Det er ikke alene en usædvanligt god og fortjenstfuld idé. Det er simpelt hen på høje tid.

Helt generelt er de mange konventioner, som også Danmark med tiden har tiltrådt og i dag er underlagt, forfattet for snart længe siden; i årene efter Anden Verdenskrig, da verden sandelig så anderledes ud. I alt menes Danmark at være underlagt mindst 300 konventioner, traktater og regulativer, som på den ene eller anden måde sætter grænser for Danmarks gøren og laden.

Særligt EMD’s såkaldte dynamiske fortolkninger har i længere tid trængt sig på til at blive gået efter i sømmene. Reelt er der ofte tale om, at domstolens jurister påtvinger de enkelte lande ny lovgivning – vel at mærke helt uden forudgående politisk og folkelig debat. Det er dermed vanskeligt at værge sig mod en opfattelse af, at disse jurister – på ingen måde folkevalgte – reelt agerer som lovgivende politikere med ret til at diktere ny lovgivning i de enkelte lande. Hvor er egentlig debatten om den folkelige og statsretlige legitimering af denne enorme magt? Den kører allerhøjst på vågeblus i fagkredse.

Det har altid måttet undre, at der i Danmark, hvor vi afholder folkeafstemning om, hvorvidt vi skal tiltræde EU’s patentdomstol, aldrig har været større fokus på den uomtvistelige afgivelse af national suverænitet, som f.eks. EMD’s afgørelser afstedkommer. I forhold til EU har Danmark siden 1993 haft de velkendte fire forbehold, der netop tager sigte på at undgå afgivelse af national suverænitet. I flere årtier drejede den tilspidsede EU-debat her i landet sig stort set ikke om andet end suverænitetsafgivelse. Ikke mindst venstrefløjen har været på stikkerne. Striben af folkeafstemninger med varierende tema har handlet om dette.

Men hvad med de måder, hvorpå Danmark reelt i øvrigt afgiver national suverænitet, f.eks. ved at have inkorporeret menneskerettighedskonventionen i dansk ret? Det har der været meget mindre fokus på, hvilket kun kan give anledning til en stille undren. Ikke mindst fordi de senere års tilstrømning af migranter og flygtninge har vist, hvor lidt Danmark selv kan bestemme på dette område. Igen og igen skydes idéer ned med henvisning til konventionen.

Formelt-teknisk er der ikke tale om afgivelse af suverænitet, når Danmark skal rette ind efter en konvention, selv om den reelt binder Danmark og de danske politikere. Det skyldes en opfattelse af, at det er regeringen og Folketinget selv, der vedtager den nødvendige lovgivning, som bringer Danmark på linje med konventionen – i modsætning til f.eks. en EU-forordning, der har umiddelbar virkning i Danmark.

Men det er og bliver et juridisk og politisk figenblad. Det afgørende må naturligvis være, hvad en konvention eller en afgørelse ved en international domstol indebærer for dansk lovgivning, også selv om det er de danske politikere i Folketinget, der formelt retter ind ved at vedtage de ny love.

At regeringen nu vil gå EMD efter i sømmene, kan kun kalde på uforbeholden ros. På forhånd kunne man nok tro, at det vil vise sig, at der ikke er meget at gøre, hvis man stadig vil stå på konventionens grund. Men dét kan i sig selv være en vigtig erkendelse. Spørgsmålet presser sig stadig mere på, hvem der egentlig bestemmer i Danmark.