Hvorfor tør DF ikke svare?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Under overskriften ”Svar udbedes, DF” stillede vi i en ledende artikel torsdag den 14. december en række konkrete spørgsmål til Dansk Folkeparti, fordi partiets ageren over for den regering, som det er selverklæret støtteparti for, efterlader indtrykket af et stykke vådt håndsæbe.

Det har ganske enkelt vist sig forbavsende svært at få konkrete svar fra Folketingets næststørste parti, og derfor opfordrede vi partiformand Kristian Thulesen Dahl til at besvare spørgsmålene punkt for punkt. Den udfordring har han ikke ønsket at løfte, men i stedet overladt opgaven til René Christensen, DF’s finansordfører, hvis svar på den ledende artikel blev bragt i avisen søndag den 17. december.

Desværre bekræfter indlægget fra René Christensen formodningen om, at DF ikke evner at klargøre partiets økonomiske politik. I hvert fald er det tankevækkende, at en finanspolitisk ordfører ikke er i stand til at svare konkret.

F.eks. fremfører René Christensen, at »den demografiske udvikling tilskriver, at der bliver brug for en vækst i det offentlige forbrug i omegnen af 0,65 pct. om året frem mod 2025, for at sikre et velfærdsniveau, som det vi kender i dag«.

Hvorfor? Hvem siger, at »den demografiske udvikling tilskriver«, at der bliver brug for en vækst i det offentlige forbrug på 0,65 pct. om året frem mod 2025? Et gæt fra DF?

Danmark har verdens relativt største offentlige sektor betalt med – for 15. år i træk – verdens højeste skattetryk. Der må logisk set være et betydeligt råderum til gennem effektiviseringer at håndtere den demografiske udvikling uden den beskrevne vækst i det offentlige forbrug.

DF mener ifølge René Christensen, at »skatte- og udlændingepolitik hænger uløseligt sammen«, men han leverer ikke bare ét konkret eksempel på, hvor meget skatten kunne sænkes, hvis partiets udlændingepolitik blev gennemført.

Et af argumenterne for især en topskattelettelse, hvad enten den sker gennem en sænkning af skattesatsen eller en forhøjelse af topskattegrænsen, er, at den vil udvide arbejdsudbuddet. DF vil ikke lette topskatten og ej heller øge arbejdsudbuddet gennem indvandring af kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Resultatet af denne politik er, at danske virksomheder skaber flere arbejdspladser i udlandet end herhjemme, og bl.a. derfor falder Danmark længere og længere ned på den globale velstandsstige, målt på købekraft.

Igen må vi desværre konstatere, at DF ikke har specifikke svar på nogle af de største politisk-økonomiske udfordringer.

På samme måde, som vi nu har gjort det med DF, stillede vi i en ledende artikel i januar 2011 en stribe konkrete spørgsmål til Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt, hvis politiske udspil dengang var lige så ukonkrete og luftige som det indlæg, vi i avisen søndag bragte fra Dansk Folkeparti. Retorisk tomgang gør det ikke ud for substantielle svar, og vi må derfor med beklagelse konstatere, at DF ikke magter at gøre rede for, hvordan andre industrilande, der ligesom Danmark betegnes som velfærdssamfund, er i stand til at løfte opgaverne med væsentligt lavere skattetryk. DF vil ikke svare på, hvorfor det er acceptabelt, at danskernes privatforbrug i et halvt århundrede ikke er fulgt med velstandsudviklingen, mens væksten i det offentlige forbrug i væsentlig grad overstiger velstandsudviklingen.

Hvorfor vil DF ikke svare håndgribeligt på, hvor grænserne for velfærd går? Eller hvor længe et mindretal af danskerne fortsat skal trælle under verdens tungeste skatteåg?

Hvorfor tør DF ikke svare?