Diktatorens fallitbo
Robert Mugabe er færdig i Zimbabwe. Hans styre var en parodi.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er en af verdens værste diktatorer, der nu er fjernet fra magten – omsider. At den 93-årige Robert Mugabe gennem 37 år kunne få lov at køre Zimbabwe så godt og grundigt i sænk, at det trodser enhver beskrivelse, er rent ud fortvivlende. Nu har militæret taget over, som det er sket så mange andre steder i Afrika, men hvad generalerne vil bruge magten til er endnu helt uklart.
Det gik simpelt hen ikke længere med Mugabe. Udsigten til, at det skulle lykkes ham at manøvrere sin 41 år yngre hustru, Grace Mugabe, i stilling som direkte efterfølger, fik bægeret til at flyde over. Ægteparret har arbejdet uskønt sammen om at forvandle Afrikas tidligere kornkammer til et forarmet og udpint land, hærget af korruption og nepotisme og med en økonomi i ruiner. Men ægteparrets personlige formuer nåede astronomiske højder, og deres luksusprægede privatliv var decideret vulgært.
Mugabe-parrets ryggesløshed har været så grotesk, at enhver ondsindet kliché om en afrikansk diktator a la Idi Amin i Uganda eller Mobuto Sese Seko i Zaïre blev overgået med flere længder i den virkelige verden. Zimbabwe i dag er en tragedie; den er menneskeskabt, og den bærer entydigt Robert Mugabes navn.
Uroen har ulmet i mange år, men oftest formåede Mugabe på klassisk vis at udtænke andre konflikter, der kunne bruges som lynafledere. Det gælder ikke mindst de velorkestrerede udskejelser over for udenlandske farmere. Skamløst iscenesatte Mugabe denne voldskampagne som et sidste retfærdigt opgør med den hvide kolonitid. Men den viste bare, at Mugabe for længst havde overhalet selv de værste hvide kolonisatorer indenom.
Det er jo desværre en bredere erkendelse. Drømmen om et stærkt og selvstændigt Afrika, der fik sin frihed for nu et halvt århundrede siden, er alt for mange steder endt i et mareridt. Det er der mange grunde til, og selve arven efter kolonitiden er afgjort en af dem. Men i Zimbabwe var det så udtalt, at det ville være parodisk, hvis ikke det var så sørgeligt. Mugabe og hans inderkreds skamred deres frihedskamp til det sidste, mens befolkningen betalte prisen.
Denne kamp har i alt for mange afrikanske lande været et sørgeligt kapitel, og der sidder stadig regeringschefer rundt omkring, f.eks. i Kenya, der nok ryster lidt over udsigten til, at bølgen i Zimbabwe kan skylle videre til andre lande også. Spørgsmålet er alle steder, om magtens strukturer reelt ændres, eller det bare er nye ansigter, der tager over.
Man kan undre sig over, at pinen blev trukket ud så længe i Harare. Ét er, at Mugabes greb om magten var så hårdt, at ethvert oprør blev kvalt. Men hvor har Den Afrikanske Union været? Det er svært ikke at sammenligne med EU’s aktuelle løftede pegefinger til lande som Polen og Ungarn. Mere skal der ikke til i Europa; meget anderledes i Afrika.
Da tyrannen omsider væltede, gik det overraskende smertefrit. Et militærkup er noget andet end en folkelig opstand, men ellers minder fjernelsen af Mugabe ikke så lidt om omvæltningerne i Østeuropa omkring 1990. Hvad alle troede stod i beton, var væk på en nat. Også dét kan være en lære af historien, som andre kan bruge konstruktivt.
I Zimbabwe fik Mugabe lov til at gå linen ud til det allersidste. Det er sin sag at skulle hilse et militærkup velkomment, men konklusionen er desværre, at det kun kan blive bedre, og at man må håbe, at Zimbabwe nu kan få en ny start. Det har dette plagede land og dets befolkning fortjent.