Børn har brug for et frikvarter

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I forbindelse med implementeringen af skolereformen er det kommet frem, at nogle skoler afskaffer frikvarteret. I stedet for frikvarteret indføres ”pauser efter behov”, dvs. pauser, som læreren sætter rammerne for; når det kommer til tidspunkt, varighed og ikke mindst indhold. Det sker med henblik på at sikre bedre trivsel og læring, som er de hovedformål, reformen udstikker for skolen, men det sker desværre uden hensyn til de mere overordnede formål med det at holde skole og med pædagogik i det hele taget.

Børn har brug for frikvarter, og børn har ret til at lege. I FN’s børnekonvention, artikel 31, fremhæves det, at alle børn har ret til at hvile, at lege og at dyrke deres fritidsaktiviteter. Danmark har – i lighed med alle andre lande i FN – skrevet under på at ville overholde konventionen. Det er således ikke til diskussion, om vi som samfund skal sørge for at værne om barnets ret til leg.

Skal legen nødvendigvis finde sted i skolen, kan man spørge? Og hvorfor ikke udnytte pauserne i løbet af dagen til at putte endnu mere læring ind i børnene, så de kan blive så dygtige som muligt og dermed medvirke til at styrke vores konkurrenceevne? Svaret på det skal dels findes i beskrivelsen af skolens formål og i børns konkrete behov for pauser samt i legens betydning som en aktivitet i sig selv.

For det første er skolens formål langt bredere end blot at sikre trivsel og tilegnelse af faglige kundskaber. Skolen er for livet, og den skal bl.a. støtte børnenes nysgerrighed og fantasi, og styrke deres lyst til at lære. Man kan – og skal – skabe de bedst mulige rammer for undervisning, mens læringen finder sted hos den enkelte, når det, man er blevet undervist i, sættes i relation til andre fag, emner og sammenhænge og derved giver mening for den enkelte. Det sker især, når der gives plads til pauser og eftertænksomhed i dagligdagen. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at skolens virke i følge formålsparagraffen skal være præget af åndsfrihed. Det bør bl.a. betyde at børnene i løbet af skoledagen får mulighed for at leve og lege sammen, uden at lærerne, som repræsentanter for det offentlige og det etablerede samfund, skal styre og overvåge deres aktiviteter. Derfor er frikvarteret vigtigt.

For det andet har børn brug for pauser. Som alle andre mennesker har børn brug for at kunne trække sig tilbage, at lade tankerne flyve og at få ro i krop og sind. Ligeledes har børn et udtalt behov for fysisk aktivitet, for at få pulsen op og komme ud under åben himmel.

Behovet for pauser, hvor børnene selv sætter rammen og bestemmer, hvad der skal ske, bliver ikke mindre, når skoledagen er længere, heller ikke selvom det faglige indhold bliver mere afvekslende. Tværtimod har den længere skoledag gjort behovet for frikvarter mere presserende end nogensinde, fordi skoledagen lægger beslag på en større del af barnets dag og dermed også barnets fritid. Derfor er frikvarteret vigtigt.

For det tredje er frikvarteret en væsentlig arena for børns legekultur og dermed for legen som sådan. Børn lærer at lege gennem samvær og samarbejde med andre børn. Leg kræver rammer, materialer og tid for at kunne finde sted, og fordybelsen i leg sker kun, når der er tid og plads til det. Leg er en særlig måde at være i verden på, som adskiller sig fra andre praktikker og værensformer, og dermed spiller en anden rolle for vores dannelse som mennesker. Det er igennem legen, vi udforsker grænserne for det mulige. Når vi leger, indstiller vi os på at indgå i forpligtende relationer til andre mennesker. En væsentlig del af legen er forhandlingen mellem dem, der leger. Små børn, der leger rollelege, træder ind og ud af legen for at diskutere dens forløb. Større børn, der spiller bold, forhandler rammerne for, hvad man må og ikke må; hvad der er fairplay, og hvad der ikke er.

Gennem legens forhandling dannes børn til deltagelse i et demokratisk samfund, og de lærer vigtige ting om sig selv og deres relation til omverdenen.

Forhandlingen kan være konfliktfyldt, og det er af stor betydning, at børn lærer at indgå i og løse konflikter med deres kammerater – også uden at voksne blander sig og forsøger at undgå, at konflikter som sådan opstår. Også derfor er frikvarteret vigtigt.

Det er også gennem den legende indstilling, at vi kan være kreative og det er når vi leger, at vi for alvor afprøver, hvad det vil sige at øve sig og blive rigtig gode til noget. Når en leg er god, er det helt o.k. for den legende at bruge mange kræfter og blive ved og ved at øve sig.

Børn kan bruge år på at blive gode til at klatre i træer, spille computerspil eller hoppe på trampolin. Men kun, hvis de får lov og kun, hvis lysten får lov at drive værket – aktiviteterne skal ikke styres gennem læreplaner og trinmål. Igennem de sidste generationer har danske børns hverdagsliv ændret karakter på en række afgørende punkter. Som en konsekvens af større samfundsmæssige forandringer, er børns liv i højere grad blevet institutionaliseret. Dagtilbud, skole, skolefritidsordning og diverse voksenstyrede fritidsaktiviteter danner rammerne om barndommen, og der er derfor færre arenaer og mødesteder, hvor børn kan være sig selv og selv sætte dagsordenen for, hvad de ønsker at lave og sammen med hvem. Folkeskolereformen er blot endnu et trin i denne udvikling.

Der lægges dermed beslag på endnu mere af det frirum, som børn er nødt til at have – og som de konventionsmæssigt er sikrede – for at de kan opleve at have deres eget liv. Når voksne i for høj grad sætter rammerne for børns aktiviteter, og bestemmer, hvad der er værd at beskæftige sig med, oplever børn at deres motivation styres udefra og ikke indefra.

Naturligvis ligger det implicit i skolens opdragende opgave, at de voksne – lærere og pædagoger – rammesætter børnenes - elevernes – tid. Men de voksnes rammesætning bør også indeholde frirum, for en yderligere instrumentalisering af frikvarteret i et fagligt læringsøjemed er både principielt og praktisk uhensigtsmæssigt, og kan virke kontraproduktivt i forhold til den almene udvikling af børnenes karakter, deres dannelsesprocesser og deres nysgerrighed og fortsatte lyst til at lære. Med afskaffelse af frikvarteret risikerer vi også, at nutidens børn som voksne bliver dårligere til at organisere deres tid og mærke efter, hvad de selv brænder for og har lyst til at fordybe sig i. Allerede i dag oplever vi på de videregående uddannelser en ungdomsgeneration, der er vant til at ”få lektier for” og vant til, at andre fortæller dem, hvad de skal gøre.

Samtidig er der noget, der tyder på, at de studerende er dårligere til at tænke kreativt, at tegne udenfor stregerne og selv finde på, end tidligere generationer. Hvis betingelserne for den leg, børn selv igangsætter og strukturerer, forringes yderligere gennem tiltag som afskaffelse af frikvarteret, frygter vi, at den manglende selvstændighed kun vil blive endnu mere udtalt for de kommende generationers vedkommende. Og dermed modarbejder skolen det, der også er dens formål, nemlig at udvikle selvstændige, kreative individer, der er initiativrige og i stand til at gøre en forskel i samfundet.

Frikvarteret er en afgørende arena, hvor børn kan udfolde legen og hvor de kan finde sig selv, kropsligt såvel som mentalt og det må derfor ikke reduceres til en udvidelse af det formelle læringsrum. Frikvarteret skal noget andet og mere end det, den formelle undervisning skal, nemlig skabe frie rammer for eftertænksomhed, åndsfrihed og elevernes almene dannelse.

Frikvarter og leg er ikke læringens modsætning - de er derimod læringens, kreativitetens og dannelsens forudsætning.