Reformationen handler om tro - og dens virkninger

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Religionen har vel heller aldrig gjort noget godt«. Med denne sætning så en af mine medseere – en vant kirkegænger – spørgende på mig efter afslutningen af en af DR’s store oplysningssatsninger: ”Historien om Danmark”, nærmere betegnet afsnittet om enevælde og oplysningstid. Siden har jeg ikke fulgt med, fordi jeg har rejst rundt i Guds andet fædreland, Trumpland, landet med de store biler og ditto indtægtsforskelle, har fået impulsive livshistorier, er blevet modtaget på det venligste i selv det mest ydmyge overnatningssted, forsøgt omvendt af søde, unge mormonmissionærer i det rene, meget alkoholfrie Salt Lake City og er blevet lille i de kæmpemæssige, underskønne bjergmassiver, hvor tyrannosaurusser og sabeltigre engang har tumlet rundt helt uden oliemillionærer og alle andre, der stolte af deres rigdom gerne viser det hele frem. For de er altså lidt anderledes ”over there” – med hele deres reformerte, calvinske, fremgangsteologiske baggrund – end os lutheranere.

Men jeg skal da lige love for, at det er lykkedes for DR i den hellige oplysnings navn at sætte religion og vold så tæt sammen, at der skal mere end denne ene kronik til at få dem adskilt. Det var et religiøst volds- og autoritetsmagtsamfund dengang i 1700-tallets Danmark. Megen god sendetid gik med at se den gamle bonde hænge med blylodder i fødderne på træhesten, selv om historikerne de seneste 60 år har været enige om, at dette bondetorturinstrument kun i ganske sjældne tilfælde kom i brug, og da kun i æresrelaterede spørgsmål. Og så den stakkels barnemorderkvinde, der til skræk og advarsel fik hovedet hugget af efter sin død. Jo, jo, det var alt sammen religionens skyld! Gad vide, hvad den sobre kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten har tænkt, da han så sig ”klippet til” og hele to gange tonede frem med denne så vigtige pointe. Og så var der de grimme præster, hofpræsten og pietisten Erik Pontoppidan især, der forbød teater og skuespil. Ikke et ord om, at samme Pontoppidan også var den store oplysningsmand, der satte ”Den danske Atlas”, et imponerende syvbindsværk om dansk historie og topografi, i værk. Heller ikke, at han udmøntede den grundtanke, som også var Martin Luthers, at alle børn (også pigerne) selv skulle kunne læse (Bibelen), fordi »enhver, der er krøbet igennem dåben« selv er præst, dvs. selv må stå inde for sin tro. Og godt nok kan der gøres nar af katekismus og kristen udenadslære, men det var dog en begyndelse til almuens læsefærdigheder. Nej, helten var Holberg. Med hans ”Hvorfor drikker Jeppe”, blev håbet om en bedre, kritisk oplyst verden lagt frem. (Holberg behøver naturligvis heller ikke som Luther at stå til regnskab for sine udtalelser om jøder som notoriske løgnere, der digter ”de mest vanskabte og urimelige ting” (Holbergs epistel nr. 485)).

Men på tirsdag, den 31. oktober, er det 500-årsdagen for Luthers opslag med de 95 teser om den katolske kirkes misbrug af afladen. Ifølge DRs ”Historien” er der nok ikke så meget godt at fejre, ud over at vi heldigvis er blevet meget, meget klogere. Men der er meget at fejre.

Reformationen handler om menneskers tro. Og hvem Gud er. Og vel var han ikke nem, denne Martin Luther, vel var han heller ikke revolutionær, og rigtignok blev han nødt til at få fyrstemagtens støtte til at fastholde sin kirkereform, da det rigtigt brændte på i kampen mod pavekirken, så det begyndende menighedsdemokrati, som var en følge af det enkelte menneskes trosforhold, blev også forholdsvis hurtigt jordet. Demokrat i moderne forstand var han bestemt heller ikke. Men han var sanddru. Og den Gud, han kendte, var en streng og straffende Gud, som han ikke kunne gøre tilpas. Han vidste, at han skulle bekende sine synder. Han skulle gøre det af kærlighed og ikke af frygt. Men ind til det inderste og ærligste af sig selv vidste han også, at han i sidste instans bekendte sin synd af frygt for Guds evige straf. Der gik han i stå. Så læste han i sin bibel. Han tolkede teksterne, især Davids salmer og Paulus’ breve. Han gjorde det også, fordi han var præst og teolog og skulle undervise på det nye universitet i Wittenberg. Ved denne bibellæsning opdagede han, at Gud ikke dømmer, som vi har fortjent, men – ved Kristi mellemkomst – lader nåde gå forud for ret.

Udgangspunktet for Reformationen er, at Gud er kærlighed, og vores svar er tro. Tro som tillid til Guds kærlighed til os og ikke vore egne mere eller mindre søde kærlighedshistorier. Deri ligger hele den reformatoriske frihed. Du er sat fri til at virke i verden. I kald og stand. Hvis du er smed, så skal du gøre dig umage med at være en god smed og ikke ligge på den lade side og lade alle de andre slide sig op for dig. Så gå da ud i verden, som den er. Gør det, du kan, og lidt til, men du kan hverken frelse dig selv eller verden. Dertil er både du og den alt for uigennemskuelig og dobbelt. Og virkningerne? Ja, de vandrer. Og alt godt løber igennem menneskers ikke alt for rene hænder og hensigter.

Men se da lige på nogle af disse virkninger, inden du sammen med DR går helt i sort. Hvor har vi i dag demokratiske samfund, som – stadig – fungerer rimeligt? Hvor er der i dag orden og rimeligt rene veje og gader? Hvor kan vi – endnu da – læse og skrive? Hvor er præsterne videnskabeligt uddannede? Hvor hyldes tanken – om end noget flossent – om, at det er godt at være der, »hvor få har for meget og færre for lidt« (Grundtvig)? Hvor er det stadig vigtigt »at fylde med hæderligt virke min dag, at hjælpe og værne om den, som er svag« (Aastrup i salmebogen nr. 728)?

Og så det vigtigste: Hvor meget har det ikke betydet for det enkelte menneske at kunne hvile i en ubetinget tillid til at være elsket på forhånd og før alt andet i denne uigennemskuelige verden? Både når livet folder sig ud stort og glædeligt, og når det krymper sig sammen i uendelig håbløshed?

Religion kan ikke opfindes af sociale grunde, men – også – af sociale grunde er evangelisk-luthersk kristendom vigtig. Værd at fejre – og et stort gode for det fællesskab, som vi alle nyder godt af.