Til mine ikke-muslimske medborgere

I har måske passeret mig på gaden eller siddet ved siden af mig i bussen. Måske har I endda talt med mig. Så snart I ser mig med mit tørklæde på, er I ikke i tvivl. Jeg er muslim. Jeg ved ikke, hvad I tænker om mig. Måske er mit tørklæde overhovedet ikke noget, I tænker over. Måske hader I mig for at bære det, selv om I ikke kender mig som person. Muligvis tror I, at jeg er undertrykt på grund af måden, jeg går klædt på.

Jeg skriver dette på grund af regeringens kommende niqab- og burkaforbud. Eller maskeringsforbuddet, som det kaldes på dansk. Det kommer ikke til at ramme mig i første omgang, i hvert fald ikke lovmæssigt, men følelsesmæssigt er det en fuldtræffer. For det første vil forbuddet gå ud over kvinder, jeg holder af. For det andet kan et tørklædeforbud blive det næste skridt. Jeg siger ikke, at alle ikke-muslimer hader eller frygter islam og muslimer. Jeg ved godt, at der også er mange af jer, der slet intet har imod os. Denne skrivelse er primært til de af jer, som hader og frygter os.

Jeg er blot en gennemsnitlig tørklædekvinde. Jeg er en privatperson. Jeg repræsenterer ikke en organisation eller en forening. Jeg skriver på eget initiativ og på egne vegne. Jeg er bare en muslimsk kvinde som gerne vil fortælle mine ikke-muslimske medborgere lidt om, hvor frustrerende al den fjendskab og uvilje mod islam og muslimer er, set fra mit synspunkt.

Jeg talte med et familiemedlem, som bærer niqab. Hun fortalte mig, at hun blev meget vred, da hun hørte, at forbuddet var blevet vedtaget. Det forstår jeg udmærket godt. Hun bærer niqab, fordi hun føler, at det er det rigtige for hende. Det er en del af hendes identitet, og så får hun pludselig at vide, at nu kan hun få bøder og måske endda fængselsstraf for at følge sin overbevisning. En overbevisning, som slet ikke skader nogen.

Frihed for Loke såvel som for Thor: Hvis man må tegne profeten, må man også tage burka på

Min egen første reaktion var chok. Jeg havde hele tiden vidst, at Danmark ikke ligefrem er det land i verden, som er mest begejstret for islam. Dog havde jeg en tiltro til, at man i Danmark vægtede den personlige frihed så højt, at et sådant forbud ikke kunne komme på tale her, af alle steder, trods uviljen mod islam og muslimer.

Jeg er selvfølgelig også vred. Der er dog andre følelser, der trænger sig mere på end vreden for mit vedkommende. Jeg er først og fremmest skuffet. Jeg havde jo troet på, at den danske idé om personlig frihed var så stærkt forankret i samfundet, at et sådant forbud ikke kunne lade sig gøre. Jeg er også bekymret. Jeg er bekymret for, om folk vil lege selvtægtsmænd og genere eller overfalde mig og andre kvinder på gaden. Det er jo ikke, fordi disse ting ikke allerede sker, men jeg er overbevist om, at forbuddet kun vil gøre det værre. Jeg vil gerne appellere til mine ikke-muslimske medborgere om ikke at tage loven i egen hånd. Mine medmuslimer og jeg vil gerne have lov til at gå på gaden i fred, iført det tøj vi selv har valgt at gå i.

En anden appel, som jeg gerne vil sende til mine ikke-muslimske medborgere, er: Hold op med at sige, at vi muslimske kvinder er undertrykte af islam og vores mænd. Det er jo regeringen, som undertrykker os ved at forsøge at diktere, hvad vi må have på. Jeg hader det virkelig, hver gang jeg hører eller læser om, hvor undertrykt jeg og andre muslimske kvinder formodes at være. Tænk, at folk kan tro, at mit føromtalte familiemedlem er undertrykt, fordi hun bærer niqab. Hvis bare folk vidste, hvor stærk og selvstændig en kvinde hun er, og hendes mand er det rareste menneske, som aldrig blander sig i hendes eller andre kvinders påklædning.

I insisterer på, at muslimske kvinder, som bærer niqab og tørklæde, er undertrykte. Det kan være så frustrerende for os kvinder at få det påduttet konstant. Det hjælper ingenting at melde klart ud, at vi kvinder overhovedet ikke er undertrykte af hverken islam eller mændene, for når vi prøver at fortælle, at det er vi ikke, så bliver folk tunghøre. Sådan føles det ihvert fald.

Jeg ved ikke, hvorvidt denne skrivelse vil kunne overbevise nogen om, at muslimske kvinder ikke er undertrykte, for hvordan får man overbevist nogen, som ikke vil overbevises? Billedet af muslimske kvinder som værende undertrykte er blevet så forstærket af medierne, at det nærmest virker som en umulighed at rokke ved mine ikke-muslimske medborgeres opfattelse af os. Alligevel føler jeg, at jeg bør gøre et forsøg, og dette har været mit bedste bud. Regeringen bruger den formodede undertrykkelse af muslimske kvinder som argument for at indføre maskeringsforbud. Et andet argument, som også er oppe at vende, når der tales om forbud mod niqab, er, at mange synes, at det er utrygt, at de ikke kan se identiteten på kvinder med niqab, men hvad I ikke forstår, er, at disse kvinder er helt almindelige mennesker. De har bare lidt mere tøj på end os, som kun går med tørklæde. I behøver slet ikke at føle jer utrygge ved disse kvinder, for de er ikke ude på at gøre jer ondt.

JP mener: Et forbud udstiller afmagten

Andre siger, at det ikke er muligt at føre en meningsfuld dialog med et andet menneske uden at kunne se hele ansigtsmimikken. Hvad disse mennesker ikke tænker over, er, at når man taler i telefon med et andet menneske, så har man hverken ansigtsmimik eller kropsholdning at gå efter. Alligevel har jeg aldrig hørt en klage over, at man ikke kan se ansigtsmimikken på en person, som man taler i telefon med.

Nogle mener endda, at niqabben tager identiteten fra kvinder. Det gør den ikke. Tværtimod er niqabben en del af disse kvinders identitet, en identitet, de er stolte af. Det er det samme for de af os, som blot går med tørklæde. Det er en del af vores identitet. Vi går ikke med tørklæde og niqab for at genere vores ikke-muslimske medborgere. Vi gør det for vores egen skyld. Da jeg valgte at begynde at gå med tørklæde, sagde mine forældre, at det eneste menneske, jeg skulle gøre det for, var mig selv, for hvis man gør det for andre menneskers skyld, så kan man lige så godt lade være med at have det på. Dette betyder også, at vi ikke vil tage det af for jeres skyld, hverken tørklæde eller niqab.

Vi har en anden religion end jer. Vi har måske en anden kultur. Men hvis I kendte os og islam bedre, så ville I vide, at der er værdier, vi kan være fælles om. Der skal være plads til os alle sammen. Også til folk, man ikke kan lide eller er uenig med. Det bør kunne lade sig gøre i Danmark. At påstå, at der kun er plads til en kultur eller religion eller nationalitet, eller hvad folk ellers kan finde på ... det bunder alene i frygt, had, uvidenhed eller racisme. Ting, som ikke bør være fremherskende i et videnssamfund i en tid, hvor der er fuld fart på globaliseringen.

Mine ikke-muslimske medborgere, til slut vil jeg forsøge at få jer til at sætte jer i vores sted. Forestil jer, at I var i et land, hvor kvinder ved lov skulle bære tørklæde eller niqab. Ville I ikke føle det som et krænkende overgreb mod jer? Ville I overhovedet gøre det? Tænk over, hvordan I ville have det, hvis I blev påtvunget en påklædning, I ikke ønskede. Det er sådan en følelse, vi får, når I prøver at tage vores tørklæde eller niqab fra os. Et forbud er lige så forkert og krænkende som et påbud.

Dette forbud er ikke vejen til en bedre verden. Tværtimod. Glem aldrig det.