Fortsæt til indhold
Kronik

En kvindes krop er hendes egen

Det er vores faste overbevisning, at alle kvinder har ret til selv at vælge, hvem de vil stifte familie med, hvornår de vil have børn, og hvor mange børn de vil have.

Ulla Tørnæs m.fl.

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

På globalt plan mangler 225 millioner kvinder og piger prævention. Hver dag dør mere end 800 kvinder og piger fra komplikationer relateret til graviditet og fødsel, som kan undgås. Det svarer til, at der er en kvinde, som et sted i verden dør på grund af graviditet og fødsel hvert andet minut. Årligt gennemføres 22 millioner usikre aborter på globalt plan, og 2 millioner piger under 15 år bliver mødre. Dette er situationen for millioner af de mest udsatte kvinder rundt om i verden. I vores del af verden er graviditet i de fleste tilfælde heldigvis en glædelig nyhed. I andre dele af verden er dette ikke tilfældet. Faktisk kan en graviditet være livstruende såvel som livsændrende. Derfor er kvinders rettigheder og deres adgang til prævention og seksualundervisning hovedprioriteter i vores udviklingsbistand.

Alle graviditeter skal være ønskede. Og vi ønsker, at alle fødsler skal være sikre.

Igennem de sidste årtier er dødsfald i forbindelse med fødsler næsten blevet halveret takket være hårdt arbejde og øget adgang til seksuelle samt reproduktive rettigheder. Men i disse dage er vi vidne til en bekymrende udvikling, som kan udfordre denne fremgang. Som kan betyde, at millioner af verdens mest udsatte kvinder mister adgang til livreddende sundhedsydelser. Vi har ikke råd til at vende denne positive trend på hovedet. Det er i bogstavelig forstand et spørgsmål om liv eller død.

Når vi kæmper for kvinders og pigers rettigheder, kæmper vi for menneskerettigheder for alle. Det er vores faste overbevisning, at alle kvinder har ret til selv at vælge, hvem hun vil stifte familie med, hvornår hun vil have børn, og hvor mange børn hun vil have. Men statistikken taler sit tydelige sprog: Millioner af de mest udsatte kvinder rundt om i verden har ikke adgang til disse basale menneskerettigheder.

I dag – den 8. marts – har kvinder over hele verden generation efter generation kæmpet for retfærdighed, lighed og menneskerettigheder for alle. Vi er taknemmelige for de stærke og visionære kvinder, som har kæmpet for den retfærdighed, frihed og lighed, som vi, vores mødre og vores døtre nyder godt af i dag. Og vi føler os forpligtet til at bruge den stemme, som er givet til os, til at kæmpe for de kvinder, som ikke har muligheden for at kæmpe for deres egne rettigheder. Når vi i dag står med en høj og klar stemme, er det, fordi vi står på skuldrene af kvinderne, som kæmpede før os. Derfor vil vi bruge vores stemme til at kæmpe for de kvinder, der i dag ikke bliver hørt.

Ikke kun fordi det fra et menneskeligt synspunkt er den rigtige ting at gøre, men også fordi vi ved, at når vi investerer i kvinder, vinder alle. Vi kan ikke opnå FN’s bæredygtighedsmål, som hele verden blev enige om ved FN’s generalforsamling i september 2015, hvis ikke kvinderne spiller en aktiv rolle i udviklingen i deres lande. Og for at kvinder kan spille en aktiv rolle, skal de have kontrol over deres egne kroppe. Ifølge et studie lavet af McKinsey ville verdens bnp stige med 26 pct. i 2025, hvis kvinder fik de samme muligheder som mænd.

Så når vi kæmper for kvinders rettigheder, gør vi det ikke kun, fordi det er det rigtige at gøre. Vi gør det også, fordi det er økonomisk rationelt at gøre.

Kampen for kvinder og pigers rettigheder led desværre et tilbageslag den 23. januar med genindførslen af The Mexico City Policy, bedre kendt som The Global Gag Rule. Det betyder, at USA ikke længere kan støtte organisationer, der arbejder med seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Det vil betyde, at kvinder vil miste adgang til prævention, at de vil miste adgang til seksualundervisning og til basale sundhedsrettigheder, som de i dag kan modtage i forbindelse med graviditet og fødsel. Det vil få fatale konsekvenser. Ifølge ngo’en Marie Stopes vil konsekvenserne for verdens mest udsatte kvinder være alvorlige: Op til 6,5 millioner yderligere uplanlagte graviditeter, 2,1 millioner yderligere usikre aborter og 21.700 ekstra dødsfald som følge af graviditet mellem 2017 og 2020. Og det er bare et eksempel fra én organisation. Den samlede påvirkning kan være meget større. Erfaringer fra sidste gang, The Gag Rule blev introduceret, viser, at antallet af aborter faktisk steg. Så paradoksalt nok vil en politik, som skal begrænse antallet af aborter, betyde en stigning i usikre aborter.

Vi ønsker det modsatte. Vi ønsker, at alle graviditeter skal være ønskede. Og vi ønsker, at alle fødsler skal være sikre.

Heldigvis er adskillige lande både i nord og syd langvarige politiske og finansielle støtter af kvinders rettigheder. Adskillige nye initiativer er siden genindførslen af The Global Gag Rule allerede blevet iværksat af individuelle EU-lande, herunder fundraising, en højniveaukonference ”She Decides” for at øge den politiske og finansielle støtte til agendaen. ”She Decides”-konferencen blev afholdt i Bruxelles sidste uge. På konferencen blev over 50 lande fra Afghanistan til Canada og fra Norge til Tchad bragt sammen, og der blev rejst 1,3 milliarder kroner til at fremme kvinders rettigheder. Lige så opløftende som den store støtte fra over 50 lande var det at se så mange private donorer, som valgte at støtte kampen for kvinders rettigheder i hele verden.

På ”She Decides”-konferencen i sidste uge samlede vi vores indsats og mobiliserede finansiel og politisk støtte til de ngo’er og FN-organisationer, som gør seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder en realitet for millioner af kvinder og piger ved at tilbyde adgang til rådgivning, information, ikkediskriminerende og grundig seksualundervisning, hjælp til familieplanlægning, moderne præventionsformer, sikre fødsler, hiv-testning samt sikre aborter. Den brede internationale støtte til kvinders rettigheder er afgørende for millioner af kvinders liv og for udviklingen i deres lande.

Og det viser, at når andre lande skruer ned for deres engagement i kampen for kvinders rettigheder, så er vi klar til at skrue op for vores. Med et antal ligesindede EU-kollegaer har vi opfordret EU til at øge sin finansielle støtte samt i højere grad gøre brug af sin indflydelse til at fremme seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.

Beslutningen om at starte en familie er en beslutning for livet. For piger og unge kvinder i udviklingslandene er det at starte en familie ofte lig med at stoppe ens skolegang. Derfor er det meget vigtigt, hvornår denne beslutning bliver taget. Og det er meget vigtigt, at piger og unge kvinder tager denne beslutning selv.

Kvinder, der har muligheden for selv at beslutte, får sundere og mere uddannede børn.

For os er en piges og en kvindes krop hendes egen. Det er hendes beslutning, hvem hun vil have børn med, hvor mange børn hun vil have, og hvornår hun vil have børn. Vi vil give hende redskaberne til at beslutte for sig selv. Og på kvindernes internationale kampdag vil vi bruge den stemme, som er blevet tilkæmpet kvinder gennem generationer, til at sende et budskab, som er lige så vigtigt, som det er enkelt. She decides.

Ulla Tørnæs, minister for udviklingssamarbejde, Danmark | Isabella Lövin, minister for udviklingssamarbejde, Sverige | Lilianne Ploumen, minister for handel og udviklingssamarbejde, Nederlandene | Alexander De Croo, vicepremierminister og minister for udviklingssamarbejde, Belgien | Romain Schneider, minister for udviklingssamarbejde og humanitære forhold, Luxembourg | Kai Mykkänen, minister for handel og udvikling, Finland | Sven Mikser, udenrigsminister, Estland | Teresa Riberio, statssekretær for udenrigsanliggender og samarbejde, Portugal

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.