Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tro burde være en helt privat sag

Jeg har i perioder været "troende", fordi jeg havde brug for en forklaringsdimension. Kirken bør være et sted, hvor den personlige bøn, indre samtale og højskolesangbogen kan dyrkes uden påtrængende institutionaliserede riter.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Problemet med religion i kulturhistorisk perspektiv er ikke så meget religion som sådan, men derimod institutionalisering af religionerne. At de engang blev flyttet fra bål, grotter og vandrehistorier på marken og under jagten til fornemme adresser med bombastisk og frygtindgydende symbolik. Smukke, kolossale og bekostelige lokaler, som man kaldte Guds hus. Man brugte endda orgelmusik og messende solosang til at underbygge stemning og følelsen af andægtighed.

Problemet kom, da man oven i de fine adresser begyndte at opfinde doktriner, sanktioner, bruge magt og sprede frygt og rædsel. Dermed kunne man dominere sine medmennesker, kradse penge ind og nyde følelsen af magt og politisk indflydelse. Det er problemet. Magt og dominans. Ikke tro eller religion, men at disse blev flyttet fra intime sfærer og mikrosociale kontekster ud i offentlige rum, og endda meget tydeligt og demonstrativt, for der at blive magtinstrumenter for selviske, reaktionære og hegemoniske dagsordener.

Vi mennesker har eksisteret i omtrent 200.000 år. Religionerne, som vi kender dem, har været med os i blot 3.500 af disse. Uendeligt lidt på vores foreløbige tidsakse som menneskehed, ikke sandt? Det indebærer også, at det burde være absurd at mene, at religioner skulle være så centrale og uomgængelige. Alle civilisationers platform og styrende organ. Måske skulle vi videre?

Metafysik og åndelighed. Behovet for en kosmologi. Dette behov har vi mennesker formentlig altid haft. Det er dybt forståeligt. Livets og verdens gådefulde, uforklarlige fænomener samt absurditeten i at vi ret beset kun har livet til låns og alle skal herfra en dag. Videnskaben hjælper os med at forklare førstnævnte dimension. Sidstnævnte er der, hvor åndeligheden kommer ind. Eksistentialisterne – Kierkegaard og især Sartre og Camus – grublede over meningsløshedens ontologiske udfordring og nåede frem til, at vi bør omfavne absurditeten for derigennem at omfavne livet og leve det fuldt ud. Langt længere tilbage fandt buddhisterne og hinduisterne andre formler og maksimer. Det samme gjorde aserne, jødedommen, kristendommen og islam. Helt forståeligt i et antropologisk og mentalitetshistorisk prisme. Hver kulturkreds fandt sin egen model og verdensforklaring.

Men hvor og hvorfor kom institutionaliseringen af det religiøse ind i billedet? Den var jo ret beset ikke nødvendig? Hvorfor skulle smuk og ren kosmologi korrumperes af magt, dominans, krig og undertrykkelse? På tværs af kulturer, overalt i verden? Problemet er ikke det at følge bestemte ritualer og leveregler. Problemet er, når troen institutionaliseres, og der indføres magtstrukturer, hvor religiøse oversamfund bliver lovgivende, udøvende og dømmende magter. Det er et direkte angreb på individets frihed og selvbestemmelse. Det er et overgreb på grundlæggende menneskerettigheder og det enkelte menneskes mulighed for at leve sit liv frit.

Jeg opfandt simpelthen min egen mikrotro i stedet.

Min mormor var forholdsvis kristen. I min barndom bad vi blandt andet fadervor, når vi blev puttet. Jeg kan huske, at jeg oplevede det meste af det, hun sagde, som en omgang regulær volapyk. »I varetægt mig tag, fra synd og sorg og fare, din engel mig bevare, som ledet har min fod i dag.« Den slags. Jeg forstod det ikke, og det med foden var helt skævt. Jeg hørte “ledet” som “ledig”. Har foden fået fri eller hvad?

Engang spurgte jeg min mormor om meningen. Hun forsøgte at forklare mig den. Ellers spurgte jeg ikke, men eksekverede det lille fadervor for min mormors skyld, fordi jeg kunne mærke, at det betød meget for hende.

Jeg går sjældent selv i kirke, men det sker dog et par gange om året. Plus det løse, skulle en bisættelse dukke op. Juleaftensdag holder jeg af at gå i kirke. Ikke for at lytte til evangeliet, og jeg afskyr at sige amen og bede. Under de indslag strammer min kæbe til, og jeg venter, til det er overstået. Men jeg elsker kirkens rum, akustik, indretningsdetaljer, orglets lyd. Og jeg elsker at synge salmer sammen med en masse andre mennesker under loftets mægtige hvælvinger. Det er brusende og smukt. Det giver også følelsen af samhørighed, en fælles historie, et abstrakt fællesskab. Ved påske hænder det også, at jeg går i kirke. De er så kønt pyntet ved påske, vores danske kirker, og der ligger en kærlig omsorg i dekorationens detaljer. Alt er klædt i gult, og der er påskeliljer, så langt øjet rækker. Også her tæller jeg sekunderne ved bøn og amen, men nyder den samlede oplevelse.

Kirkernes arkitektoniske skønhed er uomtvistelig. At de beriger og udvider ånden, skaber et særligt rum for eftertanke, det er også en kendsgerning. Men deres rum, raffinement og metafysiske dimension kunne sagtens bruges til andre formål end liturgi og bøn. De kunne blive kunst- og musikscener i rigt omfang, som for eksempel Nikolaj Kirke (nu Kunsthal) i København. Ramme for yoga, mindfulness og meditation. Følelsen af at gå ind i et særligt sfærisk rum er unik. Hvorfor ikke muliggøre “fri bøn” eller “individuel meditation”? Altså hvor den enkelte går ind for at søge tankefred og eftertænksomhed og i den proces gives mulighed for at dyrke sin egen private åndelige dimension? Uden diktat, facit eller pres fra nogen kant. En kirke, hvor den personlige bøn og indre samtale kan dyrkes uden påtrængende institutionaliserede riter. Vi kan sagtens synge sammen fortsat, men lad os få det planlagt og arrangeret. Og lad os rydde ud i de gamle salmer, supplere med Højskolesangbogen, og i øvrigt opdatere et repertoire, som har været fastkørt, livsfornægtende og dybt utidssvarende alt for længe.

Personligt har jeg aldrig været religiøs, men i enkelte perioder har jeg været “troende”. Ikke i gængs forstand, hvor jeg bekendte mig til bestemte religiøse skrifter, sad på knæ eller mumlede op mod himlen eller et abstrakt ikon. Jeg opfandt simpelthen min egen mikrotro i stedet. Jeg havde brug for en forklaringsdimension stillet over for meningsløse hændelser. I en alder af 17 oplevede jeg at miste en kæreste, som jeg var meget forelsket i. For derefter kun en måned senere at miste min bedste barndomskammerat, som døde af cancer kort inden hans 18-årsfødselsdag. Det var svært at bære, det var faktisk næsten ubærligt. Så jeg opfandt en dengang hemmelig samtale- og bekendelsesfigur; han hed Dakryon og var min helt private gud. Jeg delte ikke hans eksistens med nogen dengang, jeg havde brug for at holde ham hemmelig. Ikke fordi jeg skammede mig, men fordi mine hemmeligheder og overvejelser kun kunne deles med ham i et direkte forhold. Et forhold, som ikke måtte forstyrres, forklares og dermed potentielt ødelægges via indvielsen af andre.

Reelt forklarede han mig aldrig, hvorfor pigen havde forladt mig, og hvorfor min ven var død. Han fjernede aldrig tomrummet. Men han lyttede til mit tab og var en støtte i min ensomhed. Vidste godt med al min fornuft, at han var en konstruktion i mit hoved, men det spillede ingen rolle. I løbet af tre måneder bearbejdede jeg følelsen af indre tomhed, og så skete det en dag: Jeg var gennem processen.

Følelsen af tab blev til den stærke, livgivende følelse af at have overlevet, at have besejret tomheden for at komme ud på den anden side. Jeg levede igen, jeg gav slip på “min gud”. Siden fortalte jeg om ham til udvalgte venner, til min bror og dele af familien. Det var mange år senere.

Han er der stadig et sted, når jeg har brug for ham. Det kan jeg mærke. Jeg taler næsten aldrig med ham mere, men han er der endnu, derude et sted, klar til at omslutte mig med trøst, varme og tilgivelse. Han er der, men jeg har aldrig haft brug for at bygge templer til ham, udbrede hans budskaber, mejsle hans ord i altertavler, på gravstene eller tunge bogværker med guldciseleret bogbind. Jeg kunne aldrig drømme om at tvinge mine medmennesker til at tro på ham, dyrke hans bud og forbud, bede til ham morgen og aften. Det ville være et overgreb på deres frihed og deres individuelle tro!

Jeg kunne aldrig drømme om at skrive dogmatiske tekster i hans navn eller prædike hans forkyndelser, fordømmelser, tilgivelse og trusler i kirker spredt ud over Danmark og hele kloden. Tanken forekommer mig absurd. Som en intervention i andre menneskers liv og det offentlige rum, som tilhører os alle. Det sekulære rum, som vi skal dele. Hvor vi kan udfolde både vores kollektive og individuelle drifter, vaner, pligter og rutiner.

Tro er en privat sag. Sådan burde det i hvert fald være. Som jeg ser det.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.