Vi må sætte en stopper for cirkusset

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Siden sidst har jeg forladt Justitsministeriet og er af Hendes Majestæt blevet benådet med ansvaret for Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det bliver spændende. Beslutninger ligger forude, der vil sætte præg på fremtiden for dette land, beslutninger, der skal formes i samarbejde – og diskussion – med nogle af rigets klogeste hoveder. Det bliver ikke kedeligt.

Det er sundt med forandring indimellem, siges det, og i så fald er jeg efterhånden kernesund. Det har været mit lod at skifte ministerium efter godt halvandet år på hver post. Jeg er nu på min fjerde ministerpost – i min tid som udviklingsminister fik jeg tillagt Integrationsministeriet i en seks måneders periode.

Samlet set lidt over tre år og fire ministerier ...

Det er heldigvis gået. Jeg har ingen af stederne gjort skandale, ingen rigsretssager, ingen grundlovsbrud – faktisk er det i al ubeskedenhed gået godt i de ministerier, jeg har bestridt. Det er blevet håndteret alt sammen, og det er ingen given sag i det moderne politiske billede. Udviklingspolitikken blev sat på dagsordenen med den klingende titel af frihedsministerium, integrationspolitikken blev strammet til det indtil videre skarpeste ift. udvisningsregler (den senere regering lempede disse regler), og i Justitsministeriet fik vi skærpet straffene for voldtægt og pædofili for første gang siden 2002, styrket politiet med flere milliarder og lagt grunden for et topmoderne politikorps i verdensklasse.

Et enkelt hjertesuk skal der lyde: Vi lever i en urolig tid. Folketinget er ingen undtagelse. Antallet af samråd sætter rekorder, spørgsmål til ministrene vælter ind m.m. Og for at sige det ligeud bliver adfærden overfor regeringer mere og mere chikanøs. Det er, som om man ikke vil nøjes med at granske den til enhver tid siddende regerin, men mobbe den uden forståelse for, at regeringen faktisk er en af de tre grundlovsgivne magter, nemlig den udøvende (og en del af den lovgivende). Og at der – foruden at informere Folketinget og medvirke i lovgivningsprocessen på lige fod med Folketinget (den lovgivende magt er Kongen og Folketinget i forening) – er en faktisk opgave i at lede – styre – dette land og dets mange institutioner.

Man kan sige det meget enkelt: Den tid, myndighederne skal bruge på Folketinget, går fra styringsopgaverne. Fra ledelsen af landet. Og hvor det naturligvis er en central opgave at orientere og lade sig granske af Folketinget, er det ikke en naturlig opgave at deltage i det detalje- og medietyranni, der er ved at opstå omkring de åbne samråd og spørgeriet i Folketinget. Man kan f.eks. spørge sig selv, hvorfor man kan opleve, at medlemmer stiller de samme spørgsmål i Folketingssalen, som de indkalder ministeren i samråd om. Svarene er jo enslydende. Og man skulle tro, én gang var nok, ikke sandt ... Det er ikke klædeligt, at Folketinget er medansvarligt for skabelsen af et mediokrati med stadig mørkere sider.

Jeg har på nærmeste hold oplevet, hvordan for eksempel Justitsministeriets embedsmænd, i en meget svær situation for landet, hvor grænsen var under pres, hvor politifolk skydes på, hvor terrortruslen hænger, nærmest lægges ned af mediokratiets værste sider. Dygtige mennesker skal bruge deres tid på pjat og pjank og ondsindet politisk spekulation i stede for at håndtere de svære situationer, dette land står i. Og desværre har medierne ingen interesse i at udstille disse tåbeligheder, for de tjener mediernes dagsorden om at fylde op i døgnets umættelige rejsestald.

Når man samtidig på forskellige pladser hele tiden skal lære sit nye område at kende, fordi udskiftningerne sker hastigt, belemres embedsværket oveni med uerfarne ministre, der i sagens natur begår flere fejl end de erfarne. Hvilket igen lægger et ekstraordinært pres på systemerne, da fejl forfølges skånselsløst og uden blusel.

Vi er nødt til at sætte en stopper for det cirkus. Jeg har bestemt også selv begået fejl i disse sammenhænge, skønt det antal af spørgsmål og samråd, jeg selv har indkaldt til gennem årene, har været virkelig få. Vi er nødt til at få en større grad af kontinuitet, mere ro og en større grad af respekt for de institutioner, der er sat til at værne om og opretholde rammerne om vores fællesskab. Det er naivt at tro, at de mekanismer, jeg ovenfor skitserer, er sunde – særligt i et samfund, hvor medier kører 24/7, ikke mindst de sociale.

Kapitalisme kan ikke leve uden moral. Det kan et demokrati heller ikke. Hvis der ikke findes en ordentlig moral i medier og parlament, kan man have nok så fint et regelsæt. Det gavner intet. Der er derfor brug for, at vi ser hinanden i øjnene og forstår, hvilket ansvar det egentlig er, vi varetager. Nemlig ansvaret for Danmark.

Mine tanker går i år særligt til de ansatte i Justitsministeriet, som igennem år og dag nu har arbejdet 24 timer i døgnet, og hvor huden efterhånden er tynd. Mennesker, der arbejder med hud og hår for at opfylde de politiske ønsker fra regering og Folketing. Det kan man bede folk om så og så længe. Men der er en grænse. Vi er nødt til i en svær tid at lægge pjattet og mediejageriet til side og koncentrere os om det væsentlige. Så fra min nye post i fremtidsministeriet sender jeg de mennesker, der vogter Danmark, min bedste hilsen og håber, julefreden i ordets bogstaveligste forstand vil sænke sig over dem. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at se, om de vanvittige krav, I har været stillet overfor de senere år, kan lempes. For det er ikke sundt at betragte, hvad der sker i øjeblikket.

Glædelig jul!