Den maniske reformator

»Hvor er det dejligt at være socialdemokrat,« udbrød Viggo Kampmann (1910-1976) på en socialdemokratisk kongres.

Men Kampmann var ikke nogen almindelig socialdemokrat. Han var ikke arbejder, men akademiker – cand.polit. – og så var han oprindelig mere rød end de fleste socialdemokrater.

I 1930’erne var han aktiv i faggruppen Socialistiske Økonomer og Studenterrådet, som med ungdommens radikalitet forholdt sig kritisk til det bestående, kapitalistiske system. Her mødte han folk som kommunisten Erik Ib Schmidt og socialdemokraten Jens Otto Krag, der som bekendt senere kom til at spille nøgleroller i opbygningen af velfærdsstaten. Kampmann blev først fast medlem af Socialdemokratiet i 1945, efter at han under Besættelsen havde deltaget i modstandsarbejdet i det venstreorienterede Frit Danmark.

På det tidspunkt var han først og fremmest økonom og embedsmand, men med klare politiske præferencer til venstre. Ligesom de ovennævnte var han stærkt præget af de nye økonomiske idéer, som briten J.M. Keynes havde fremsat i bogen ”The General Theory of Employment, Interest and Money” i 1936.

Ifølge Keynes skulle staten, enkelt sagt, ikke holde igen i nedgangstider, men tværtimod spendere – underbudgettere – for at få gang i økonomien, mens den under højkonjunkturer skulle holde igen for at undgå økonomiske bobler og overophedning.

Det var nye økonomiske erkendelser, som på sigt blev af stor betydning, dels fordi de gjorde det muligt at styre samfundsøkonomien mere sikkert end før – hvis man altså fulgte indsigten, hvilket Anders Fogh Rasmussen-regeringen ikke gjorde op til finanskrisen i 2008 – dels fordi de gav det parti, Kampmann nu var medlem af, et redskab, det havde manglet under 1930’ernes langvarige krise.

Socialdemokratiet var jo et klassisk socialistisk parti med det mål at afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne og omforme samfundet fra et kapitalistisk til et socialistisk.

Årene 1957-1966 blev de mest fremgangsrige i Danmarks økonomiske historie med vækstrater, der aldrig er overgået.

Landet blev nu for alvor industrialiseret – i 1960 var industrieksporten for første gang højere end landbrugseksporten – og fremgangen befordredes af den økonomiske politik, hvor Kampmann indførte meget gunstige afskrivningsregler for erhvervslivet. For H.C. Hansen, der havde efterfulgt Hans Hedtoft som statsminister i 1955, var Kampmann uundværlig, selvom de som typer var vidt forskellige: H.C. Hansen regelret indtil det småborgerlige og uden store visioner, mens Kampmann sprudlede af politiske idéer og samtidig levede et vildt bohemeliv med døgnlange drukture og farlige damer, trods familien hjemme på Luganovej, Amager.

Da Hedtoft døde i 1955, og H.C. Hansen i februar 1960 – begge kun i begyndelsen af 1950’erne – blev Kampmann statsminister, og i november 1960 vandt Socialdemokratiet folketingsvalget med 42,1 pct. af stemmerne, et resultat, som ikke siden er overgået.

Nu var det virkelig dejligt at være socialdemokrat. Men trods politisk og økonomisk succes samt en lang række sociale reformer opstod der efterhånden uro i ledelsen af LO og partiet.

Kampmann foretog sig somme tider mærkelige ting, som da han i maj 1961 udenom sin radikale landbrugsminister forærede landbruget en halv milliard, det knap nok havde bedt om, eller da han i marts 1962 i en tale fornærmede lederen af det finske Socialdemokrati, Vainö Tanner, trods ønsker om et tættere nordisk samarbejde.

I sensommeren 1961 kom Kampmann kun sjældent på sit kontor. Han turede rundt i byen, og hans ministersekretær, der ikke kunne få forbindelse med ham, måtte finde på alle mulige undskyldninger for at forklare chefens fravær.

Heller ikke hans kone anede, hvor han var. Han blev kortvarigt indlagt på en psykiatrisk afdeling, men det er en myte, at Danmark blev regeret fra den lukkede – den kom Kampmann først på senere i sit liv.

Den 1. maj 1962 fik han så en blodprop i hjertet og måtte indlægges, og da han i august fik et nyt anfald, var løbet kørt. Både de politiske og de personlige problemer – hans ”amoralitet”, som Krag skrev i sin dagbog – var blevet for store til, at han kunne fortsætte som statsminister, og han gjorde frivilligt plads for Krag.

Det er Krag, der har skrevet partihistorien for tiden 1955-1971, ligesom hans dagbog har været meget anvendt som historisk kilde. Forfatteren til den nye store, imponerende Kampmann-biografi, som jeg også bygger på i denne kronik, Poul Smidt, mener, at dette har præget opfattelsen af de socialdemokratiske lederes historiske betydning.

Smidt ser Kampmann som den store ideologiske fornyer og reformator, der på grund af sin maniodepressivitet måtte stoppe tidligt, og Krag som en mere forsigtig administratortype.

Men trods store forskelle i den personlige og politiske stil er sammenfaldet mellem dem større end forskellene. Krag videreførte den keynesianske økonomiske politik, og de var begge svorne tilhængere af dansk medlemskab af EF.

I sidste ende fik de faktisk også en skæbne, der lignede hinandens. Kampmann døde efter et nyt hjerteanfald i 1976, Krag af det samme som en alkoholiseret og nedbrudt mand i 1978, kun 63 år gammel. I romanen ”De dødes rige” fra 1916 konstaterer Henrik Pontoppidan i et fiktivt portræt af en døende Venstre-leder, at »politik er et blodigt håndværk.«

Det gælder i alt fald for den socialdemokratiske kongerække fra Hedtoft til Krag. Men det blev til over 14 års ubrudt styre, hvor Danmark blev forvandlet – og for de fleste mennesker til det bedre.