Ekstremistisk parlamentarisme

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der sker mærkelige ting i disse tider. Holdninger markeres historisk skarpt – på noget nær ekstrem vis sine steder. Også i det parlamentariske arbejde. Jeg vil tillade mig at kalde det ekstremistisk parlamentarisme. Det er sagen, når man gravlægger det samarbejdende folkestyre og meddeler, at man vil vælte en regering, medmindre den sørger for, at andre partier vil stemme for det, man selv kræver.

Mit eget syn på folkestyret er båret af kærlighed og respekt. Jeg tror på, at en af grundene til, vi er et af verdens lykkeligste folk, har en høj velstand og et roligt og sikkert land, uden tvivl er, at vi gennem årene har kunnet tale os til rette. Bøje os let for hinandens argumenter og syn på verden. Det glemmes let i denne tid.

Jeg husker tydeligt min tid som borgmester på Københavns Rådhus: Venstre var Socialdemokraternes store modpol. Og jeg talte højt og tydeligt om de uenigheder, der bestod.

Ved valget i 2001 var de blå på rådhuset tre mandater fra at bryde et 100-årigt monopol på magten. Men samtidig med at vi påpegede de åbenlyse problemer med skat, bureaukrati og manglende erhvervsvenlighed – ja, så samarbejdede jeg med daværende overborgmester Jens Kramer-Mikkelsen (S) på bedste beskub for at sikre hovedstadens udvikling.

Der måtte vi stå sammen mod den mest udviklingsfjendske venstrefløj i landet. Det var ikke altid let, der var mange vrede borgermøder – men i dag høster København resultatet af det lille tiårs stærke indsats på hele byens fysiske udvikling. Byen er stærkere end nogensinde før og omtales over hele verden som en af verdens bedste byer overhovedet.

Der var ingen, der dengang havde indtryk af, at S og V var samme surdej. Men vi forstod at samarbejde om det, der var af fællesmængde. Det er jeg stolt over den dag i dag.

Venstre som parti bekender sig til det samarbejdende folkestyre. Vi har ikke i det 20. og 21. århundrede stemt imod finansloven. Vi tror på, at tingene kan forandres inden for det bestående system – om det gælder Folketinget eller EU – ikke uden for. Derfor er den situation, vi er ved at havne i, meget langt væk fra vores forståelse af, hvordan man griber tingene an. Og den truer samtidig en borgerlig regering mange, mange år frem. Hvis et borgerligt parti stiller et mistillidsvotum til en borgerlig regering, fordi et parti, der ikke sidder i regeringen, ikke vil gøre det, regeringen og mistillidspartiet kræver, så taler vi om gidselstagning, som kun resulterer i en ting: at venstrefløjen vil være den afgørende drivkraft i Danmark de næste 10 år, og at alle øvrige borgerlige partier tvinges til at forholde sig til, at Socialdemokraterne vil være omdrejningspunktet for det politiske initiativ mange, mange år frem.

Er det virkelig en ønskelig situation?

Det vil betyde, at de arbejdsmarkedsreformer, vi netop har lavet, der sikrer, at det bedre kan betale sig at arbejde og dermed også en bedre integration, igen står til at blive fældet. En belønning af det passive i stedet for det aktive.

Det vil betyde, at skattelettelser og dermed mere privatøkonomisk råderum er lagt i graven. Så skatten kun går en vej: op. Og det privatøkonomiske råderum en vej: ned.

Det vil betyde, at den slags tiltrængte bastante opstramninger på retspolitikken, som vi nu er i gang med, hvad enten det drejer sig om øgede straffe for voldtægt, pædofili eller grov vold, igen lægges i syltekrukken.

Til gengæld vil den røde dominans på den politiske fremtid på retspolitikken som det første medføre, at uskyldige fremover kan dømmes – uden forældelse – for en påstået voldtægt, fordi den pågældende ikke skriftligt eller i anden form kan dokumentere, at der forelå et samtykke til samlejet. Sikken en retstilstand.

Det vil betyde alt dette og meget meget mere. Lad os derfor ikke bidrage til at gøre Danmark politisk enøjet – kom det fra den enøjede.

Danmark betalte en høj pris for parlamentarisk ekstremisme i 70’erne. Der må vi ikke ende igen. Det er mit håb, at både offentlighed og partier tager denne situation så alvorligt, at synspunkterne i sidste ende kan bøje sig mod hinanden.

Der er simpelthen behov for borgerlig besindelse. Lad os nu fastholde fornuften i dansk politik.