Beskyt naturperlerne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Meïr Goldschmidt, digter, forfatter, journalist, redaktør og udgiver, skriver i bogen ”En Reise på Vestkysten af Vendsyssel og Thy” fra 1865 om sit besøg på Baggesvogn:

Torsdagen d. 3die August. Igjen changement de décorations, saa at jeg snart faaer ophøre med at undre mig over Afvexlingen.

Jeg er nu i Skov, og det en virkelig Skov med store Graner, mægtige Bøge o.s.v., ca. 1½ Mil nordost for Hjørring, og omtrent lige saa langt fra Vesterhavet eller, som det vel, seet i denne Retning, bør kaldes Nordsøen. Men der er noget besynderligt ved denne sidste, store Levning af Skov vest for Jydske Aas nordpaa; den staaer i Læ paa Bakkernes Afhang og nede i de store Fordybninger, saa man i nogen Afstand kan oversee den. Det havde for mig noget Pludseligt, Uvirkeligt, da jeg fra det Land, jeg havde vænnet mig til at betragte som nøgent, i den lumre Tordenluft kjørte ind i Skovskyggen, og først ved en Spadseretour og Kjøretouren i Eftermiddag blev jeg overbevist om, at det ikke var en Skuffelse frembragt ved enkelte Trægrupper. Skovveien fører lige ned til Herregaarden Baggesvogn. Fra den ydre, store firkantede Gaard kjører man på en Bro af Sten over en forhenværende Fæstningsgrav, formodentlig den eneste Levning af ”Borgen”, der engang tilhørte den efter Grevens Feide saa mægtige Vendelbo-Familie Banner. ….. Den store, smukke Have forener sig med Skoven, og derinde stiger man opad fra det ene romantiske Parti til det andet, med mægtige Træer, dybe Kløfter, et Aaløb eller en lille Bjergstrøm nedenfor ”Carlsgangen”, en Høi med pludselig Udsigt til Raabjerg Miles hvide Klit og til Jydske Aas, og ligesom for at gjøre denne stærke Skov med dens dæmrende Lys og sælsomme Omgivelser endnu mere romantisk kom Lyn og Torden, medens vi vare deroppe.«

Goldschmidt havde et beundringsværdigt blik for landskabsværdier i en tid, hvor kun et beskedent skovareal stod tilbage i Danmark. Især Vendsyssel var skovfattigt. Det er derfor forståeligt, at mange ønskede at bevare Baggesvogn Skov, som Goldschmidt beskrev så malende. Der blev rejst fredningssag, da Vestskoven, et tilgrænsende skovområde på gården, blev udsat for skadevoldende hugst af store træer.

Danmarks Naturfredningsforening fremhævede Baggesvogn Skov som særligt værdifuldt landskab og prioriterede den øverst for ønskerne om nye fredninger i hele Nordjyllands Amt. Værket ”Danmarks Skove”, udgivet af Politikens Forlag i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, skriver således, at her

»finder man i det bakkede morænelandskab på skrænterne ned mod den uregulerede bugtede Hesselbæk naturskønne bøgebevoksninger fra begyndelsen af 1800-tallet. Her har der ikke i nyere tid været foretaget hugster, skoven har karakter af naturskov.«

Sådan mødte jeg skoven i 1997.

Fredningsnævnet for Nordjyllands Amts nordlige fredningskreds beskrev i sin afgørelse stedets særlige værdier og bestemte, at landbrugsarealernes herregårdspræg ikke måtte sløres, sporene efter områdets udviklingshistorie ikke måtte forstyrres eller fjernes, bøge- og egeskovene skulle bevares, og friluftslivets interesser skulle tilgodeses. Nævnet fandt, at

»de af sagen omfattede arealer indeholder meget store naturvidenskabelige, landskabelige, kulturhistoriske og rekreative værdier, hvorfor den bedst mulige beskyttelse af området bør gennemføres.« Om Vorholt Skov hedder det:

”Eksisterende egetræsbevoksninger må ikke konverteres til andre træarter”.

Desuden: »Der må ikke anbringes tårne, master, vindmøller ….. eller andre skæmmende anlæg.«

Fredningens hensigt kommer stærkt til udtryk med formuleringen »den bedst mulige beskyttelse af området bør gennemføres« samt kravet om at bevare synsindtrykket af det uforstyrrede åbne landskab uden skæmmende elementer.

Naturklagenævnets afgørelse siger selv, at formålet er »at sikre og forbedre områdets landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og rekreative værdier.« Realiteten er, at fredningen forøger mængden af krat og dødt ved til skade for de landskabelige, kulturhistoriske og rekreative værdier, som den udtrykkeligt siger at ville sikre og forbedre. Netop de udvalgtes til urørt skov, selv om de naturvidenskabelige værdier kan beskyttes mange andre steder – og i forvejen var beskyttet i Baggesvogn Skov.

Det var ikke nok, at den var naturskov. Der skulle være urørt skov.

Fredningen har skadet de værdier, som Goldschmidt beundrede i 1865, som Danmarks Naturfredningsforening og andre har fremhævet, og som var bevaret, indtil Naturklagenævnet underkendte fredningsnævnets citerede ønske om bedst mulig beskyttelse af de meget store værdier.

Før fredningen var skoven ikke produktionsskov, ingen træer blev fældet, udgåede træer blev stående til glæde for insekter og svampe, kun væltede træer blev fjernet. Men nu har urørt skov nedbrudt de vigtigste naturværdier.

Landskabeligt er der store skader på de urørte områder. Bækkene, som før slyngede sig gennem små, sarte skovenge, blev blokeret af nedfaldne træer, bækkenes slyngede forløb blev deformeret af vandlidende områder med sorte blade, utallige væltede store og mindre træer skabte indtryk af losseplads, og stierne blev vanskeligt farbare eller helt ufarbare. Nogle dele har endnu ikke lidt store skader, men det kommer. Kulturhistoriske værdier var blandt andet et gammelt vejforløb med stenkister til at føre en bæk under vejen. Alt var i fin stand på fredningstidspunktet. Nu er vejen ufremkommelig efter tilgroning og erosion, stenkisterne er ødelagt af overskylning, stenene er spredt. De rekreative værdier er stærkt angrebet, fordi naturskønhed og tilgængelighed svinder. Når træer falder ned over stierne, saves de over og efterlades på begge sider. Naturen konverterer selv Vorholt-skovens 200 år gamle egetræsbevoksning til andre træarter.

I breve 7/3 og 18/5 2015 til Natur- og Miljøklagenævnet, Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening, Hjørring Kommune, Region Nordjylland og Fredningsnævnet for Nordjylland, nordlig del, spurgte jeg efter udførlig begrundelse:

1. Er fredningskendelsens formål om beskyttelse af de landskabelige, kulturhistoriske og rekreative værdier kun tomme ord?

2. Hvorfor skulle det uryddelige præg udvikles på netop de 36 hektar, hvor de landskabelige, kulturhistoriske og rekreative værdier var særligt store?

3. Hvorfor skulle området fratages en af Vendsyssels mest attraktive naturperler, når der andre steder er god plads til at lade naturens processer råde fuldstændigt?

4. Hvorfor modarbejder myndighederne fortsat fredningskendelsens vigtigste formål?

Natur- og Miljøklagenævnet svarede, at det ikke kan gå ind i en vurdering af, om der er grundlag for at lempe restriktionerne. Naturstyrelsen svarede, at hensigten med at udlægge til urørt skov er at lade naturens egne processer råde fuldstændigt, og at det med tiden vil medføre, at skoven får et mere vildt og uryddeligt, urskovsagtigt præg. Det uryddelige havde jeg desværre for længst bemærket.

Naturstyrelsen anfører ovenikøbet, at der ikke er sket en konkret vurdering af følgerne af urørt skov i Baggesvogn Skov.

Det var alt. Ikke uventet synes mit første spørgsmål besvaret med, at fredningens formål kun er tomme ord. Spørgsmål 2 afgøres tilsvarende med, at interessen kun at er skabe et vildt, uryddeligt præg. Om det tredje spørgsmål, hvorfor en af Vendsyssels mest attraktive naturperler skulle nedbrydes, kan også konkluderes, at det uryddelige præg er fredningens eneste formål i skoven.

Mit fjerde spørgsmål, hvorfor myndighederne modarbejder fredningskendelsens vigtigste formål, er ubesvaret. Myndigheder har ikke pligt til at begrunde.

Som medlem af Danmarks Naturfredningsforening, som prioriterede fredningen øverst for ønskerne om nye fredninger i hele Nordjyllands Amt, beklager jeg, at foreningen ændrede mening. Kampen for at bevare landskabet, som Goldschmidt hyldede for 150 år siden, er muligvis håbløs, da Miljøministeriet fandt det vigtigere at nå sit hektarmål for udlægning af urørt skov i private skove før år 2000. Bevaringshensynet og befolkningen er tilsidesat. Så jeg må nøjes med et nødskrig.

Burde Danmark ikke have plads og råd til at beskytte og bevare sine store naturværdier?