Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der hænger et damoklessværd over Europa

Det koster blod, sved, tårer og hårdt arbejde at opnå og bevare fred. Der skal tages et langsigtet politisk ansvar, hvis vi fortsat vil have et fredeligt Europa.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Et spøgelse går gennem Europa, nationalismens. Efter i en periode at have ligget i dvale er nationalismen atter vågnet. Etniske og nationale særinteresser fremelskes på bekostning af det fælles europæiske. Det sker på forskellig vis i en række europæiske lande, men mønsteret og lektien er den samme. Det europæiske fællesskab har ikke folkelig opbakning.

Alt dette er velkendt og fremhævet af analytikere i forlængelse af brexit. Men skal vi hinsides nationalisme og snæversyn, er det afgørende at skærpe bevidstheden hos alle om betydningen af det europæiske fællesskab som et værn mod krig, vold og barbari.

I Grækenland truer Gyldent Daggry med lovforslag rettet mod minoriteters grundlovssikrede rettigheder. Selv kirken holder sig ikke tilbage. Mange års tilnærmelser mellem den ortodokse og den romersk-katolske kirke er slået itu. Athens og hele Grækenlands ærkebiskop promoverer en nationalkirke, også i modsætning til andre nationale ortodokse kirker som f.eks. den russiske. Det nationalkonservative parti Fidesz i Ungarn er et andet skrækeksempel. I Vesteuropa har vi set oprindeligt højrenationale proteststrømninger som Front National i Frankrig, Partij voor de Vrijheid i Holland, Dansk Folkeparti og senest Pegida i Tyskland gå fra marginaliserede bevægelser til etablerede partier. Men man skal også passe på med at gøre de højrenationale reaktioner mere nationalistiske, end de måske i virkeligheden er.

En Cambridge-kollega har fortalt mig, hvordan der i Cambridge var 72 pct.s tilslutning til Storbritanniens forbliven i Europa, mens man i en valgkreds kun fem kilometer derfra havde det omvendte stemmetal. Her drejede det sig ikke om nationalisme, men om en vælgergruppes ønske om at straffe etablerede partier og politikere.

Bruxelles og EU er blevet et stærkt symbol for det ikkefolkelige, det bureaukratiske, formynderiske og elitære. Ser man på opbakningen til protestbevægelser og højrenationale partier i de enkelte europæiske lande, er det engelske eksempel formentlig sigende.

Men selv hvis man reducerer protesterne til et udtryk for folkeligt opgør mod det elitære, manifesterer de sig som nationalisme. En nationalisme, som demagoger udnytter til at samle de folkelige protester mod bureaukratisme og politisk elite.

Der er selvsagt intet i vejen med at være national. Ordet er forbundet med det latinske nascor, at fødes. National betyder, at man er forankret, følelsesmæssigt bundet til det sted, man er født.

At være patriot betyder, at man glæder sig over sit fædre(og mødre-)land. Problematisk bliver national og patriot først, når de udarter sig til ideologier. Så er vejen banet for ufred. Glæden ved fædrelandet gøres til et politisk projekt, hvor andre nationer og deres befolkninger dæmoniseres for at styrke egen identitet. For nationalisme og patriotisme trives i modsætningsforholdet til andre fællesskaber.

Her fremmes det nationale på bekostning af det internationale eller fællesmenneskelige. Grænser drages, og skel sættes. Det ser vi nu, hvor et damoklessværd hviler over Europa.

Diskussionen om EU i den britiske valgkamp har primært handlet om kortsigtede økonomiske forhold: østeuropæiske arbejderes overtagelse af britiske arbejdspladser; gevinster og ulemper ved det indre marked; pundets forhold til euroen, etc.

Det er sjældent, at diskussionen her som i de øvrige europæiske lande har formået at hæve sig synderlig over dagen og vejen. Dermed har jeg ikke sagt, at disse forhold er uden betydning. De er væsentlige; men argumentet for et europæisk fællesskab ligger et andet sted. Det får sjældent den opmærksomhed, det fortjener; heller ikke blandt danske politikere.

Derfor er der brug for at appellere til større historisk bevågenhed blandt vore politikere. Ellers ender vi som Kadmos på udsigtsløs jagt.

Nationalisterne er godt i gang med at bortføre Europa. Når f.eks. Dansk Folkeparti sætter spørgsmålstegn ved Danmarks fremtidige rolle i EU, må der råbes vagt i gevær. Jeg håber og tror, at de ikke aner, hvad de gør: hvilke kræfter de, som andre europæiske, højrenationale partier, risikerer at slippe løs ved at fremmane nationalismens spøgelse.

Nationalisme og patriotisme trives i modsætningsforholdet til andre fællesskaber. Her fremmes det nationale på bekostning af det internationale eller fælles-menneskelige.

Meget få har fundet det umagen værd at anlægge et historisk og evolutionært perspektiv på diskussionen. Det tages for givet, at Europa i intern krig er en saga blot. I historisk perspektiv er krig i Europa som andre steder mere normalsituation end undtagelsestilstand.

Det skal man ikke have studeret megen menneskelig historie, evolutionsbiologi eller moralpsykologi for at vide. Det koster blod, sved, tårer og hårdt arbejde at opnå og bevare fred.

Hvis man tror, at fremtidige krige mellem Frankrig og England, England og Tyskland eller Spanien og Frankrig er udelukket, er man mere blåøjet, end man har lov at være. 70 års vesteuropæisk fred er et resultat af hårdt og målrettet arbejde. Europas befolkninger kan kun regne med fremtidig fred, hvis deres politikere forstår nødvendigheden af fortsat handling.

I forlængelse af Anden Verdenskrigs barbari ville de fleste have forsvoret, at vi igen skulle se koncentrationslejre på europæisk grund; men det er kun 15 år siden, borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien sluttede.

Jugoslavien blev fremhævet som mønsterlandet, hvor forskellige folkeslag levede i fred og fordragelighed, og forskellige religioner trivedes side om side; men vi så også, hvor lidt der skulle til, før det kollapsede. Naboer mødte på ny hinanden, men nu som bøddel og offer i koncentrationslejre.

Der er i dag mindre vold, end der nogensinde tidligere har været. Vi ved fra evolutionsbiologien og moralpsykologien, at det først og fremmest skyldes menneskelig kultur og vor evne til at indgå i koalitioner og slutte alliancer.

Godt nok er omfanget af mulige ødelæggelser i kraft af en teknologisk udvikling større, end den tidligere har været; men det ændrer ikke ved den grundlæggende pointe om mindre vold.

Vi ved, at menneskelig kultur som politik og religion kan bruges til voldelige formål; men generelt er volden reduceret, og kultur som evnen til at indgå i stadig større grupper har i den sammenhæng været en afgørende faktor. Men det er naivt at tro, at vi per automatik går mod fredelige og stabile samfunds- og gruppedannelser.

Overfald på og spændinger mellem etniske og religiøse grupper i Europa taler sit eget tydelige sprog. Fred opnås kun, når vi kulturelt bringer os i stand til at undertrykke biologiske og kulturelle tendenser, vi som art har til at favorisere genetiske fæller og at udelukke eller angribe dem, som er anderledes eller uden for gruppen.

Det kan lade sig gøre i kraft af alliancer og makrofællesskaber. Det er, hvad EU fundamentalt handler om: fred og fordragelighed på et kontinent, som i hele sin hidtidige historie har været martret af krig, vold og overgreb.

EU og Europa er konfronteret med en række svære problemer. Det er et politisk opdrag at løse dem i fællesskab og at formidle det til de enkelte landes borgere, så man ikke spiller det internationale ud imod det nationale.

Denne diskussion fordrer ansvarlighed og indsigt især blandt de politikere, som forstår de folkelige protester og tager ansvar for Danmarks fremtid i Europa.

EU handler også om bindinger på national økonomi, arbejdsmarkedets frie bevægelighed, etc. Det er betydningsfulde spørgsmål, men de er for intet at regne i sammenligning med at sikre fortsat fred.

Det kommer ikke naturligt. Der skal tages et langsigtet politisk ansvar, hvis vi fortsat vil have et fredeligt Europa.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.