Rigsfællesskabet er svækket af EU

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det var dejligt at se det grønlandske flag over det ganske land den 21. juni. Det er et vigtigt signal, at vi viser samhørighed og respekt for hinanden i rigsfællesskabet. Men vi oplever desværre også det modsatte. Alt for ofte glemmes Færøerne og Grønland, og nogle gange opstår der problemer for rigsfællesskabet på grund af Danmarks EU-medlemskab. Vi mener, det er på tide, at rigsfællesskabet prioriteres over EU, og vi støtter, at Danmark afholder en ny folkeafstemning om EU-medlemskabet. Det vil være bedst for rigsfællesskabet, hvis hele riget vælger at være en god nabo til EU i stedet for den nuværende situation.

Vi bør ikke passivt vente på at se, hvordan forholdet til Grønland og Færøerne udvikler sig. Vi bør i stedet finde ud af, hvordan vores kræfter skal sættes ind i forhold rigsfællesskabet. I Taksøe-rapporten fremgår det, at den største trussel mod danske interesser i Arktis er udsigten til, at rigsfællesskabets sammenhængskraft svækkes. Det er vi enige i. Forskellige færinger har sagt det klart. Senest sagde det færøske medlem af Folketinget Magni Arge i en paneldebat om rigsfællesskabet, at Danmark meldte sig ud af rigsfællesskabet, da landet trådte ind i det europæiske fællesskab i 1973. Ifølge Arge henlagde Danmark alle sine handelspolitiske interesser i EU. Samtidig lod man Færøerne sejle sin egen sø, hvilket flere gange har medført karambolage mellem EU og rigsfællesskabet.

Når Danmarks regering er mere fokuseret på, om lovgivningen er i overensstemmelse med EU’s regler end med de nordatlantiske dele af i rigsfællesskabet, så er det med til at svække sammenhængskraften i rigsfællesskabet. Danmark skal i langt større grad tænke i rigsfællesskabsregi snarere end i EU-regi.

Det andet færøske medlem af Folketinget, Sjúrdur Skaale, udtrykker sig nogenlunde ligesom Arge. Og så benytter mange færinger også enhver passende lejlighed til at omtale striden med EU om færøske makrel- og sildekvoter. Den opstod, fordi et varmt klima trak flere sild og makrel mod nord. Færingerne krævede at få lov til at fiske mere end hidtil. EU afviste at udvide kvoten. Men da Færøerne udvidede kvoten uden om EU, førte det til sanktioner mod Færøerne, som Danmark ikke kunne forhindre og blev nødt til at følge, da de blev indført gennem en forordning. Det betød, at en del af riget lavede sanktioner imod en anden del af riget. Hver gang en sådan situation opstår, skader det rigsfællesskabet. Et varmere klima trækker nu også flere makrel mod Sydgrønland. Grønland er i en anden situation end Færøerne, men spørgsmålet er, om EU vil bifalde en højere grønlandsk kvote, og om vi skal ud i nye sanktioner inden for rigsfællesskabet?

På mange fronter sætter Danmarks regering sig i en umulig og ofte prekær situation på grund af EU-medlemskabet.

Et andet eksempel er afstemningen om retsforbeholdet. I december fik vi en forsmag på, hvordan vi vil kunne havne i en situation, hvor EU dikterer over retspolitiske spørgsmål i Danmark, som så omvendt skal udstikke regler, som kun gælder for de selvstyrende lande i rigsfællesskabet. Alene tanken om det satte sindene i kog i Nordatlanten. Det kan med rette anfægtes, at hele rigsfællesskabet ikke blev spurgt, selv om det var et politisk spørgsmål med betydning for hele rigsfællesskabet. Heldigvis for det blev resultatet af folkeafstemningen en forkastelse af suverænitetsafgivelse på retsområdet.

Sagen om Thulebasen, hvor amerikanerne via et skuffeselskab vandt udbuddet, opstod, fordi Danmark frygtede en EU-konflikt om konkurrenceregler. Sagen er netop blusset op igen i forbindelse med den amerikanske udenrigsminister, John Kerrys, besøg i Grønland. For enhver pris vil man ikke på kant med EU, også selv om sådan en fejl skader rigsfællesskabet. Thule-sagen fylder meget hos grønlænderne, og den bør Danmarks regering tage alvorlig.

Helt fra starten har EU (det daværende EF) været et problem i forholdet mellem Danmark og Grønland. Et flertal af grønlænderne var imod EF, og alligevel kom Grønland med i EF. Kort efter folkeafstemningen i 1972 påbegyndte Grønland en kurs med at fjerne sig fra Danmark på grund af EF-medlemskabet. Det grønlandske medlem af Folketinget Moses Olsen argumenterede for en ændring i relationen mellem Grønland og Danmark, netop fordi Grønland var kommet med i EF. En hjemmestyrekommission blev nedsat, og i 1979 fik Grønland hjemmestyre. Dermed spillede EF ind fra fødslen af Grønlands hjemmestyre.

Noget af det første på den politiske agenda for hjemmestyret var at få Grønland ud af EF. Der var en udbredt opfattelse af, at EF forsøgte at udnytte Grønland, lige så snart medlemskabet var blevet en realitet. Ifølge den tyske avis Die Zeit fangede tyske fiskere 70.000 tons grønlandsk fisk i 1979 og 75.500 tons i 1980. Den tyske EF-fangst udgjorde omkring en fjerdedel af al fiskeri i Grønland. Modstanden mod EF voksede, da tyske trawlere samtidig blevet taget i illegalt fiskeri ved Grønlands østkyst.

I 1981 blev bevægelsen Anisa stiftet, hvis formål var at få Grønland ud af EF.

I 1982 førte en folkeafstemning i Grønland til et exit fra EF. Det var Lars-Emil Johansen, der som hjemmestyrets første fiskeriminister forhandlede med EU sammen med Uffe Ellemann-Jensen på sidelinjen. I fællesskab afsluttede Jonathan Motzfeldt, Moses Olsen og Lars-Emil Johansen tre års forhandling. Grønland fik gode samarbejdsaftaler og befandt sig i en position, som var blevet styrket. Med en OCT-status (oversøiske lande- og territorier) har Grønland i perioden 2007-2013 modtaget 175 mio. euro og vil i perioden 2014-2020 modtage 217,8 mio. euro fra EU.

Grønland blev ikke isoleret som forudsagt af tilhængere af EU. Tværtimod er Grønland i dag placeret lige midt i verden, hvor selv Kina kæmper for at komme med i kampen om Arktis. De har erklæret sig for, at være en nær-arktisk stat. Alle bejler til Grønland – også EU.

Debatten om et grønlandsk medlemskab af EU har været oppe at vende igen i forbindelse med briternes kommende afstemning.

Men så snart grønlændere lige har fået frisket op igen, hvad det egentlig var, det daværende EF bød Grønland, vil det nok falde til jorden igen. Især fordi mange grønlændere har travlt med at få større selvbestemmelsesret. I EU vil Grønland få en meget lille stemme, og det vil være til stor skade for demokratiet og økonomien.

Hvis Grønland melder sig ind i EU, så vil alle EU’s toldsatser gælde for Grønland. Det vil formentlig betyde, at de mange varer i Grønland vil blive endnu dyrere.

Udover told, så vil EU lave en masse regler, der vil begrænse demokratiet i Grønland, bl.a. om udbud, og at der ikke må være krav om brug af grønlandsk arbejdskraft.

Så er der fiskeriet og alt andet, f.eks. mineraludvinding. Det vil nok kræve en udredning at analysere det, men grundlæggende vil et grønlandsk EU-medlemskab være dyrt og begrænse demokratiet i Grønland.

Hvis rigsfællesskabet skal fungere optimalt, og hvis vi skal undgå at vaske de selvstyrendes dele af riget helt af, så skal vi fokusere mere på rigsfællesskabet.

Spørgsmålet er, om vi kan blive ved med at følge EU blindt, samtidig med at vi ønsker at bevare rigsfællesskabet. Før eller senere kan vi blive tvunget til at vælge.

Der er sket meget siden 1972, og både EU og rigsfællesskabet har forandret sig markant siden dengang. Alene det sammenholdt med det faktum, at ingen under 63 år har stemt om Danmarks medlemskab af EU, er en god grund til at kræve en ny folkeafstemning om EU-medlemskabet. Dertil kommer, at et flertal i befolkningen ønsker at blive spurgt.

En ny folkeafstemning om EU i Danmark vil kunne være til stor gavn for rigsfællesskabet.

Vi mener, det er på tide, at vi flytter fokus væk fra EU, og at vi får en saglig diskussion om hvordan vi bedst muligt forbedrer rigsfællesskabet og placerer det på verdenskortet.

Hvordan skaber vi et rigsfællesskab, hvor de tre dele viser hinanden respekt og solidaritet?

Hvordan får vi et rigsfællesskab, hvor der er plads til forskellighed, uden at delene kommer i modsætningsforhold til hinanden?

Hvordan skal rigsfællesskabets forhold være til Norden, Europa og verden?

Måske er det på tide, at vi begynder at opfatte rigsfællesskabet, som en forbundsstat, og at vi finder en ordning, hvor alle tre dele af riget i højere grad indgår i dialog med hinanden, før der træffes beslutninger om store indenrigs- og udenrigspolitiske forhold. Tænk blot på uran-sagen, hvor det ville have været godt, hvis vi havde haft endnu mere folkelig dialog.

Respekt og solidaritet i rigsfællesskabet er helt afgørende. Derfor vil vi også rose statsminister Lars Løkke Rasmussen for at have taget initiativ til, at der skal flages med færøske og grønlandske flag på de pågældende selvstyreområders nationaldage.

Det er et første skridt, men der er brug for yderligere skridt. For det er vigtigt at få styr på det kit, der skal få rigsfællesskabet til at hænge sammen. Ja til respekt og solidaritet i rigsfællesskabet.