Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De er skøre, de briter

Vi føler et slægtskab med de underlige beboere af de britiske øer. Måske fordi de har udlevet vore drømme på det store lærred.

Artiklens øverste billede

De er skøre, de briter. Måske er det derfor, vi elsker dem. Fordi de minder os om os selv og vore egne selvmodsigelser. Det strider ganske vist mod al sund fornuft. Vi burde jo hade dem for nederlaget på Reden 1801, for at udløse historiens første terrorbombardement over København i 1807 og for bagefter at stjæle vores flåde og alle vore stormagtsdrømme.

Alligevel elsker vi dem. Vi føler et slægtskab med disse underlige øboere, der rækker langt ud over de dynastiske forbindelser, som gennem tiderne er blevet knyttet mellem vore nationer af pragmatiske grunde. Måske fordi de har udlevet alle vore drømme på det store lærred.

Vi elsker dem, fordi de gav os to gange Monty. Feltmarskal Montgomery reddede os fra at lande på historiens losseplads, da vi var lige ved at blive kvalt under nazisternes besættelse. Den anden Monty, ham med tilnavnet Python, havde nær fået os til at dø af grin med gakkede gangarter og respektløs kritik af Gud, konge og fædreland.

Briternes humor, selvironi og liberale grundholdning har vi taget til os som vor egen. Da Danmark i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten og samtidig vandt EM i fodbold, scorede Uffe Ellemann-Jensen med en helflugter sine kollegers respekt i EU med bemærkningen: »If you can’t join them, beat them.« Udtalt på formfuldendt engelsk, med et glimt i øjet og et dannebrogsfarvet halstørklæde blafrende i vinden. Bagefter forhandlede vi os til en række forbehold og indrømmelser. Det samme regner briterne med at kunne gøre efter et eventuelt exit. Om det lykkes, står hen i det uvisse. Men vores sympati med briternes dilemma er større og overgår langt prisen på den bacon, der ifølge myten fik danskerne med på vognen, da først englænderne havde sagt ja til EF i 1972.

Brexit-kampen om vælgernes gunst afspejler en nation i splid med sig selv. Ikke ulig stemningen her til lands ved flere lejligheder.

En regulær borgerkrig er brudt ud i det konservative parti, og Labour kan langtfra være sikker på, at vælgerne følger parolen. Gamle venskaber er blevet til fjendskaber, og partilinjer er udvisket i en sådan grad, at resultatet af dagens folkeafstemning med lige stor sandsynlighed kan falde ud til den ene som til den anden side. Det er der ikke noget nyt i. Storbritannien har alle dage været et samfund med markante modsætninger, med en til tider højtråbende, men civiliseret debat i parlamentet.

Vi har brug for gadedrengen i det strømlinede EU-bureaukrati. En havkat i hyttefadet.

Et af de mest kontroversielle spørgsmål i debatten har været ”de fremmede”, indvandrerne. Fra EU-modstandernes side er der blevet ført en ofte racistisk hadkampagne, der fik sit tragiske højdepunkt med mordet på den populære Labour-politiker Jo Cox i sidste uge. Det har givet en kort pause i kampen, men retorikken blussede hurtigt mod nye højder om, hvem der udnyttede mordet til egen fordel. Det er ikke facts, der skiller parterne, men propaganda. Påstande om snarlig indvandring af 80 millioner tyrkere, ja, sågar syrere og irakere har været nævnt. IS-spøgelset truer lige om hjørnet. Kønt er det ikke, det er en tilspidset politisk kamp sjældent. Navnlig ikke når den mikses med nationalisme og økuller.

Det er egentlig underligt, når man tænker på, at Storbritannien historisk set er et af de mest brogede etniske kludetæpper i Europa. Godt 100 år før vor tidsregning marcherede romerske legioner op over øen og undertvang sig en måbende keltisk befolkning. I det 5. århundrede invaderede anglere og saksere landet. De kom fra nutidens Nordtyskland. Så var det de jyske vikingers tur til at besætte De Britiske Øer. Oldislandsk og oldengelsk lignede hinanden så meget, at vikingerne kunne gøre sig forståelige over for de øboere, de ikke havde myrdet og voldtaget. De efterlod sig – udover et ry som drabelige krigere – en række aflejringer i sprog og gener, der kan spores den dag i dag. Det eventyr varede frem til 1066, da normannerne, fra nutidens Nordfrankrig, invaderede øerne. De smed vikingerne ud og tog sig yderligere den frihed at fjerne den indfødte herskende klasse og erstatte den med et fransktalende monarki og aristokrati. Ganske vist smeltede angelsaksere og normannere senere sammen til ét folk, men da briternes imperium imploderede efter Anden Verdenskrig, ankom indvandrerne nu med britiske pas fra kolonierne og ændrede landet til et moderne, multikulturelt samfund med Vesteuropas største koncentration af muslimer og hinduer.

Storbritannien var det første land i verden, som oplevede den industrielle revolution. Imperiet skabte et eksportmarked for britiske produkter med det resultat, at briterne dominerede den internationale handel op igennem 1800-tallet godt hjulpet af den britiske flåde, der herskede på verdenshavene. Det var datidens EU, men på britiske betingelser. Siden Anden Verdenskrig har den britiske industri været på konstant nedtur, ikke mindst på grund af det tyske Wirtschaftswunder. Et af exitlejrens stærke følelsesmæssige argumenter har da også været, at briterne, der to gange i forrige århundrede slog tyskerne, ikke længere skal finde sig i at blive dirigeret af tyske økonomiske principper.

I dag udgør servicesektoren i Storbritannien omkring tre fjerdedele af økonomien, den næststørste økonomi i Europa efter Tyskland. Den angelsaksiske form for kapitalisme er centreret omkring markedsliberalisering, lavt skattetryk og begrænset regulering. Økonomien er domineret af finansindustrien, specielt inden for bank og forsikring, og London er et af verdens finanscentre. Derfor betragtes de fleste tiltag fra Bruxelles, domineret af tysk sparsommelighed og kontrol, som hæmmende indgreb.

Vi elsker briterne på trods af – eller måske netop på grund af – deres særheder, deres venstrekørsel, deres insisteren på excentriske mål- og møntsystemer, deres rige kultur. De har givet os Shakespeare og The Beatles, John Donne og David Bowie, Charles Dickens og The Rolling Stones. Listen er uendelig. Men fælles for de kunstnere, der optræder på den, er, at de har kunnet arbejde i et klima af ytringsfrihed, oven i købet i et land uden forfatning. Selv ikke i Bill of Rights fra 1689 er der nogen direkte henvisning til pressefrihed, men derimod bestemmelser om, at kongen ikke må tilsidesætte love, som er vedtaget i parlamentet. Senere definerede angelsakseren John Locke den tredeling af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt, som fik stor indflydelse på Den Franske Revolution og på strukturen i USA efter Uafhængighedserklæringen.

I England var det traditionen og sædvanen, der beskyttede kunstnere og debattører, ovenikøbet i en sådan grad at selv asylanter som Karl Marx kunne komme af sted med at hudflette det britiske klassesamfund uden at blive fængslet eller smidt ud af landet.

Det betyder langtfra, at den britiske klassekamp finder sted uden sværdslag. Men man har kunnet følge slagets gang, skrive om det og debattere det, som det fremgår af tv-serier som ”Upstairs, Downstairs”, ”The Forsyte Saga”, ”Downton Abbey”, ”Days of Hope” og ”Shoulder to Shoulder”.

Ikke mindst Dickens’ sociale afsløringer af forholdene i datidens England medvirkede til store reformer. I hans roman ”Oliver Twist” optræder en vis Artful Dodger, en lurendrejer, der har udviklet lommetyveri til en kunstart og nu forsøger at oplære den artige Oliver Twist i sine færdigheder. The Dodger opfatter sig selv som et af samfundets ofre, og i retten råber han trodsigt til dommeren: »Jeg er englænder; hvor er mine privilegier?« Man hører næsten ekkoet i Margaret Thatchers udfald mod EU 150 år senere: »Vi briter beder ikke om indrømmelser fra EU; vi vil bare have vores egne penge tilbage.«

Vi har brug for gadedrengen i det strømlinede EU-bureaukrati. En havkat i hyttefadet. Vi har brug for princippet om checks and balances, for nogen, der råber op og forsøger at begrænse magtfuldkommenheden i et system, der fortsat lider af et betragteligt demokratisk underskud.

Derfor tilslutter jeg mig den moderne lurendrejer John Oliver, som i sidste uges show ”Last Week Tonight ” opsummerede situationen: »EU er en kompliceret, bureaukratisk, ambitiøs, hoven og konstant irriterende institution, men vi briter ville være fuldstændig vanvittige, hvis vi forlod den. Navnlig fordi vi stadig vil kunne høste alle fordelene ved at blive, samtidig med at vi fortsætter med at skide på det hele og række tunge ad alle de andre. Og det er jo netop den britiske facon.«

Niels Hausgaard kunne ikke have sagt det meget bedre.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.