Giganternes sidste møde til søs

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I dag er det 100 år siden, at verdenshistoriens største søslag mellem store slagskibe fandt sted i Vesterhavet 140 km vest for Thyborøn. Der mødtes den britiske Grand Fleet med den tyske Hochseeflotte. Briterne kalder slaget for ”Jyllandsslaget”, mens tyskerne mindes det som ”Skagerakslaget”.

På britisk side deltog 149 skibe med ca. 52.500 mand om bord, på tysk side 101 skibe med ca. 37.500 mand. Storbritanniens og Frankrigs overordnede strategi i verdenskrigen var at sulte de landbaserede centralmagter Tyskland og Østrig-Ungarn til overgivelse gennem en blokade til søs, mens briterne kunne nyde godt af det enorme imperiums ressourcer og verdensmarkedet, herunder USA’s enorme produktion.

Denne strategi adskilte sig fra den nærblokade af Europas havne, der i tidligere århundreder havde ført briterne til sejr over Frankrig, mest spektakulært mellem 1792 og 1815.

Miner, langtrækkende kanoner, torpedoer og undervandsbåde kombineret med de moderne slagskibes korte aktionsradius – de skulle jævnligt tanke op med kul eller olie, som de var gået over til en halv snes år tidligere – havde gjort Nordsøen for farlig for briterne. Ydermere havde de i 1890 byttet øen Helgoland, som de i 1807 havde erobret fra Danmark, for Zanzibar ved Afrikas østkyst med det nyligt forenede tyske kejserrige.

Helgoland blev udbygget til en base for torpedo- og ubåde, der var en dødelig trussel mod de store slagskibe, som begge parter af gammel vane stadig satsede på. I stedet var briternes strategi at blokere passagerne mellem Skotland, Island og Grønland fra en base i en øde bugt, Scapa Flow, på Orkney-øerne. Som de dog ikke havde fået udstyret med beskyttelsesforanstaltninger endsige faciliteter for mandskabet, hvorfor flåden de første år af krigen tilbragte næsten al tiden til søs.

Tyskerne havde på kejser Wilhelms initiativ bygget en højsøflåde, der skulle konkurrere med den britiske. Flåden blev finansieret ved indsamlinger og en særskat på kaffe, som stadig eksisterer! Den havde hjemme i velforsvarede baser ved Nordsøen og kunne forstærkes med Østersøflåden, der havde baser i Kiel og Sønderborg, via Kielerkanalen, som det tyske kejserrige havde bygget efter at have erobret Holsten og Slesvig fra Danmark. Briterne kunne ikke sejle ind i Østersøen, efter at Danmark i strid med sin neutralitet ved krigsudbruddet i 1914 havde spærret bælterne.

Kielerkanalen var i 1913 blevet udvidet, så selv store slagskibe af typen Dreadnought kunne passere. Alligevel vovede den tyske flåde sig ud af havnene ved Nordsøen i krigens første år, mens den dominerede Østersøen mod Rusland. Det skyldtes, at briterne i 1914 havde vundet flådeoprustningskapløbet mod Tyskland i forholdet syv til fire. Først i maj 1916 satsede den tyske flåde under en ny øverstbefalende, admiral Reinhard Scheer, på at lokke den britiske flåde i kamp i mindre afdelinger. Den var spredt over et enormt område, så det tog tid at samle den til slag. Hvad tyskerne ikke vidste var, at russerne havde brudt de tyske koder tidligt i krigen og delt denne viden med deres allierede. Briterne var derfor forberedt på det tyske udbrudsforsøg.

Om eftermiddagen den 31. maj fik de to flåder kontakt. En britisk flåde af slagkrydsere under kommando af den dumdristige admiral Beatty led store tab og måtte tage flugten. Det viste sig imidlertid at være en fælde, og tyskerne blev snart mødt af den britiske flådes hovedstyrke under admiral Jellicoe med det resultat, at tyskerne nu måtte tage flugten.

Af angst for de effektive tyske torpedoer afstod briterne fra at forfølge tyskerne, som derfor kom i læ af torpedobådsbasen på Helgoland.

Reelt var slaget endt uafgjort, men begge parter fremstillede det som en sejr. Tyskerne, fordi de britiske tab var de største: 14 skibe og 6.274 mand mod 11 skibe og 2.545 mand på tysk side. Målt i tonnage var briternes tab endda næsten dobbelt så store som tyskernes. I verdensopinionens øjne var den britiske flådes ry for uovervindelighed brudt. Den tyske flåde havde vist, at den teknisk og sømandsmæssigt kunne hævde sig overfor den krigsvante britiske flåde. Det skyldtes, at briterne havde underprioriteret pansringen af slagskibenes dæk, så mange af dem sprang i luften og tog hele mandskabet med sig i døden, når de blev ramt ovenfra.

En anden årsag var ifølge Correlli Barnetts klassiske analyse i bogen ”Ansvarets byrde” om overkommandoerne i Første Verdenskrig, at slaget demonstrerede svagheden i det britiske klassesamfund, hvor en adel, som kun omfattede 1 pct. af befolkningen, havde monopol på de ledende stillinger i hær og flåde.

Tyskerne, derimod, havde åbnet den mindre prestigefulde flåde for talenter fra middelklassen. Og de havde mere sans for betydningen af de mange nye teknologier end det traditionelt tænkende britiske admiralitet, der undervurderede nybruddene, selv om det forsøgte at styre flåden i hele verden med radiotelegrafi fra London og på Churchills initiativ var skiftet fra kul til olie med deraf følgende behov for adgang til Mellemøstens oliekilder før 1914. Strategisk havde briterne ret i, at udfaldet var en sejr for dem, da tyskerne ikke vovede sig ud af havnene efter slaget.

Den tyske flåde skiftede strategi til en modblokade med ubåde, som var lige ved at afskære de britiske og franske forsyninger over Atlanten og i Middelhavet.

Den uindskrænkede ubådskrig mod de allieredes transporter provokerede til gengæld amerikanerne til at gå ind i krigen i 1917, og det afgjorde udfaldet til britisk og fransk fordel.

Lediggangen i flåden undergravede moralen og fik de frustrerede matroser til at gøre oprør i november 1918 efter det militære nederlag på vestfronten. Det skete blandt andet i Kiel og Sønderborg. I denne sidste by udråbte soldaterrådene ifølge en livskraftig, men forkert lokal myte endda republikken Als efter våbenstilstanden.

Jyllandsslaget var det sidste traditionelle søslag mellem slagskibe udstyret med kanoner. De havde ikke radar, og da luftskibe og fly på grund af dårlig sigt ikke kunne observere fjenden, kunne de kun se, så langt øjet, eller rettere kikkerterne, kunne række. Desuden signalerede de stadig med flag, da mange af cheferne ikke havde tillid til den nymodens radiotelegrafi. Taktikken var den velkendte at lægge sine egne skibe på tværs i et stort T, så alle kanoner kunne bære, mens modstanderens skibe sejlede på række efter hinanden og derfor kun kunne skyde med de fremadrettede kanoner. Selv om kanonerne var meget større og rakte meget længere end de traditionelle linjeskibes bredsider, var taktikken således stort set den samme, som den havde været i sejlskibenes epoke.

Slaget i 1916 var kulminationen på en lang søkrigshistorie, men også det sidste af sin art, idet slagskibene blev overhalet af ubåde med torpedoer, og fly der kunne operere fra hangarskibe. Det var i grunden allerede sket i 1916, men af gammel vane byggede man stadig slagskibe helt til Anden Verdenskrig. De kom dog ikke til at udkæmpe søslag i store formationer. I stedet blev det til slag på lange distancer mellem hangarskibe, som dem USA og Japan udkæmpede i Stillehavet.

Efter nærmest glemsel er det passende, at det første museum for Jyllandsslaget nu åbner i Thyborøn sammen med en mindepark for de faldne. På privat initiativ, finansieret af indehaveren af et verdensomspændende dykkerfirma, der har hjemme i Holstebro, Gert Normann Andersen.

Han har gennem mange år hentet vragrester op fra Vesterhavets bund, renset dem og udstillet dem. Han har nu åbnet sin samling for offentligheden i forventning om, at placeringen på neutral grund i Danmark vil tiltrække mange tyske og britiske besøgende. Men der er altså også en dansk side af dette verdenshistoriens sidste store søslag.