En udvidelse af racismeparagraffen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Pensionisten Flemming Nielsen blev den 11. februar dømt for overtrædelse af straffelovens § 266b for følgende kommentar på Facebook: »Ideologien islam er fuldt ud lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som nazismen. Den massive indvandring af islamister her til Danmark er det mest ødelæggende, det danske samfund har været udsat for i nyere historisk tid.«

§ 266b straffer »Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationalitet eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«.

Bestemmelsens kerneområde er udtalelser, der eks. indikerer, at en bestemt gruppe generelt mangler værdi som mennesker, generaliserende påstande om grov kriminalitet og sammenligninger med sygdomme.

For retten forklarede Flemming Nielsen, at han fremsatte kommentaren i forlængelse af, at en beboerforening var blevet kuppet af personer med tilknytning til Hizb ut-Tahrir. Dette tillagde retten ikke nogen betydning, men derimod henviste retten til »den samfundsmæssige og historiske kontekst, der var i efteråret 2013«.

Selvom Flemming Nielsen havde forklaret, at kritikken alene var rettet mod den politiske del af islam og islamister (vs. muslimer), opfattede retten således udtalelserne om »“ideologien islam” som vedrørende islam generelt og ikke alene som den ekstreme del af islam«. I den forbindelse fremhævede retten, at Flemming Nielsen i samme tråd havde skrevet, at »Islam vil netop misbruge demokratiet til at afskaffe demokratiet«.

Samlet vurderede retten udtalelserne »i deres helhed som generaliserende påstande, der er forhånende og nedværdigende over for tilhængere af islam«.

Undertegnede har argumenteret for, at dommen udvider racismeparagraffens anvendelsesområde (professor Ditlev Tamm og advokat Karoly Nemeth er enige heri). Derimod har professor Gorm Toftegaard Nielsen udtalt til DR.dk, at han »godt kan forstå, hvorfor man diskuterer, om det er omfattet af 266b. Men først kommer den med ideologien, så serveres den med islamister, som er indvandret til Danmark, og at de ikke er bedre end nazister ... og det er at lægge en gruppe for had«, ligesom professor Jørn Vestergaard udtaler til JP, at »det er helt uholdbart at udlægge [dommen] som en udvidelse af praksis«.

Når man bliver undsagt af to af landets førende eksperter i strafferet, kalder det på omhyggelig selvkritik, og jeg har derfor (igen) gennemgået retspraksis for at se, om sammenlignelige udtalelser tidligere er blevet retsforfulgt.

Af rigsadvokatens opgørelse over § 266b-sager fra perioden 2000-2014 er der 12 domme, hvor tiltalte har anvendt ordet ”islam” eller ”muhamedanisme”. Langt størstedelen af disse domme vedrører dog også stærkt nedsættende og generaliserende udtalelser om ”muhamedanere” eller ”muslimer” som gruppe og er derfor ikke sammenlignelige med dommen mod Flemming Nielsen.

Det nærmeste, vi kommer, er Vestre Landsrets dom i U2003.2435V, hvor en person blev dømt for udtalelsen »Islam er ikke en religion i traditionel forstand. Det er en terrororganisation, som prøver at opnå verdensherredømmet ved vold«. Man kan også her sætte spørgsmålstegn ved, om landsretten blander forhånelse af religion og muslimer sammen. Men det er langt mere nærliggende at fortolke en anklage, om at en religion udgør en ”terrororganisation”, som et angreb på de troende end en anklage, om at en religion som ”ideologi” er totalitær på linje med nazismen. En organisation består således af mennesker, mens ideologier og religioner består af abstrakte ideer.

Selvom byretsdomme ikke kan tillægges samme præjudikatvirkning, kan der også henvises til Retten i Randers’ dom af 7. august 2006, hvor følgende udtalelser blev straffet: »Naturligvis kan man ikke forhandle med islamisterne med andet sprog end det varme blys sprog …«, »jeg har ofte nok sammenlignet nynazismen og islam. De er to stykker ud af samme rådne planke«, »… islam er den mest hadefulde og krigsliderlige af de store religioner« samt »transjordanerne kan da bare spytte i næverne og opdyrke jorden, som israelerne har gjort. I stedet for at koncentrere produktionsbestræbelserne om børneproduktion, selvmordsbombefolk og vanvittige hadekampagner«. Her er der dog også tale om stærkt generaliserende anklager om alvorlig kriminalitet rettet mod en bestemt befolkningsgruppe, nemlig transjordanere.

På baggrund heraf er det svært at se, at dommen mod Flemming Nielsen skulle ligge i forlængelse af nyere retspraksis om § 266b.

Når der ikke er nogen tilstrækkeligt sammenlignelige domme, kunne det selvfølgelig skyldes, at få i den offentlige debat har sidestillet islam (og islamister) med nazisme. Men på debattøren Rune Engelbreht Larsens hjemmeside humanisme.dk findes en samling med ”indvandrerfjendske” citater fra debattører, politikere m.v. Sammen med en googlesøgning finder man hurtigt langt flere end 20 offentlige udtalelser, hvor islam sammenlignes med nazisme og/eller totalitære ideologier. Det gælder bl.a. Jyllands-Posten på lederplads og i udtalelser fra Morten Messerschmidt, Henrik Nordbrandt, Søren Krarup, Ole Hyltoft, Alex Ahrendtsen og Lars Hedegaard.

I ingen af disse tilfælde er der så vidt ses rejst tiltale, og i en af sagerne afviste statsadvokaten tilmed i 2007 at rejse tiltale med følgende begrundelse: »islam omtales som ”fascistisk ideologi” i sammenligning med andre religioner. Denne udtalelse som led i en aktuel politisk debat finder jeg ikke indebærer en forhånelse eller nedværdigelse af befolkningsgrupper som sådan«.

For at illustrere, hvor vidtgående dommen mod Flemming Nielsen er, kan der tages udgangspunkt i islamkritikeren Lars Hedegaards udtalelser. I mere end 10 år har Hedegaard konsistent forfægtet det synspunkt, at islam er en totalitær ideologi, herunder sammenlignet islam med nazismen. Så sent som i 2014 skrev Lars Hedegaard på trykkefrihed.dk, at:

»Det er derfor langt mere logisk at afvise den falske skelnen mellem ”islamisme” og islam og simpelthen konstatere, at ”islamisme” er kanonisk islam, og at moderate muslimer – dem der ikke tager det så nøje med Allahs og Muhammeds blodtørstige forskrifter – er afvigerne fra islam[….] Men altovervejende er islam en totalitær politisk ideologi, der vil regulere alle sider af samfundslivet og privatsfæren og som pålægger de troende at bruge alle midler for at nå målet«.

Med andre ord afviser Lars Hedegaard – i modsætning til Flemming Nielsen – skelnen mellem islamisme og islam, og han betegner eksplicit islam som en totalitær ideologi. På trods heraf er Hedegaard ikke blevet tiltalt for disse angreb på islam.

Til gengæld blev Lars Hedegaard tiltalt for udtalelser om at »[muslimer] voldtager deres egne børn«”, der ifølge Højesteret var strafbare efter 266b.

Man kan også sammenligne dommen mod Flemming Nielsen med Østre Landsrets dom mod Mogens Camre fra i år, hvor Camre blev straffet for udtalelsen: »Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen«. Dette er også en grov anklage mod muslimer, der som gruppe anklages for at begå folkedrab mod jøder, og trues med krigshandlinger.

Netop denne skelnen mellem udtalelser rettet mod en religion og dem, der bekender sig til religionen, er den afgørende forskel mellem blasfemiparagraffen og racismeparagraffen. Når anklagemyndigheden og domstolene udvisker denne forskel ved at sidestille forhånende udtalelser om en religion med forhånende udtalelser om dens tilhængere, er der tale om en udvidelse af racismeparagraffen, som dermed kommer til at fungere som en slags blasfemiparagraf.

Dette så vi også for nylig, da politiet i Nordjylland sigtede en mand for overtrædelse af § 266b for at afbrænde Koranen. Det selvom en dansk kunstner i 1997 afbrændte Biblen i TV-Avisen uden at blive tiltalt for blasfemi eller 266b.

Desuden er det alment accepteret, at der må skelnes mellem ”islamister” og ”muslimer”, og at islamister – som Flemming Nielsen netop udtalte – er motiveret af en bestemt ideologisk opfattelse af islam. Center for Terroranalyse (CTA), der hører under PET, skriver således følgende i sin årsrapport fra 2013: »Et stigende antal personer i Danmark omgås eller tilslutter sig grupper i miljøer, der deler en militant islamistisk ideologi … Fra islamistiske miljøer rettes der i stigende grad trusler mod personer i Danmark, der af miljøerne opfattes som vantro, frafaldne eller krænkere af islam«. Ikke desto mindre vil ingen påstå, at PET dermed har beskyldt det islamiske eller muslimske miljø i Danmark som sådan for at udgøre en terrortrussel.

I min optik er dommen mod Flemming Nielsen derfor udtryk for en udvidelse af racismeparagraffen. Og i alle tilfælde eksemplificerer den, hvor uklar og inkonsistent tiltale- og domspraksis er. Derfor fortjener dommen at blive anket. Men selv med en ny afgørelse vil racismeparagraffens iboende retsusikkerhed bestå.

Ved at indsnævre racismeparagraffens anvendelsesområde kunne politikerne i højere grad frede den offentlige debat.

Hvis man i samme ombæring ophævede blasfemiparagraffen, ville man sende et klart signal om, at religioner må tåle at blive udsat for samme behandling, som politiske ideologier har måttet leve med, til gavn for den demokratiske debat.