Hvad med dansk atomaffald?

Danmark fik aldrig atomkraft. Et flertal i Folketinget pålagde i 1985 regeringen, at atomkraft ikke skulle være en del af energiforsyningen. Modstanden skyldtes bl.a. usikkerhed mht. deponering af affaldet, det højaktive brugte brændsel, der skal isoleres fra mennesker og miljø i mindst 100.000 år.

Alligevel har vi atomaffald hos Dansk Dekommissionering (DD) på Risø. Det ligger på mellemlager, og if. en nuklear ekspert kan dette fortsætte i 100 år uden helsefysiske problemer.

Affaldet stammer fra forsøg i tre små reaktorer, fra forskning, industri og hospitaler. Der er også affald fra forsøg på Risø med udvinding af uran af grønlandsk malm. Det drejer sig om 1.130 tons langlivede lavaktive tailings, der ligger under vand, så radon ikke slipper ud. Forsøgene bundede i et håb om, at Danmark kunne blive selvforsynende med uran, hvis vi fik atomkraft. Risø havde også en lille produktion af brændselsstave. Og det er forsøg på sådanne med salg for øje, der ligger bag de 233 kg højaktivt affald, som man forgæves har forsøgt at eksportere. Man har “minimeret” problemet ved at omdefinere de 233 kg til langlivet mellemaktivt.

I 2000 besluttede man at stoppe den sidste forsøgsreaktor på Risø. I 2003 sagde Folketinget ja til, at regeringen samtidig med afviklingen (dekommissioneringen) af atomanlæggene på Forskningscenter Risø kunne begynde at lave et beslutningsgrundlag for et slutdepot for lav- og mellemaktivt affald. I 2009 besluttede Folketinget så at slutdeponere atomaffaldet, dvs. grave det ned og glemme det.

Helge Sander, minister for videnskab, teknologi og udvikling, anbefalede i 2002 maksimal åbenhed om problematikken, og indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, skrev i en pressemeddelelse den 5. maj 2011: »Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed.«

Det kom aldrig til at gå sådan.

Samme dag udkom forstudiet, og der blev sat navn på seks steder til atomlosseplads i fem udkantskommuner. Senere skulle et af stederne udpeges. Først efter et år lykkedes det de fem borgmestre at få et møde med den ansvarlige dengang, sundhedsminister Astrid Krag. Skives daværende borgmester, Flemming Eskildsen, skrev den 12. oktober 2012 i en pressemeddelelse, at demokratiet i denne sag er sat fuldstændig ud af spil.

Det er demokratiet fortsat. Borgere, fem borgmestre og deres embedsmænd er reduceret til passive tilskuere, der jævnligt må bede ministre mfl. om informationer og møder.

Man får det indtryk, at DD, der opbevarer affaldet, har regnet med, at det kunne deponeres i en udkantskommune uden protester. På trods af, at de ansvarlige i DD og tovholderen, det tværministerielle udvalg, kendte til de fejlslagne slutdepotprojekter i andre lande bl.a. som følge af manglende åbenhed og borgerinddragelse.

Slutdepotplanen er udspekuleret på den måde, at den er “generisk”, dvs. overordnet. Derved kan DD og det ansvarlige ministerium tilbagevise al kritik fra ind- og udland: Man ved endnu ikke, hvad der skal i slutdepotet, eller om depotet skal i ler (Kerteminde, Skive Vest, Thise, Rødby, Thyholm) eller i granit (Østermarie). Modellen for slutdepotet ligner legetøjsklodser, og oversigten over affaldet er overfladisk.

Borgergrupper i de fem kommuner støttet af deres borgmestre gik fra 2011 i gang med at sætte sig ind i sagen. To gange har borgere besøgt det hollandske mellemlager for atomaffald, Covra. De fik folketingsmedlemmer med på ideen, og de tog på studietur til Covra.

Den 11. marts 2015 blev slutdepotplanen lagt midlertidigt til side, da de politiske partier i Folketinget besluttede, at en mellemlagerløsning, hvor man holder øje med affaldet i mindst 100 år, skulle undersøges yderligere.

Herefter gik affaldssagen i stå. Der kom valg. Sagen blev i sneglefart flyttet fra Sundhedsministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det trak ud med bevillingen til mellemlager-undersøgelserne. Tovholderen, det tværministerielle udvalg, skulle sammensættes på ny, hvilket endnu ikke er sket, og så skulle Sundhedsministeriets hjemmesider flyttes til Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside. Det tog syv måneder.

Når mellemlagerløsningen er studeret yderligere, skal Folketinget i 2017 vælge mellem slutdepot (nedgravning og glemsel) og mellemlager (holde øje med affaldet).

Da dele af affaldet er radioaktivt i titusinder af år, noget til evig tid, er det udmærket at give sig god tid til at træffe en gennemtænkt beslutning, da kommende generationer hænger på vores atomaffald og den uundgåelige udsivning fra det. Forhåbentlig kan der i løbet af de næste 100 år komme metoder til at omdanne de langlivede isotoper til kortlivede isotoper (300 år og derunder).

Men at der tilsyneladende ingenting sker, og at der fortsat intet meldes ud – bortset fra en hjemmeside i nyt layout – giver anledning til bekymring. Er der en skjult dagsorden? Skal der luskes noget igennem? Ministeriet har for nylig svaret, at man påtænker at oprette et kontaktforum med forskellige interessenter. Men et kontaktforum blev lovet allerede i beslutningsgrundlaget 2008, uden at det er oprettet. Kan man så tro på det nu? Og hvad med inddragelse af udenlandske eksperter jf. beslutningsgrundlaget?

Borgerinddragelse har været helt fraværende. Sundhedsministeriet argumenterede med, at en hjemmeside med link til rapporter og lovbefalede høringer i forbindelse med miljøvurderingen er borgerinddragelse. Men de tider er forbi, hvor borgerinddragelse er pyntevedhæng. Det vidner bl.a. Aarhus-konventionen og EU-direktivet af 19. juli 2011 om ansvarlig atomaffaldshåndtering om. DD og Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) ved det godt. De har deltaget i møder om atomaffaldshåndtering og borgerinddragelse (Amsterdam 2014 og Bruxelles 2015) uden at fortælle om møderne før eller bagefter.

Det teknisk-faglige aspekt i slutdepotplanen er blevet kritiseret i høringssvar fra Sverige, Tyskland og Polen. Den svenske strålesikkerhedsmyndighed skrev, at Danmark bør beskrive sammensætningen og indholdet af affaldet mere grundigt og også præsentere forskellige alternative udformninger af et slutdepot i mere tekniske detaljer. P.t. arbejdes der ikke med slutdepotplanen, mens mellemlagerløsningen studeres. Hvordan kan uddannelses- og forskningsministeren så præsentere en plan i 2017 for både mellemlager og slutdepot, som Folketinget skal vælge imellem, hvis slutdepotkonceptet fortsat er generisk og ligner legetøjsklodser, og man ikke har lyttet til kritikken fra Sverige og Tyskland? DD oplyser, at kritikken fra Öko-Institut er misforstået.

Det eneste opmuntrende i atomaffaldssagen er borgergruppernes ihærdige indsats for at sætte sig ind i atomaffald og slutdeponering og finde frem til et alternativt løsningsforslag som det hollandske mellemlager Covra, hvor man kan holde øje med affaldet frem for at grave det ned og glemme det. Også de fem borgmestre og deres embedsmænd har brugt mange timer på at sætte sig ind i sagen og argumentere imod en overfladisk og uigennemsigtig slutdepotplan, der ikke i tilstrækkelig grad beskytter mennesker og miljø mod radioaktive og giftige stoffer nu og i titusinder af år frem.

Det Danske Center for Miljøvurdering opfordrede i 2013 til at få borgerne med. Og i 2014 understregede centret efter en spørgeskemaundersøgelse blandt 767 borgere betydningen af, at borgernes tillid til myndighederne genoprettes.

Borgere uden for de fem udpegede kommuner bør også interessere sig for atomaffaldssagen, da den er et skrækeksempel på myndigheders manglende faglighed og forståelse for og vilje til borgerinddragelse.