Man kan faktisk leve med kræft

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kræftforskningen og kræftbehandlingen har gennem de seneste år gennemgået en rivende, ja, næsten eksplosiv, udvikling. Det gælder såvel kirurgiske indgreb og som stråle- og kemobehandling samt nye, ofte eksperimentale behandlingsformer. Kræftformer, som tidligere ikke kunne behandles, kan nu behandles – og i mange tilfælde med et positivt resultat. Herudover har diverse kræftpakker medvirket til, at overlevelseschancerne for de fleste kræftformer er forbedret markant. I dag overlever ca. 50 pct. af alle således kræften – naturligvis varierende, efter hvilken kræftform der er tale om.

Ikke desto mindre er en kræftdiagnose en alvorlig sag og for mange desværre den alvorligste – jo ikke mindst, hvis beskeden er, at der er tale om en uhelbredelig kræftsygdom. Men afgørende er, hvordan man selv reagerer, og at man hele tiden lever som et menneske og ikke blot bliver en patient, hvis eneste eksistens er en sygejournal. I mit eget sygdomsforløb kan jeg se, at selv meget komplicerede forhold kan vendes positivt, og at det danske sundhedsvæsen og kræftbehandling er helt i top – uanset hvilke kritikpunkter, man vil kunne finde. Man kan faktisk leve med kræft. Og så hjælper det også, hvis man bevarer sin humoristiske sans.

I slutningen af april 2013 fik jeg konstateret en kræftsvulst i tarmen. Beskeden var i første omgang, at der nok var tale om en godartet svulst, der forholdsvis let kunne fjernes ved et kirurgisk indgreb. Men efter den første scanning viste det sig, at der desværre var tale om en meget alvorlig sag. Hele leveren var således fuldstændig gennemtæret af metastaser, og beskeden fra lægerne på Hvidovre Hospital var derfor, at chancerne for, at det kunne behandles måtte anses var meget små – eller som der står i journalen, at man har informeret mig om, »at det ikke er så sandsynligt, at man vil kunne opnå fuldstændig tumorsvind og dermed kurativt indgreb«.

Jeg blev derfor overført til viderebehandling på Rigshospitalet, men fik at vide,at jeg nok måtte indstille mig på, at man nok kun kunne holde mig i live en to til fire år!

Det var jo unægtelig noget af en besked at få – men på en underlig måde også noget, som det var noget svært at forholde sig til. Det er mærkeligt at tænke over, hvordan man skulle reagere på det. Min reaktion var vel nærmest: Nå – hvorefter jeg tog på arbejde, som om intet var sket.

Jeg kom herefter til den første lægekonsultation på Rigshospitalets kræftafdeling. Her var beskeden: Ja, ja, lad os nu lige se – der er jo sket meget inden for kemobehandlingen gennem de seneste tre år, så det var slet ikke sikkert, at det var så umuligt at behandle eller holde under kontrol.

Efter de første tre måneder i kemo – uden større bivirkninger af nogen art – viste det sig da også, at metastaserne var svundet til det halve. Herefter besluttede leverkirurgerne at gennemføre en såkaldt tofase-operation, hvor man først går ind og forsøger at fjerne metastaserne i den ene leverhalvdel og derefter snørrer den anden leverhalvdel til. Den behandlede leverdel vil herefter vokse, så man kan leve med den halve lever. Herefter går man så ind og fjerner den isolerede leverhalvdel. Men som kirurgerne også sagde: Havde det været for to år siden, ville de slet ikke have rørt ved det!

Den første operation blev gennemført i slutningen af september 2013. Diverse komplikationer udskød den sidste operation til lige før jul 2013. I alt syv ugers indlæggelse på Rigshospitalet.

Operationen gik godt – men desværre viste det sig, at der var fem-seks metastaser i den resterende leverdel, der havde overlevet. Jeg blev derfor sendt i kemo igen gennem hele 2014 – hele tiden med positivt respons og uden nævneværdige bivirkninger. Før jul 2014 konkluderede kirurgerne imidlertid, at det ikke var muligt at operere, da to af de resterende metastaser lå klods op af hovedblodåren i den resterende leverdel og at en operation derfor måtte anses for alt for risikabel.

Spørgsmålet var så, hvad der nu skulle ske. Skulle det bare være fornyet kemo, eller var der andre muligheder? Efter en del overvejelser besluttede man, at jeg skulle overføres til universitetshospitalet i Lund i Sverige til en såkaldt Sirt-behandling, der fortsat var på det eksperimentale stadium, men med gode resulater. Der er tale om, at man går ind og sprøjter radioaktive partikler direkte ind i leveren. De vil så angribe kræftcellerne, som herefter vil forsvinde. Desværre viste det sig uden nogen særlig effekt.

Så i marts 2015, tilbage til fornyet intensiv kemobehandling – igen uden nogen særlige bivirkninger. Efter de første tre måneder var beskeden, at der var sket markant positive forandringer, og fortsat uden at kræften havde bredt sig til andre organer eller dele af kroppen. Og efter de næste tre måneder var beskeden, at nu kunne man ikke måle metastaserne længere. De var nu helt udflydende. Og kirurgerne besluttede at gennemføre en operation for at fjerne det sidste i slutningen af november.

Dette sygdomsforløb kan nok virke som et forløb med mange udfordringer. Men også med en næsten mirakuløs udvikling. Jeg tror imidlertid ikke, at det er helt enestående, og man kan derfor spørge, hvad viser det om det at leve med kræft og det at være kræftpatient?

Det er naturligvis meget individuelt og afhængig af, hvilken kræftsygdom der er tale om. Men uanset hvad, så føler jeg mig overbevist om, at det er helt afgørende at bevare en positiv tilgang til tingene, at fortsætte med at leve livet som hidtil – så vidt muligt – og at være åben om sygdommen og dens forløb i forhold til familie og venner. Det gør det hele mere naturligt og meget lettere at håndtere for alle. Og så gælder det for alt i verden om at have fuld tillid til lægerne og det øvrige sundhedspersonale. De er alle ekstremt dygtige og ved jo, hvad de har med at gøre. Derfor skal man følge deres råd og anvisninger og ikke begynde at være sin egen bedrevidende behandler – det kan kun ende galt.

Jeg var som nævnt indlagt sammenlagt syv uger på Rigshospitalets leverkirurigiske afdeling – en på alle måder positiv oplevelse. At være overladt til de mest erfarne og dygtigste læger i landet og meget kompetente og omsorgsfulde sygeplejersker og andet sundhedspersonale. Det er utroligt, hvad de kan, og hvad de skal stå model til. Men som en af sygeplejerskerne sagde: »Som sygeplejerske skal du være udstyret med et vist kommando-gen, og det er der måske nogen, der ikke forstår«. Og kirurgerne, der bevæger sig på kanten af, hvad man kan som kamikazepiloter. Med en stærk faglig kompetence og en ekstrem ildhu kaster de sig ud i også noget, der ligner umulige projekter – og oftest med positivt resultat.

På kræftafdelingen – onkologisk afdeling – har jeg nu gået til behandling i ca. to et halvt år, og jeg tror, jeg har mødt alle de læger, de har. I hvert fald har det stort set været en ny hver gang. Men det er nu ikke så svært, når beskederne – som i mit tilfælde – som oftest har være positive – men risikoen er naturligvis, at de ikke behandler på patienten, men udelukkende fokuserer på journalen.

Der er folk, der på trods af lægernes anbefalinger vælger at sige nej til kemobehandling og i nogle tilfælde direkte advarer mod en sådan behandling. Det er i bedste fald direkte uansvarligt og må bygge på en række forestillinger om, hvor forfærdeligt det er at være i kemobehandling – forestillinger, der ikke nødvendigvis er korrekte.

Jeg har nu været i kemobehandling i ca. to år uden videre komplikationer. Jeg har ikke haft noget hårtab. Jeg kan spise og drikke normalt. Det almindelige velbefindende har ikke været påvirket. Jeg har genoprettet min vægt til normale. Så der har ikke været nogen videre negativ påvirkning. Som når folk siger til mig: Du ser vel nok godt ud. Så er mit svar: »Bare tag noget kemo – det er bedre end botox!«

Det er vigtigt, at man så vidt muligt fortsætter med at leve livet, som man hidtil har gjort. At man passer sit arbejde i den udstrækning, man kan. At man lever livet som menneske og ikke blot som patient. Der er dem, der reagerer på en kræftdiagnose ved at sige, at det giver et helt nyt perspektiv på livet, og at nu skal man til at leve det. Det må man da håbe, at de også har gjort før diagnosen. Man kan jo ikke leve, efter at man er død i morgen!

Livet som kræftpatient kan være svært for mange – også fordi kræft er så mange forskellige ting, og nogle former er mere agressive end andre. Nogle former er der gode behandlingsmuligheder for. Andre er der færre. Men uanset hvad, så er kræft en uhyggelig ledsager. Det kan man meget vel blive skræmt af – ikke mindst fordi de fleste kender pårørende eller venner, der har haft et alvorligt sygdomsforløb og er døde af kræften, ofte med stærke konsekvenser for de pårørende. Mange taler om kampen mod kræft, og at der er dem, der vinder, og dem, der taber. Det virker imidlertid noget forkert og direkte ufølsomt over for dem, der dør af kræften – og ikke mindst deres efterladte pårørende. Der er jo ikke tale om tabere, men om en sygdom, der kan have et forløb, der ikke kan kontrolleres eller behandles.

Man kan dø af kræft, men man kan også leve med kræft. Derfor ville det vel nok være forfriskede – og er jeg sikker på også opmuntrende for mange – om man i debatten om kræft – Knæk Cancer osv. – ikke blot fokuserede på de mange triste historier om dem, der er døde af kræft, men også på dem, der lever med kræft – i bedste velgående.

For som en sekvens fra tegneserien Radiserne viser, hvor Søren Bruun og hans hund Nuser sidder og kigger ud over vandet, og Søren Brun så siger: »En dag skal vi alle dø, Snoopy«, hvortil Nuser svarer: »Ja, men alle de andre dage skal vi det ikke!«