COP21 bliver ikke planetens redning

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

FN’s klimatopmøde i Paris er slået op som en mulighed for at redde planeten. Det er det absolut ikke. Som jeg viser i en ny peer-reviewet artikel, vil den aftale, der bliver indgået i Paris – hvis det overhovedet lykkes at komme til enighed – skære temperaturerne i 2100 med blot 0,05° Celsius. Stigningen i havniveauet vil blive reduceret med 1,3 centimeter.

Det lyder måske overraskende: Vi hører konstant om, hvordan alle lande har afgivet betydningsfulde løfter om at reducere CO2-udledningen – de såkaldte nationale klimaplaner (“Intended Nationally Determined Contributions” eller INDC’er). Ifølge FN’s klimachef, Christiana Figueres, »rummer INDC’erne muligheden for, at den forventede temperaturstigning vil blive begrænset til omkring 2,7º C i år 2100, hvilket på ingen måde er tilstrækkeligt, men som er meget mindre end de anslåede fire, fem eller flere graders opvarmning, som hidtil var forudsagt af mange.«

Figueres antyder, at Paris-aftalen vil skære næsten 2° C af opvarmningen, fra 4,5° til 2,7° .

Selv om hendes ord er valgt med omhu for at undgå at sige netop dette, er det ingen overraskelse, at det alligevel var det, de fleste hørte hende sige. Reduktionen består imidlertid næsten udelukkende af opdigtede tal og ønsketænkning.

Den forventede stigning på 4,5° er baseret på udledningen af næsten 10.000 gigatons (Gt eller milliarder tons) CO2 i dette århundrede med alle andre drivhusgasser omregnet, så de svarer til CO2. Men i virkeligheden er der ingen, der tror på dette tal.

Selv FN’s miljøprogram anslår, at vi fuldstændigt uden klimapolitikker ville udlede 7.750 Gt, hvilket kan føre til en stigning på 3,8° C. Så der er altså en ekstra stigning på 0,7° C, der er fri fantasi: Klimapolitikkerne kan ikke tage æren for at reducere den, for den ville aldrig finde sted.

For at holde temperaturstigningen på 2,7°,vil det kræve, at verden begrænser udledningen til omkring 4.700 Gt. For at leve op til Figueres’ løfte, skulle man altså forvente, at der med aftalen i Paris bliver lagt op til, at der vil blive skåret omkring 3.000 Gt. Det bliver der ikke.

Figueres’ egen organisation anslår, at den totale reduktion, der blev lovet fra 2016 til 2030, vil udgøre 29-33 Gt, dvs. 1 pct. af, hvad der skal til for at nå til 2,7°. Opnåelsen af de andre 99 pct. er baseret på den forhåbning, at mens der vil ske meget lidt fra 2016-2030, vil landene umiddelbart derefter træde til og begynde at skære drastisk ned på udledningen. Historien efterlader ingen anledning til at tro, at fremtiden vil udspille sig sådan.

Tilbage i 1997, da verden underskrev Kyoto-aftalen, forventede næsten alle, at den ville være det første skridt på vejen til gennemgribende emissionsnedskæringer.

Alligevel er de nedskæringer, man forestiller sig i Paris inden 2030, kun en tredjedel højere, end det, man lovede i Kyoto. Og Kyoto-traktaten, som ikke krævede nogen som helst handling fra udviklingslandene, blev genforhandlet gentagne gange til et punkt, hvor den overhovedet ikke krævede nogen nedskæringer. USA faldt fra og Canada, Rusland og Japan endte også med at opgive den.

Små 12 år senere blev vilde forventninger mødt med total fiasko på klimatopmødet i København i 2009.

Det er kun en anelse mindre langt ude at håbe på, at verdens lande ikke alene vil leve op til deres Paris-løfter i 2030, men at de også vil fortsætte disse nedskæringer gennem hele det 21. århundrede.

Det er trods alt langt fra det, regeringerne byder ind med. USA siger for eksempel uden omsvøb, at dets »mål gælder for et enkelt år: 2025«. Lad os alligevel antage, at de lande, der forsøger at skære ned på udledningerne, ikke blot vil flytte energiintensiv produktion til andre lande. (Under Kyoto-protokollen var det omkring 40 pct. af udledningerne, der blev omgået på denne måde, med hele EU’s reduktion opnået gennem mere import fra Kina.) Og lad os ydermere tro på, at hver eneste land vil holde hvert eneste af deres løfter.

Selv med disse fænomenale antagelser ville den samlede nedgang i temperaturen være en meget beskeden 0,17°.

En enkel model over stigningen i middelvandstanden afslører, at vi ville undgå måske 2,6 cm. Og selv om der faktisk ville blive skåret over 500 Gt af udledningerne, ville vi stadig være 2.500 Gt over Figueres’ løfte.

Mange miljøforkæmpere er forargede over min videnskabelige analyse, der viser, hvor lidt betydning Paris vil have. Deres vrede er overraskende, for det er ikke et svært regnestykke: Vi håber på 3.000 Gt, men forpligter os kun til 30 Gt, og historien tyder i høj grad på, at selv disse løfter sandsynligvis ikke vil blive holdt.

Men sammen med mange af de gamle kendinge inden for klimapolitik har forkæmperne investeret to årtier i at presse på for at få den Kyoto-København-Paris-proces, der indtil videre har leveret så lidt.

Ønsketænkning synes lettere end at erkende manglerne ved deres tilgang.

Ligesom vi så i Kyoto, er der mange, der argumenterer for, at landene langt vil overgå deres løfter i de kommende årtier.

USA har antydet, at det måske vil skære udledninger med 80 pct. i 2050. Men gennemsnittet af alle de mest fremtrædende energiøkonomiske modeller spår, at en sådan nedskæring ville koste over tusind milliarder i nutidens dollars om året med realistiske årlige omkostninger, der nærmer sig 2.500 mia. dollars.

På lignende vis har EU lovet at ville skære mindst 80 pct. i 2050. Igen løber de gennemsnitlige omkostninger, som anslået af syv modeller, op i 3.000-6.000 mia. euro om året – måske så meget som en fjerdedel af Europas bnp.

Sådanne omkostninger peger i retning af, at de foreslåede nedskæringer i betragtning af de nuværende teknologiske forventninger simpelthen ikke er andet end ønsketænkning.

Der er blevet gjort et stort nummer ud af Kinas løfte om, at dets udledninger vil toppe omkring 2030.

Jeg tog ikke dette løfte med i mine beregninger, siden det foreløbigt er lidet andet end politisk lefleri, idet det er mindst 15-20 år fra at have nogen indflydelse på virkeligheden.

Jeg medtog dog Kinas løfte om at skære omkring 2 Gt i 2030, hvilket vil koste omkring 200 mia. dollars om året.

Modeller viser, at det kunne ende med at koste Kina omkring 500-1.000 mia. i nutidens dollars hvert år indtil 2050, hvis de lader emissionsudledningerne toppe i 2030.

Da det er usandsynligt, at EU og USA vil skade sig selv økonomisk for at nå deres uofficielle mål efter 2030, kan man dårligt forestille sig, at Kina vil gøre det. Desuden er Kinas CO2-top ikke den hellige gral. Den vil kun reducere udledningerne med omkring 300 Gt eller lidt mindre end 0,1° C ved århundredets udgang.

Vores tilgang til klimaforandringer er ubrugelig. Paris-aftalen vil sandsynligvis koste verden mindst 1.000 mia. dollars om året, mens den kun vil give en lillebitte reduktion i temperaturer ved århundredets udgang.

Vi bør acceptere, at forsøg på at gøre fossile brændstoffer for dyre i brug aldrig vil fungere. I stedet bør vi gøre grøn energi så billig, at ingen kan modstå den.