Fodbolden kommer først
Det begrænser dansk fodbolds udviklingsmuligheder på den korte bane, at vi ikke kommer til EM. I kulissen bruges kræfterne på alt andet end at styrke sporten. Det forhindrer en visionær og sammenhængende udvikling på den lange bane.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Først et par ord om, hvorfor netop vi skriver denne kronik. Vi har alle fire indenfor forskellige områder – de sportslige, de strategiske og ledelsesmæssige og de kommercielle – opnået en vis indsigt i, hvordan topfodbold virker nationalt og internationalt. Vi har yderligere den fællesnævner, at vi ikke er afhængige af det danske fodboldsystem og heller ikke bliver det i nærmeste fremtid. Vi kan derfor ikke skubbes andre motiver i skoene end ét: At vi holder af dansk fodbold og gerne bidrager til en ambitiøs udvikling af den. Derfor denne kronik.
Tiden er inde til at samle alle gode kræfter, kompetencer og viden i den danske fodboldfamilie og skabe en vision for spillet.
Forestil dig nu to fodboldnationer. Den ene er en enhed. Forbund, klubber og spillere samarbejder åbent og tillidsfuldt for at styrke og udvikle fodbolden på alle niveauer. Man anerkender, at fodbold er et naturligt system med gensidigt afhængige niveauer. Så man sikrer, at udviklingen på et niveau ikke sker på bekostning af de andre. Ja, der er næsten tale om en familie, hvor medlemmerne ser bort fra egne kortsigtede behov.
Den anden fodboldnation er præget af store interne uenigheder, konflikter og magtkampe. Forbund, klubber og spillere indgår aftaler udenom hinanden, og én af parterne truer jævnligt med at forlade “familien”. Den herskende opfattelse er, at professionel fodbold er et nulsumsspil, hvor man kun kan blive stærkere selv på bekostning af de andre. Så man kæmper for uafhængighed, for at “blive herre i eget hus” og for at få den største bid af kagen selv. Ansvarsfølelsen for hele fodboldfamilien er væk.
Det har i en længere periode været let at placere dansk fodbold i den sidste kategori. Sammenhængskraften krakelerer, og det truer dansk fodbolds muligheder for at forløse ambitiøse sportslige, økonomiske og kommercielle potentialer. De vigtigste interessenter har tilsyneladende glemt, hvad der er deres eksistensberettigelse: at beskytte, styrke og udvikle dansk fodbold som ét sammenhængende system.
Billedet af dansk fodbold som et naturligt og sammenhængende system – et økosystem, om man vil – giver god mening. De enkelte niveauer er ikke kun forbundne, men også gensidigt afhængige. Når landsholdet spiller i Parken, så står det på skuldrene af hele fodboldfamilien: Velorganiserede klubber og turneringssystemer med dygtige ledere og trænere løfter spillerne videre, og de største talenter henter vigtige internationale erfaringer på DBU’s forskellige landshold. Samtidig siver midler tilbage ned gennem systemet og vander græsrodsfodbold og talentudvikling. En afgørende karakteristika i fodbold, i forhold til andre industrier, er den udtalte gensidige afhængighed. Man kan ikke save et træ over på midten og stadig plukke frugterne.
Lad os tage et hurtigt kig ud i Europa og identificere fællesnævnere hos de succesrige nationer. Hvad ligger bag de tyske verdensmestres fremgang på både klub- og landshold?
Og hvorfor konkurrerer mere sammenlignelige nationer som Schweiz og Belgien nu i den sjove ende? Deres veje er strategisk forskellige og præget af geografi, kultur og fodboldhistorie. Men de har stærke fællesnævnere.
En stærk fællesnævner er erkendelsen af, at fodbold kommer først. Udviklingen af kerneproduktet – spillet og spillerne – har højeste prioritet.
I Tyskland søsatte forbund og klubber i begyndelsen af 00’erne i tæt samarbejde nye sportslige og økonomiske strukturer. Klubberne skulle nu opfylde veldokumenterede og videnbaserede krav for at opnå licens.
En selvforstærkende opadgående spiral førte Tyskland tilbage til verdenstoppen. U17-landsholdetblev europamestre i 2009, U19 i 2008 og U21 i 2011. Som en naturlig følge spillede Die Nationalelf semifinaler ved både VM i 2010 og EM i 2012 og kronede fremgangen med VM-guld sidste år i Brasilien. I september mærkede vores eget U21-landshold afstanden til tysk fodbold lige nu. Bundesligaklubbernes internationale konkurreceevne vokser og trækker større og større kommercielle partnerskaber med sig.
Schweiz analyserede omkring årtusindeskiftet de sportslige processer og indførte nye strukturer og fokusområder. Siden er landet vokset fra kernen – fodbold. Ligaen forkastede i 2003 playoff-modellen og lavede en let forståelig lige ud-turnering. Det gennemsnitlige tilskuertal i den schweiziske Super League skød i vejret og har siden 2009 stabiliseret sig omkring 11.000. Lige nu placerer Schweiz sig som nr. 11 på Uefas rangliste.
Belgien investerede efter et sportsligt skuffende, men økonomisk godt EM i 2000 betydelige summer i talentudviklingen og bad et universitet om analyser for at sikre, at de nye veje var veldokumenterede og i overensstemmelse med nyeste viden. Det skabte en gylden generation af spillere, der løftede belgisk fodbold tilbage til verdenstoppen.
I konsekvens heraf fulgte fyldte stadioner, sponsorerne stod i kø, og salget af landsholdstrøjer rundede en halv million i forbindelse med sidste års VM. Der er vel ingen, der for alvor tror på, at Belgiens nuværende høje niveau er udløst af en uforståelig slutspilsmodel indført i 2009?
Kvaliteten af spillerne og spillet sammenholdt med restriktive krav til ansvarlig økonomisk ledelse af klubbene udløste i alle tre lande en kaskade af hensigtsmæssigheder: Bedre og billigere egenudviklede spillere løftede det sportslige niveau, stabiliserede klubbernes økonomi og styrkede den internationale konkurrenceevne.
Det er umuligt at opbygge en konkurrencedygtig fodboldnation og bæredygtige fodboldforretninger uden at udvikle spillet og et betydeligt antal topspillere selv. Det styrkede produkt har derefter potentiale til at fylde stadion og tiltrække sponsorer og kommercielle partnere. Men rækkefølgen er vigtig. Fodbold først.
Lidt retorisk kunne man spørge, hvor vores store internationale virksomheder i dag ville være uden en stærk hr-afdeling, der løbende udviklede kvalificerede medarbejdere.
Tysklands, Schweiz’ og Belgiens sejre er ikke et resultat af stolpe ind og tilfældigheder. De er frugterne af sportslige visioner understøttet af begavede strategier, hvor fodboldens parter handler sammen og sammenhængende om udvikling af fodboldspillet og spillerne, og derefter sideløbende opbygger fodboldforretningen på et stærkt sportsligt fundament.
En anden stærk fællesnævner er accepten af gensidig afhængighed mellem forbund og liga. Der er ikke tale om autonome interessenter, der udvikler sig i uafhængige siloer. Der er klare rollefordelinger og ansvarsområder, men kun på betingelse af en stærk kobling og integration med det øvrige fodboldsystem.
England er det gode eksempel på det modsatte. Eksorbitante tv-aftaler tillader klubberne at gå enegang. Men på trods af overlegne økonomiske ressourcer har Premier League-klubberne paradoksalt nok aldrig klaret sig dårligere i Europa og risikerer at miste den fjerde Champions League-plads. Unge engelske spillere får meget lidt spilletid, og det engelske landshold underpræsterer konsekvent ved slutrunder. Kerneproduktet, fodbolden, lider.
Vores argumentation burde være gået op for de fleste nu. Opsplitning og usammenhængende siloudvikling af dansk fodbold er en vildfarelse. Hvis nogen tror, at dansk fodbold kan udvikle konkurrenceevnen i et stadigt mere kompetitivt Fodboldeuropa uden at udvikle fodbolden først, uden at samarbejde som en enhed og uden strategisk sammenhæng, savner det dokumentation.
Tiden er inde til at samle alle gode kræfter, kompetencer og viden i den danske fodboldfamilie og skabe en vision for spillet og en stærk platform for et fælles videnbaseret afsæt mod fremtiden. Sammen kan vi realisere dansk fodbolds fulde sportslige, samfundsmæssige, økonomiske og kommercielle potentiale. Som Richard Møller Nielsen sagde: »Hvis vi lever i en verden, hvor 2+2 altid er 4, har vi ikke en chance!«