En æra slutter

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Kun få timer gik der efter Morten Olsens meddelelse om, at han stopper i sit embede, før debatten, spekulationerne og nyhederne om den næste landstræner bemægtigede sig den danske sportsverdens dagsorden. Det største danske fodboldnavn, Michael Laudrup, bliver det ikke, men derimod den 62-årige nordmand Åge Hareide, konstaterede eller vurderede de fleste medier. Endnu er intet officielt bekræftet; Dansk Boldspil-Union (DBU) meddelte tværtimod, at der stadig er et felt på tre-fire kandidater. Det siger en del om jobbet som landstræner i Danmark, at kandidaternes egnethed lægges ud til internetafstemning, uden at deres kandidatur, endsige deres underskrift på kontrakten, er bekræftet.

Selv om landsholdsfodbolden er under pres af et øget udbud af klubfodbold og i øvrigt en vigende lyst i samme klubber til helhedstænkning på dansk fodbolds vegne, er landstrænerposten en afgørende institution i dansk fodbold. Symbolværdien af, hvem man stiller i spidsen for fodboldlandsholdet, hvilken profil vedkommende har fodboldfagligt og personligt, kan ikke overvurderes.

Med ansættelsen af en ny landstræner slår DBU tonen an til symfonien, til fortællingen, om det vigtigste danske sportshold, der i sin natur skal virke samlende og i sin bedste udgave bidrager til sammenhængskraften og bygger bro gennem fodboldens universelle fælles sprog. Derfor skal en landstræner ikke kun, men også, skaffe resultater. En landstræner skal være et fyrtårn i det danske fodboldlandskab, han skal inspirere debatten og bære visionerne for fodbolden i fremtiden.

Hvad det angår, bliver der en betydelig arv at løfte efter Morten Olsen, der nok ikke var påfaldende folkelig i sit udtryk, men i fodboldverdenen stod og står der enorm respekt for Morten Olsens passion og faglighed. Når Morten Olsen talte, lyttede man. Hvad angår resultaterne, oplevede Morten Olsen en nedadgående tendens: I perioden 2000-2004 vandt landsholdet 56 pct. af kampene, i perioden 2005-2010 39 pct., og i perioden 2011-2015 var sejrsfrekvensen dalet til 39 pct. Naturligvis er resultaterne også afhængige af spillernes kvalitet i de pågældende perioder, men ikke desto mindre underbygger statistikken, at Morten Olsen havde gjort i hvert fald sig selv en tjeneste ved at stoppe tidligere. I så fald ville hans eftermæle stå lysende klart som en af de største landstrænere; nu påvirkes det negativt af de seneste års svingende resultater og i særlig grad af den pauvre indsats i den seneste kvalifikationsturnering. Morten Olsen var som landstræner længe kendetegnet af en evne til at få bedre resultater, end spillernes kvalitet berettigede til. Så meget desto mere paradoksalt, at det hele slutter med modsat fortegn og et landshold i sin værste forfatning længe.

Med Morten Olsens farvel er den sidste hovedperson fra ”det gamle DBU” afmønstret. DBU forsøger med en ny ledelse at strømline unionen efter mere moderne managementprincipper. Direktør Claus Bretton-Meyer handler nok på et klart mandat i forandringsprocessen, men det virker, som om processen lider under en udtalt mangel på forståelse for DBU som dybt politisk organisation og interessenter med stærkt modsatrettede interesser. Det giver sig udslag i ulmende konflikter, som man kommer til at høre mere om, mellem DBU, Foreningen af Lokalunioner i Danmark og Divisionsforeningen, der repræsenterer de professionelle klubber. Tiden efter Morten Olsen byder på store udfordringer for dansk fodbold.