Fortiden spøger i amerikansk valgkamp

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

George Herbert Walker Bush var USA’s præsident i en enkelt, men afgørende periode i verdenshistorien. Aktuelle brydninger i det republikanske parti har henledt opmærksomheden på, hvor god en præsident han egentlig var – og rejst tvivl om sønnen Jeb Bushs chancer for at vinde nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat.

Den seneste debat mellem de republikanske politikere, der prøver at vinde nomineringen som partiets præsidentkandidat ved næste års valg, bragte ikke afklaring på spørgsmålet, som i stigende grad optager partiets kernetropper. Kommer det, efterhånden som primærvalgene nærmer sig målstregen, til at handle om en kamp mellem Marco Rubio og Jeb Bush – og vil Rubio gå af med sejren?

Det er i sig selv en ekstraordinær udvikling. Jeb Bush lagde ud med en klar føring og en bugnende pengetank. For bare seks måneder siden blev det betragtet som uafvendeligt, at han som repræsentant for tredje generation af USA’s mest magtfulde politiske dynasti var selvskreven til at blive nomineret. At hans relativt ukendte modstander – og tidligere protegé, i øvrigt, de er begge fra Florida – skulle kunne slå ham, var utænkeligt.

Der er flere forklaringer, men en af dem er, at Jeb Bush jages af fortidens spøgelser og har haft svært ved at vriste sig ud det, som mange mente var hans styrke – familiens støtte og solide republikanske akkreditiver. En ny biografi om det ældste medlem af dynastiet, George Herbert Walker Bush, har gjort det lysende klart, at det alene gælder Bush senior, mens broderen George W. Bushs indsats og eftermæle er en belastning for Jeb Bush. Problemets kerne skal findes i den årelange konflikt mellem moderate konservative og nykonservative i det republikanske parti.

George H.W. Bush var De Forende Staters præsident fra 1988 til 1992. Han gik sejrrig ud af den første Golfkri og spillede en afgørende rolle for Tysklands fredelige genforening uden at stjæle billedet fra Helmut Kohl.

Alligevel forsvandt han umiddelbart efter sin afgang fra den politiske radarskærm og huskedes i mange år ikke for meget andet, end at han hævede skatterne efter at have lovet det modsatte. Ligesom det er lykkedes Tea Party-bevægelsen at portrættere Ronald Reagan, som en præsident, der aldrig hævede skatterne og sikrede balance på statsbudgettet – han gjorde det modsatte – har de med hjernekirurgens sikkerhed forsøgt at slette enhver erindring om, at Bush senior i sin regeringsperiode med held modstod presset fra nationalistiske og nykonservative kræfter. Efter sønnens overtagelse af præsidentembedet i 2000 måtte Bush senior tilmed se sine gamle modstandere gennemtrumfe deres dagsorden og i forløbet lede USA ind i en katastrofalt dårligt eksekveret krig i Irak. Det har han længe været temmelig sur over – og nu har han sat ord på sin vrede med vendinger, der er som hentet ud af en sportsbar i Texas.

Debatten mellem de republikanske høge og duer begyndte stort set samtidig med, at Bush senior en januardag i 1989 med hånden på biblen og overvåget af højesteretsdommer Rehnquists ørneblik højt og helligt lovede at ville udføre sin præsidentgerning og efter bedste evne bevare, beskytte og forsvare De Forenede Staters forfatning. Det havde et par tidligere republikanske præsidenter haft visse problemer med, men med vidt forskellige konsekvenser.

I begyndelsen af 1970’erne kostede Watergate-skandalen Richard Nixon både embedet og omdømmet og ledte til demokraten Jimmy Carters overtagelse af magten. Den varede imidlertid kun fire år, så sikrede Ronald Reagans glade morgenløfte til amerikanerne om en ny og gylden fremtid Republikanerne otte år ved magten, og det kunne selv en Iran-Contra skandale, der i bund og grund var lige så forfatningsstridig som Watergate-indbruddet, ikke lave om på.

I Reagans to perioder ved magten havde Reagan tre relativt svage sikkerhedspolitiske rådgivere, men en stærk og pragmatisk udenrigsminister i George P. Shultz, en stærk forsvarsminister i Caspar Weinberger og, ikke at forglemme, en loyal vicepræsident i George Herbert Walker Bush. Med dem ved sin side gennemførte Reagan den tit dybt risikable nedrustningsdialog med den sovjetiske reformator Mikhail Gorbatjov, der endte med at lægge grunden til Murens fald og Sovjet-imperiets opløsning.

Det gav selvfølgelig USA – efterladt som den eneste globale supermagt – en enorm selvtillid og tro på sine egne og helt exceptionelle evner til at forme verden med sig selv som forbillede. Det interessante, men glemte forhold er, at Bush seniors håndtering af overgangsperioden fra 1992 til 1996 på en gang var enestående diskret og særdeles effektiv. Ikke just karakteristisk for amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

George Bush senior vandt præsidentembedet, netop som USA var i færd med at besegle sejren i Den Kolde Krig og finde sin rolle i en ny verdensorden. Hans udenrigsminister var James Baker, hans sikkerhedspolitiske rådgiver Brent Scowcroft og hans forsvarsminister Dick Cheney – som dog på det tidspunkt var opvejet af en moderat Vietnam-veteran som generalstabschef, Colin Powell. I november 1989, 10 måneder efter hans magtovertagelse, faldt Muren. Få uger senere var Warzawapagten opløst, og Jerntæppet, som siden Anden Verdenskrig havde delt Europa, hævet.

Forhandlingerne om Tysklands genforening gik øjeblikkelig i gang. Tysklands gamle arvefjender Storbritannien og Frankrig lod sig overtale til at acceptere det. Polen fik til gengæld lov til at beholde de annekterede områder langs Oder-Neisse-floden, og da Sovjetunionen gav afkald på alle rettigheder i Tyskland, var vejen banet for landets medlemskab af Nato og en tysk separatfred med USA, Sovjetunionen og Storbritannien. Der er ingen tvivl om, at dette forløb og det efterfølgende sovjetiske sammenbrud kunne være endt galt, og set retrospektivt er det klart, at Bush seniors forsigtige og tilbageholdende diplomati spillede en vigtig rolle i bestræbelserne på at undgå det.

Karakteristisk for hans diplomati var, at hans gentagne nej til opfordringer om at besøge den knuste mur i Berlin blev givet med den begrundelse, at han hverken ønskede at danse på det sovjetiske imperiums grav eller hijacke dette monumentale øjeblik i Tysklands efterkrigshistorie. Skelsættende i perioden var også Iraks besættelse af Kuwait i august 1990 og de efterfølgende operationer ”Desert Shield” og ”Desert Storm”, som drev Saddams besættelsesstyrke ud af Kuwait.

Det var til gengæld i denne krigs eftervirkninger, at de første tegn på uenigheder mellem Bush, Scowcroft, Baker og Colin Powell på den ene side og Cheney og Wolfowitz på den anden begyndte at dukke op. Mest markant var Cheneys og Wolfowitz’ forsøg på at få Bush senior til at rykke videre frem og erobre Bagdad efter befrielsen af Kuwait i 1991. Var de amerikanske kampvogne begyndt at rulle op mod Bagdad, ville det have været en overtrædelse af det FN-mandat, som Bush og Baker så omhyggeligt havde strikket sammen og fået vedtaget. Det hensyn så Cheney og Wolfowitz stort på, fordi de nærede et brændende ønske om at fjerne Saddam Hussein og var stærkt påvirkede af idéerne om demokratieksport. Med Colin Powells berømte advarsel – »Hvis du invaderer Irak, ejer du det« – rungende i ørerne, sagde Bush nej. Det slap han godt fra. Cheney, Wolfowitz med Donald Rumsfeld i kulissen havde tabt slaget, men der skulle vise sig at være tid til at vinde et nyt. Deres øjeblik kom, da de efter 9/11 overtalte den nye Bush i præsidentembedet, George W., til at invadere Irak på grundlag af forkerte efterretningsoplysninger om masseødelæggelsesvåben og lede en af de dårligst udførte militære operationer Pentagon i mands minde.

”Destiny and Power”, forfatteren og journalisten Jon Meachams nyligt udkomne biografi om Bush senior, har skabt overskrifter, fordi Bush senior lægger skylden for alt det, der gik galt i sønnens præsidentperiode, på ”stålrøven” Dick Cheney og den ”arrogante” forsvarsminister Donald Rumsfeld.

Den muligvis uforudsete konsekvens er, at Jeb Bushs kampagne er blevet blandet godt og grundigt op i striden. Hans forsøg på at relancere en i forvejen vaklende kampagne under slagordet ”Jeb ordner det” er hurtigt kommet i vanskeligheder. Efter adskillige forsøg er han stadig ikke i stand til at give et effektivt svar på spørgsmål om broderens håndtering af Irak-krigen, og under tv-debatterne har han lejlighedsvis vist sig overraskende uartikuleret om en række andre spørgsmål.

Problemet er, at når amerikanerne læser hans nye slagord, bliver ”Jeb” til ”Bush”, og ham har de længe været overbevist om ikke kan ordne noget som helst. Man kan selvfølglig teoretisk forestille sig, at den Bush, Jeb bliver identificeret med blandt vælgerne, ender med at blive faderen, ikke broderen – men det er nok for sent. George Herbert Walker Bush er 91 år – og Jeb Bush er ingen George Herbert Walker Bush.