En skinger besyngelse af ytringsfrihed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Redaktør Flemming Rose har skrevet bogen ”Hymne til friheden” i anledning af tiåret for tegning-krisen. Man kan sige mange positive ting om bogen, men det vil jeg ikke gøre i denne kronik, som udelukkende beskæftiger sig med huller i bogens argumentation. De er nemlig store og principielle og resultatet er en bog, der er usammenhængende og verdensfjern.

Forfatteren taler dunder imod enhver juridisk begrænsning i ytringsfriheden, også dem, der indføres i en god sags tjeneste. Kun direkte tilskyndelser til vold bør være strafbare, lyder synspunktet, der gentages med små variationer bogen igennem.

Desværre giver han aldrig nogen begrundelse for, at lige netop opfordring til vold bør undtages fra ytringsfriheden. Den hurtige læser vil måske mene, at det heller ikke burde være nødvendigt, da svaret giver sig selv: Hvis man opfordrer til vold, så risikerer man, at nogen følger opfordringen.

Det er et meget fornuftigt synspunkt, men det er ikke Flemming Roses. Igennem hele bogen opfordrer han tværtimod læseren til skelne skarpt mellem ytringer og handlinger. Den, der udfører en handling, kunne altid vælge at lade være. Det følger af det liberale menneskesyn, hvor den enkelte selv er ansvarlig for sine handlinger og for at trække grænsen mellem rigtigt og forkert.

Det er naturligvis heller ikke noget argument for forbud, at de fleste af os afskyr vold af et godt hjerte. De fleste af os afskyr sikkert en hel del, som vi ikke af den grund vil kræve forbud imod.

Endelig kan vi ikke nøjes med at forbyde opfordring til vold, fordi det truer andres ytringsfrihed. Vold er jo langt fra den eneste trussel mod muligheden for at tale og tegne frit. Man kan f.eks. true folk på brødet eller deres sociale anseelse. Hvis det var argumentet, burde Roses konklusion være, at vi (alene) skal forbyde ytringer, der gør andre bange for at sige deres mening. Det er som sagt heller ikke, hvad han skriver.

Hvis man skal overveje sagen nærmere, kan man begynde med at spørge, om tilskyndelser til vold altid bør være strafbare. De fleste vil nok mene, at f.eks., opfordringer til buksevand i frikvarteret ikke bør være en sag for politi eller domstole. Hvis man opfordrer en kollega til f.eks. at give konen et par på kassen, bliver man heller ikke straffet. Det gør kun hustruvoldsmanden selv – i fuld overensstemmelse med Roses liberale doktrin.

Opfordrer man til at dræbe jøderne, rammer man kernen i straffeloven. Opfordrer man derimod til at dræbe jyderne, er sagen mindre oplagt. Det første udsagn må tages dybt alvorligt af historiske og meget aktuelle grunde. Det andet vil i de fleste tilfælde blive opfattet som en – dårlig – spøg, som man ikke ulejliger retsvæsnet med.

Til gengæld kan en ytring sagtens være strafværdig, uden at der er tale om en direkte opfordring til vold. Giver man eksempelvis udtryk for det synspunkt, at det af og til kan være nødvendigt brænde byens synagoger af, bør man kunne straffes for det, selv om man ikke direkte opfordrer til brandstiftelse. Man kan også komme galt af sted med at opfordre til fredsforstyrrelser, der ikke er voldelige. Hvis man f.eks. agiterer for at stoppe trafikken på Viby Ringvej og derved udløser et trafikkaos, får man problemer med ordensbekendtgørelsen, hvis ikke ligefrem straffeloven.

Det er med andre ord svært at argumentere for, at opfordring til vold er eller bør være den eneste undtagelse fra ytringsfriheden. Rose argumenter da heller ikke for synspunktet. Han gentager det bare.

Argumentationsproblemet skyldes, at hans udgangspunkt er for snævert. Forbuddet mod at opfordre til politisk vold bygger på et demokratisk hensyn, der er bredere end hensynet til ytringsfriheden. Sagen er i korthed, at vi lever i et demokratisk retssamfund, og det vil vi gerne fortsætte med. Til dette hører, at vi har overladt voldsudøvelsen til demokratisk kontrollerede myndigheder, der til gengæld forsvarer os mod trusler og overgreb.

Jøder (og jyder) skal ikke finde sig i overgreb. Trues de, er det en trussel mod hele samfundets orden og en sag for myndighederne. I modsat fald måtte jyderne jo selv tage sig til rette og forsvare sig imod truslerne. Så har vi jungleloven og Afghanistan om igen, hvor den stærkestes ret gælder, og retssamfundet er afskaffet.

Under den slags forhold passer man godt på, hvad man siger. Man taber med andre ord ytringsfrihed, men det er ikke den eneste ulykke. Man mister også sikkerheden, rettighederne og muligheden for at påvirke rammen om det fælles liv.

Junglens ytringsfrihed består i, at hver råber det, han tør, fra hver sin trætop. Retssamfundets ytringsfrihed er derimod en del af en samlet pakke, der også indeholder demokrati og statslig beskyttelse af borgerne og andre vigtige frihedsrettigheder. Ytringsfriheden har ikke og bør heller ikke have en særlig ophøjet status i forhold til resten af pakken. Opgaven er derimod, i teori og navnlig i praksis, at få pakkens enkelte elementer til at spille sammen.

Ytringsfriheden er altså ikke alene et mål i sig selv. Den er også et middel til at understøtte demokratiet og sikringen af borgerne og omvendt. Den bør praktiseres på en måde, der ikke underminerer den demokratiske retsstat, herunder dens beskyttelse af jøder og jyder. Det er lige præcis derfor, at det er misbrug af ytringsfrihed at opfordre til vold, også selv om det sker indirekte. Men nøjagtigt det samme gælder eksempelvis for udtalelser, der diskriminerer eller lægger op til diskrimination – som når sorte omtales som dyr eller ”de vantro” som hunde.

Misbrug af ytringsfriheden skal ikke pr. definition forbydes endsige straffes. I de fleste tilfælde kan vi nøjes med at ryste på hovedet og håbe på, at PET holder øje med ekstremisterne og griber ind, før de bliver et reelt problem.

Problemet opstår, når nogle føler sig nødsaget til at forsvare sig med udemokratiske metoder for at sikre respekt om deres rettigheder og det, som de holder helligt. For det er her, selvtægten og opløsningen af den demokratiske retsstat begynder.

Derfor kan samfundet i disse tilfælde ikke nøjes med at forfølge ekstremisterne, det skal også forebygge og isolere ekstremismen. Det indebærer, at mindretal må forsvares mod krænkelser med alle retsstatens midler, hvortil fornuften jo også hører. Man skal gribe til forbud og straf, når krænkelserne er alvorlige nok og det i øvrigt er klogt. I nogle tilfælde kan retsforfølgelse – som Rose også pointerer – være ineffektiv eller virke imod hensigten. Spørgsmålet er praktisk og konkret, ikke principielt.

Det ville på den baggrund have været velgørende, hvis Flemming Rose – frem for endnu en skinger besyngelse af ytringsfriheden – havde brugt sit gode hoved til at overveje f.eks. følgende spørgsmål:

Hvordan bør vi praktisere vores ytringsfrihed, så også vores voksende muslimske mindretal føler sig respekteret og beskyttet? Hvordan understøtter vi bedst denne praksis med lovgivning, politisk signalgivning, redaktionel omtanke osv? Er det virkelig rettidig omhu at ophæve blasfemiparagraffen? Gavner vi det offentlige rum, som alle skal føle sig velkomne i, ved at insistere på retten til at bespotte muslimernes profet?

10-årsdagen var en oplagt anledning til at tænke dette igennem, og ingen er nærmere til det end Flemming Rose. Jeg påstår ikke, at han er skyld i alle de ulykker, som tegningkrisen udløste, ligesom jeg heller ikke bebrejder Hitlers mor for Anden Verdenskrig. Men jeg synes, at han skylder os en grundigere overvejelse af de udfordringer til den demokratiske retsstat, som han uforvarende var med til at slippe ind i verden.