Læs forordet til Flemming Roses nye bog: "Hymne til friheden"

10 år efter

En decemberdag 2014 havde jeg i en kantinekø i JP/Politi­kens Hus på Rådhuspladsen i København en løs snak med min redaktør, forlagschef Kim Hundevadt.

Vi talte om en mulig genudgivelse af Tavshedens tyranni, en bog om ytrings­frihed og vilkårene for, hvordan vi lever sammen i multi­kulturelle samfund, og samtidig min personlige beretning om det dramatiske forløb, der fulgte, efter at jeg som kultur­redaktør på Jyllands-Posten den 30. september 2005 havde valgt at offentliggøre 12 tegninger af profeten Muhammed.

Især en, Kurt Westergaards tegning af profeten med en bombe i turbanen, havde vakt enorm opmærksomhed og havde fået muslimer i flere lande til at reagere med voldelige protester og boykot af danske varer.

Kim og jeg talte om, at en opdateret udgave af bogen, som netop var udgivet i en engelsksproget version, burde udkomme umiddelbart for tiåret for offentliggørelsen - alt­så i september 2015.

Vores tanke var, at der i de forgangne fem år havde været flere begivenheder i Danmark og omver­denen, som tilføjede debatten nye elementer: Det Arabiske Forår og de efterfølgende krige, etniske og religiøse konflik­ter i Mellemøsten, krænkelsesfundamentalismens absurde manifestationer i USA, postyret om Yahya Hassans første digtsamling, racismedommen til den iranskfødte kunst­ner Firoozeh Bazrafkan, mordforsøget mod islamkritikeren Lars Hedegaard, den forhenværende imam Ahmed Akka­ris opgør med sin rolle som islamisternes talsmand under Muhammedkrisen og fængslingen af den svenske kunst­ner Dan Park og hærværk imod et københavnsk galleri, der planlagde en udstilling af hans omstridte billeder.

Jeg havde i en årrække holdt mig ude af debatten. Dels fordi jeg i ”Tavshedens tyranni” havde formuleret, hvad jeg hav­de på hjerte om ytringsfrihed i globaliseringens tid, dels fordi jeg gerne ville videre med mit liv. Jeg kunne imidlertid godt se det relevante i at tage et frisk blik på de seneste års udvikling.

Så kom angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015. Volden og truslerne blev igen en del af mit liv, som jeg måtte forholde mig til.

En måned senere kom terroren til min egen by: en 22-årig muslim, født og opvokset i Danmark og med palæsti­nensisk baggrund, angreb lørdag den 14. februar et offentligt debatmøde om blasfemi og kunst, hvor han dræbte en til­fældig deltager, hvorpå han sent samme aften skød en dansk jøde, som under en bar mitzvah stod vagt foran synagogen i København. Gerningsmandens motivation og udførelsen af angrebene mindede om det i Paris.

Så valgte jeg at genindtræde i debatten. Jeg mente, at jeg havde en særlig udkigspost. Jeg havde oplevet Muham­medkrisen indefra og havde desuden brugt tid og kræfter på at sætte mig ind i teori og praksis bag den globale debat om ytringsfrihed.

Midt i dette turbulente forløb kom Kim tilbage med et al­ternativt forslag: Hvorfor ikke skrive en helt ny bog, der per­spektiverer de seneste års debat om ytringsfrihed i lyset af de voldsomme begivenheder i Frankrig og Danmark? Hvor står debatten nu, hvor er den på vej hen, hvad har forandret sig?

Efter at have tygget lidt på forslaget sagde jeg ja. Til at begynde med overvejede jeg at skrive en bog, der placere­de de seneste års tilbageslag og landvindinger i debatten om ytringsfrihed på en vægtskål for derpå at komme med et bud på, om det alt i alt gik den ene eller anden vej. Den ide op­gav jeg hurtigt. Jeg havde lyst til at slå et slag for friheden, fordi det forekom mig, at den var i bad standing.

Ved første øjekast kan man få det indtryk, at ytringsfrihe­den eller friheden i bredere forstand trives i bedste velgåen­de. Ordet ’ytringsfrihed’ vækker positive associationer hos de fleste, tidligere tiders statsdirigerede censur er forsvundet, og kun de mest ekstreme røster fordømmer uden omsvøb fri­heden. Det gælder både i Danmark, Europa og Vesten i al­mindelighed.

Men når skåltalerne er overstået og glassene tømt, er der alligevel grund til at spørge, hvor godt det egentlig står til. Ja, fire millioner mennesker gik på gaden i protest mod an­grebet på Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris. Ja, titusinder mødte op til en demonstration ved Krudttønden efter angrebene på debatmødet og synagogen i København. Men jeg er ikke sikker på, at de folkerige manifestationer for flertallets vedkommende var en støtte til ytringsfriheden. De var først og fremmest spontane reaktioner på chokket og forfærdelsen over drabene.

Det viste sig snart, at opbakningen til redaktører og medarbejdere på Charlie Hebdo ikke var så entydig. Hav­de de ikke selv bedt om det med deres kompromisløse linje? Var der nu også en grund til at krænke muslimers følelser, når deres profet betød så meget for dem?

I Frankrig tog regeringen initiativ til at begrænse ytrings­friheden yderligere. Det samme har vi set i Storbritannien og andre europæiske lande. I ugen efter massakren pa Char­lie Hebdo fik mange franskmænd et chok, da det viste sig, at adskillige skoleelever med muslimsk baggrund nægtede at deltage i en mindehøjtidelighed for ofrene, men derimod hyldede gerningsmændene.

Ifølge avisen Le Figaro blev 54 mennesker arresteret for offentligt at have bifaldet angre­bet på Charlie Hebdo. Mindst 12 blev dømt. På den ene side har man således skærpet lovgivning og strafferamme for glorificering eller billigelse af terror. Pa den anden ønsker man at slå hårdere ned på såkaldt hadefuld tale. Det bety­der, at ytringsfriheden er under pres fra flere sider.

Danmark har valgt at bevare sin blasfemilov, og antallet af sigtelser og domme for billigelse af terror er stigende, mens politikere fra flere partier har krævet det islamistiske parti Hizb-ut-Tahrir forbudt. Alle steder er tiltagene drevet af et ønske om at sik­re den sociale fred.

Det er selvfølgelig prisværdigt, men bag bestræbelserne skjuler der sig efter min opfattelse et misfor­stået syn på ytringsfriheden og dens grænser i et multikultu­relt demokrati. Politikere, interessegrupper og indflydelsesri­ge meningsmagere er overbeviste om, at man er nødt til at skærpe de eksisterende begrænsninger på ytringsfriheden i takt med, at Europa får en større etnisk, religiøs og kulturel mangfoldighed. Det er, mener de, den eneste måde, hvorpå man kan sikre freden.

Bag den opfattelse gemmer der sig en dyb mistillid til friheden og dens potentiale. Friheden må derfor doseres og ledsages af det ene forbehold efter det andet. Jeg går ind for ytringsfrihed, men ... Mærkeligt nok er der ingen, der tager tilsvarende forbehold, når de siger: Jeg er imod racisme, men... Jeg går ind for ligeløn til kvinder, men ... Jeg er imod vold, men ... Jeg er tilhænger af demokrati, men ...

Mange tilhængere af den voksende kulturelle, etniske og religiøse mangfoldighed mener, at der ikke bør gives plads til en tilsvarende mangfoldighed, når det gælder retten til at ytre sig. Større kulturel mangfoldighed bør ledsages af en mindre mangfoldighed af ytringer.

Jeg finder det absurd, at multikulturelle samfund skal ofre ytringsfriheden i mang­foldighedens navn. Et multikulturelt samfund har ikke brug for mindre, men for mere ytringsfrihed, hvis det skal kunne rumme alle sine borgere. Presset på ytringsfriheden i multikulturelle samfund er drevet af en svigtende tro på menne­skets evne til at forvalte sin frihed og øve selvkontrol. Det er også udtryk for en mistillid til ordets evne til at håndte­re konflikter.

En voksende mangfoldighed udgør den måske største udfordring for Danmark og Europa i de kommende år. Derfor er det vigtigt at forstå forholdet mellem frihed og mangfoldighed. Så vidt jeg kan se, kommer den største trus­sel mod ytringsfriheden fra den kant. Den har nemlig sit op­hav i de bedste hensigter, påståede hensyn til medborgere og almenvellet, til den enkeltes sjælefred og til samfundsfre­den. Hvem kan være imod en så nobel ambition? At forsvaret for friheden kan synes kontroversielt, fremgår af denne bogs forside.

Tegningen har en historie. Den er lavet af Politikens le­gendariske tegner Roald Als. Han tegnede den i august 2010, da jeg forud for udgivelsen af Tavshedens tyranni blev inter­viewet af Politiken om de dilemmaer, bogen havde rejst, og hvorfor avissiden med de oprindelige Muhammedtegninger var genoptrykt i den, i øvrigt i selskab med andre eksem­pler på krænkende billeder fra kunst- og mediehistorien - fra Edouard Manets ”Frokost i det grønne”, over det nazistiske blad Der Stürmers og arabiske mediers antisemitiske tegnin­ger til Robert Mapplethorpes fotografier af nøgne kroppe i afslørende positurer.

Genoptrykningen af tegningerne blev af nogle betragtet som en provokation, men alt andet ville have været tåbeligt og uholdbart i en bog om Muhammedkrisen og ytringsfri­heden. Interviewet og tegningen blev bragt på forsiden af Politi­kens kultursektion. Det viste sig imidlertid, at et væsentligt element var blevet redigeret bort.

Roald Als havde tegnet en bombe med en tændt lunte, som rullede hen foran mine fødder - en direkte reference til den bombe, som Kurt Westergaard i sin tid havde placeret i turbanen på muslimernes profet. Avisens daværende chefre­daktør Tøger Seidenfaden censurerede bomben væk af hen­syn til mig. Han mente åbenbart, at den kunne forbindes med konkrete dødstrusler imod mig, eller at den pegede på mig som synderen, hvis genoptrykningen af tegningerne i bogen skulle føre til nye voldelige protester.

Det var betænksomt af ham, men jeg følte mig på ingen måde udsat eller krænket af den antændte bombe på teg­ningen. Jeg var faktisk mere oprørt over, at Tøger Seiden­faden flere gange, både i Politiken og i offentlige debatter, havde fordrejet min ledsagende tekst til tegningerne, så det fremstod, som om jeg havde sagt, at muslimer måtte finde sig i hån, spot og latterliggørelse, når det forholdt sig stik modsat.

Min pointe var, at det var et vilkår for alle i et mo­derne sekulært og multikulturelt demokrati, uanset hvem man var, hvad man troede på, eller hvor man kom fra. Jeg insisterede på, at Muhammedtegningerne i den forstand var et integrationsprojekt. Det integrerede danske musli­mer i den danske satiretradition. Muslimer skulle hverken finde sig i mere eller mindre end andre grupper og individer i det danske samfund. Heri lå - hvor paradoksalt det end kunne lyde - en anerkendelse af muslimer som ligeværdige medborgere.

Roald Als’ tegning signalerede, at udgivelsen af Tavshedens tyranni med Muhammedtegninger var som en antændt bombe, der risikerede at ende med en eksplosion, selv om det ikke var givet. Det kunne også blive en fuser. Det blev det heldigvis. Der blev fremsat protesterklæringer, men ellers skete der ikke noget. Det viste, at der ikke fand­tes nogen naturgiven og automatisk forbindelse mellem offentliggørelse af Muhammedtegninger og muslimers volde­lige reaktioner.

Den originale tegning hænger i mit arbejdsværelse sam­men med andre karikaturer fra de forgangne år. Mit barne­barn er åbenlyst fascineret af dem. Han elsker at blive løftet op, så han kan studere karikaturerne af sin farfar som djæ­vel og helgen. I begyndelsen kommenterede han dem ikke. Men da jeg, kort tid efter at han var begyndt at sætte ord på verden, stod og betragtede tegningerne med ham på armen og spurgte, hvad han så, svarede han pludselig: ”Farfar med bomben.” Det har for mig givet Roald Als’ tegning en ekstra dimension.

Køb e-bogen i internetboghandlen Riidr

Når jeg kigger tilbage på de seneste år og spørger mig selv, hvad der har flyttet mit perspektiv på tilværelsen, kom­mer jeg her på tærsklen til Muhammedtegningernes tiårs­ jubilæum til at tænke på to ting. Det ene er børnebørn.

De er en åbenbaring, en måde at genopleve sine egne børns op­vækst i slowmotion. Som bedsteforældre har man tid til at fordybe sig i detaljer og igen og igen tale om og analysere, hvad de har sagt og gjort, mens man som forældre ikke altid har tiden og overskuddet til at nyde sine børn i fulde drag. I hvert fald ikke sammen. Der er så mange andre ting, der kræver ens opmærksomhed. Ikke mindst karriere og par­forhold, hvor man skal lære hinanden at kende og få en fa­milie til at fungere.

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke var mere til stede, da mine børn var små. Derfor er det fantastisk på et tidspunkt i livet, hvor man ikke er så forjaget og fokuseret på alle mulige andre ting, at følge den næste generations første armlægning med tilværelsen. Høre dem fortælle og kommentere, hvad de kommer ud for, lyt­te til deres spørgsmål om ting, de ikke forstår, mærke deres nysgerrighed og undren over alt det, de skal i gang med at lære, hjælpe dem over deres første usikkerhed og glæde sig i takt med, at de demonstrerer større selvstændighed og tillid til egen formåen.

Børnebørn giver ikke bare perspektiv på ens eget liv. De­res tilstedeværelse etablerer også en videre horisont for, hvad der sker i verden omkring en. Man begynder at tænke på, hvad det er for et Danmark og Europa, som vi giver videre til dem, der skal være her om 50 år. Jeg har ikke hang til apoka­lyptiske forestillinger, men de seneste års debat om friheden og dens grænser har givet grund til bekymring og eftertan­ke. Det har slået mig, hvor uproblematisk det er for mange mennesker at give afkald på deres frihed. Jeg håber, at mine børnebørn kommer til at vokse op og leve i et frit samfund, hvor den enkelte kan sige, hvad hun eller han tænker, men i lyset af, hvad jeg har været vidne til i de seneste år, er jeg ikke så sikker.

Den anden ting, som har flyttet mit perspektiv, er erken­delsen af, at jeg resten af livet kommer til at leve med et sik­kerhedsproblem.

I nogle perioder har jeg troet, at tiden ville gøre sit, og at jeg en dag ikke længere skulle tænke på min personlige sikkerhed. I dag indser jeg, at det var ønsketænk­ning. Nogle vil sige naivt. Det er sikkert korrekt, men jeg tror også, at det handler om at være vokset op i Danmark. Jeg har været vant til at have tillid til mine omgivelser og møde andre med et åbent sind. Jeg venter ikke det værste af mine medborgere, selv om jeg også har levet 11 år i Rusland, hvor tilliden mellem borgere og stat og borgerne imellem er helt i bund, og hvor folk af bitter erfaring ofte er på vagt og mistænksomme, indtil de er blevet overbevist om, at de kan slappe af.

Men jeg klager ikke. Jeg kunne efter Muhammedkrisen have stukket piben ind. Jeg kunne have trukket mig tilbage, jeg kunne være gået under jorden eller måske ligefrem have taget en anden identitet som Molly Norris, en tegner fra Seattle, som i 2010 tog initiativ til en ”Everybody Draw Mohammed Day”.

Jeg kunne også være flyttet til et andet land eller have fundet et andet job, hvis spørgsmålet om sik­kerhed trumfede alt. Det var ikke tilfældet, selv om jeg fra tid til anden har overvejet nogle af de nævnte udveje. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ignorerer det sikkerhedspro­blem, som jeg og Jyllands-Posten har. På den anden side er jeg ikke parat til resten af livet at lade mig styre af den trus­sel, som jeg anerkender, er reel.

For mig handler friheden til at ytre sig om noget grundlæggende ved det at være menne­ske. Hvis jeg skulle opgive den forestilling, ville jeg undsige noget af det, som giver mit liv mening. Jeg vil ikke formule­re det så skarpt og kompromisløst som Charlie Hebdos myr­dede chefredaktør Stephane Charbonnier, der erklærede, at han hellere ville dø stående end at leve på knæ. Jeg har ikke lyst til at dø stående, men livet er ikke ufarligt, og i sidste ende er vi alle døde, som en klog mand engang sagde. I så fald handler tilværelsen vel ikke bare om at overleve, men også om, hvordan man forvalter den tid, man har fået til rå­dighed?

Jeg er privilegeret i forhold til andre, der må leve med et sikkerhedsproblem. Staten passer på mig, og min arbejdsgi­ver har i perioder taget truslen mere alvorligt, end jeg selv har. Mange andre må selv tage vare på deres sikkerhed. Jeg kender mennesker, der af frygt for deres sikkerhed har truk­ket sig fra den offentlige debat. Det er en grænseskridende udvikling, som mange stiltiende accepterer. Det er i hvert fald ikke blevet til en stor og principiel debat, om vi ønsker at leve i sådan et frygtsamfund eller et frit samfund. Det er dybt foruroligende, men realiteten i det ellers så fredelige Danmark.

Manglen på anfægtelse bunder i, at vi tager frihe­den for givet og slet ikke kan forestille os, at den en dag lige så stille kan forsvinde. Eller at vi mener, at vi sagtens kan leve uden en vidtgående ytringsfrihed, for begrænsningerne rammer jo kun de mest ekstreme ytringer. Det er en vild­farelse, for i det øjeblik, hvor man giver afkald på ytrings­friheden som en individuel rettighed og mener, at den kan begrænses af hensyn til demokratiet, religiøse følelser, natio­nens overlevelse, fællesskabet eller andet, er der i princippet ingen grænser for, hvor det stopper. Især ikke i et multikul­turelt samfund.

Denne bog udkommer, mens tiåret for Muhammedteg­ningerne markeres i medier, på konferencer og på anden vis. Selv om jeg har forsvaret offentliggørelsen af tegningerne og stadig gør det, handler debatten for mig i sin essens ikke om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert at publicere dem. Det kan mennesker afhængig af deres historie, overbevisning el­ler erfaring have forskellige holdninger til. Debatten hand­ler for mig om frihedens fundament; om forholdet mellem tolerance og frihed, mellem frihed og lighed, ord og hand­ling, individ og fællesskab, magten og de magtesløse, min­dretal og flertal. Mellem friheden som en rettighed og frihe­den som et instrument, der kan underlægges andre hensyn. Det følgende er mit beskedne bidrag til en afklaring. En hymne til friheden.

Køb e-bogen i internetboghandlen Riidr