Medicinpriserne kalder på politisk mod

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Medicinudgifternes himmelflugt skyldes dels en kontinuerlig udvikling af nye og meget dyre medicintyper samt en medicinalindustri, der skruer prisen så højt op, som nogen vil betale. Nogle har for længst imødegået udviklingen på fornuftig vis, mens vi i Danmark endnu forholder os politisk set passivt til emnet.

Det er fuldstændig uholdbart. Fortsætter medicinaludgifterne deres nuværende himmelflugt, anslår regionerne, at udgifterne i 2020 vil være steget til hele 13,2 mia. kr. Og det er en regulær bombe under et i forvejen presset sundhedssystem – især fordi vi ikke finder det politiske mod frem til en bedre løsning end at tilføre flere penge, som tages fra andre områder, eller at fyre sundhedsfagligt personale, som ikke kan undv

æres.

Det er dermed en stakket frist, at regeringen har tilført godt én mia. kr. til at dække de stigende udgifter i 2016. Vil den da gøre det samme i 2017, ’18, ’19 og ’20? Det, der i stedet er brug for, er at oprette det prioriteringsinstitut, som både sundhedsfagligt personale og forskere længe har kaldt på.

Alternativet og jeg har over den seneste tid talt med en lang række hospitalsdirektører og andre fagfolk, Lægevidenskabelige Selskaber, Lægeforeningen m.fl. Alle er enige om, at der er behov for politisk mod og vilje til at forhandle priser og prioritere imellem forskellige medicintyper. Den nuværende prioriteringsmetode, der foregår dagligt og nogle gange i pressede situationer, er yderst ugennemsigtig, uhensigtsmæssig og udemokratisk, fordi der mangler retningslinjer, og fordi prioriteringen, der burde være en politisk beslutning, nu blot skubbes videre til regionernes økonomiafdelinger.

Det er baggrunden for, at Alternativet allerede ved Folketingets åbning stillede beslutningsforslag om oprettelsen af et prioriteringsinstitut, der skal tage kampen op med de voldsomme medicinpriser.

Når vi også politisk for alvor tager hul på debatten, er det for os vigtigt, at den bliver saglig og nuanceret, for let bliver den helt sikkert ikke. Faktum er nemlig, at der både er argumenter for og imod. Begge sider af sagen skal høres, og det har jeg gjort, og jeg vil her gennemgå de vægtigste kritikker af oprettelsen af et prioriteringsinstitut.

Nogle har fremført, at et prioriteringsinstitut skulle være dyrt og bureaukratisk, og at navnet ikke er videre tiltrækkende. Lad det være sagt med det samme: Jeg er fuldstændig åben for at jazze navnet lidt op – det centrale er indholdet. Om ”dyrt og bureaukratisk” vil jeg argumentere med, at Danmark ikke behøver at opfinde den dybe tallerken igen.

Vi kan for eksempel kigge til, hvordan Norge oprettede sit prioriteringsinstitut, som i øvrigt har betydet milliarder sparet på medicin, som i stedet kan målrettes til for eksempel sundhedsfagligt personale.

Præcis som i Norge findes også i Danmark en række organer, som vurderer og vejleder i ny medicin. Det gælder for eksempel Kris, som på baggrund af klinisk evidens tager stilling til, om ny medicin skal indkøbes – men som ikke må skele til pris – og Rads, som vejleder regionerne i anvendelse af medicinen. Herudover er også Institut for Rationel Farmakoterapi, Medicintilskudsnævnet og en række lokale medicinkomiteer.

Alternativet og jeg foreslår, at disse organer sammenlægges til et samlet institut, der 1: Består af et nationalt rådgivende prioriteringsråd, der især skal diskutere de værdimæssige og etiske spørgsmål ved prioritering, og udgøres af fagpersoner og lægmænd, 2: Består af et beslutningsorgan, som gennemfører vurderinger af klinisk effekt (af både medicin og medico-udstyr) og samtidig holder prisen op imod den sundhedsmæssige virkning. Dette organ bør bestå af fagpersoner og referere til og vejlede sundhedsministeren, samt 3: Består af et forhandlingsorgan, som skal tage priskampen op med medicinalindustrien. Disse tre organer har naturligvis tætte samarbejdsflader, for eksempel skal fagpersonerne fra beslutningsorganet sidde i det rådgivende prioriteringsråd.

Det er en sådan model, de arbejder med i Norge, og oprettelsen har ikke kostet noget, idet den er sket gennem en omorganisering af eksisterende ressourcer – præcis som vi foreslår det i Danmark.

I Norge griber de forhandlingen af medicinpriser an på følgende vis: Når et medicinalfirma henvender sig til det norske indkøbs- og forhandlingsorgan, beder organet om de syv laveste priser, som firmaet har solgt sine præparater til i andre lande. Forhandlingsorganet lægger dernæst de tre laveste priser sammen og dividerer med tre, hvilket så bliver den pris, som Norge vil betale.

Det har betydet to ting: At ny medicin kommer lidt senere på markedet, end den f.eks. gør i Danmark, og så en besparelse på 2,5 mia. kr. på indkøb.

I Norge er målsætningen, at der maksimalt bør gå seks måneder fra medicinen godkendes af Ema (Det Europæiske Lægemiddelagentur), indtil den kan findes på hylderne. I Danmark går der ca. en måned. Set i forhold til den store besparelse og dermed samfundsmæssige gevinst er det Alternativets klare overbevisning, at den relativt korte forskel i tid er en fornuftig prioritering.

En anden bekymring lyder på, at et prioriteringsinstitut vil tage patienterne som gidsler. Jeg ved ikke rigtig, hvad der menes med den kritik, fordi hvem tager hvem som gidsel? Amerikansk forskning peger på, at for hvert såkaldt ”kvalitetsjusterede leveår”, som en patient opnår ved hjælp af dyr medicin, så koster det to ”kvalitetsjusterede leveår” for patienter andre steder i systemet. Det vil egentlig sige, at dyr medicin koster mere, end den gavner. Eller sagt med andre ord: Konsekvensen af en fortsat uvilje til at prioritere er både en social og en økonomisk skævvridning, og de patienter, der kommer til at betale prisen, er ofte dem, der ikke har en stærk patientorganisation i ryggen. Det går ikke an for dem, der som vi gør i Alternativet, ønsker at skabe lige sundhedsrettigheder for alle borgere – uanset personlig indkomst og social stand.

Prioriteringsinstituttet er også blevet skudt i skoene at være uetisk, fordi det skulle fratage patienterne muligheden for frit at vælge medicin på alle hylder. I mine øjne tager det perspektiv patent på, hvad etik egentlig er. Jeg synes, at etik i denne sammenhæng handler om, at vi som politikere – og som samfund – klart og tydeligt lægger frem for borgerne, hvad vi vælger til, og hvad vi vælger fra. Derfor er det vigtigt, at prioriteringsinstituttet fremlægger en faglig, demokratisk og gennemsigtig prioritering af de ressourcer, vi anvender på sundhedsområdet.

Endelig er det også vigtigt at respektere nuancerne i debatten om dyr medicin.

Alt for ofte kommer det til at fremstå som et spørgsmål om enten dyr medicin eller ingenting. Det passer bare ikke, fordi eksisterende medicin ofte er lige så god eller endda bedre – afhængig af samlet sygdomsbillede.

Herudover er det selvfølgelig også vigtigt at huske på, at det ikke kun er dyr medicin, som er et problem for sundhedsøkonomien, men også dyrt medicoudstyr og -teknologi. Derfor bør disse indkøb også omfattes af et prioriteringsinstitut.

Et andet problem er, at vi alt for ofte ser dyr medicin anvendt til patienter, hvor effekten er meget tvivlsom, fordi patientens samlede sygdomsbillede adskiller sig fra den standardgruppe, som den pågældende medicin blev testet på. Derfor bør lægerne vejledes grundigt i, hvilke patientgrupper der har gavn af de forskellige præparater.

Det er en vigtig opgave for lægerne at tage rådgivningen af patienterne alvorligt – herunder også at fraråde anvendelsen af dyr medicin – i de tilfælde, hvor indikationerne på en gavnlig effekt er tvivlsomme. Det er ikke en let opgave, men ved oprettelsen af et prioriteringsinstitut får lægerne noget at læne sig op ad, så de i endnu højere grad kan bidrage til, at medicinudgifter ikke løber løbsk.

I stedet for den nuværende politiske laissez faire-holdning til de hastigt stigende medicinpriser, der ret direkte veksles til en nedprioritering af sundhedssektorens varme hænder, bør vi finde det politiske mod frem.

Og det mod bør vi omsætte til et prioriteringsinstitut, der tager priskampen op med medicinalgiganterne, så sundhedsvæsnet igen kommer alle til gode.

Vi har stillet vores forslag, og vi håber, at de andre partier på Christiansborg er klar til at bidrage til, at det – i en eller anden form – bliver til virkelighed.

Af Carolina Magdalene Maier, folketingsmedlem og sundhedsordfører for Alternativet.