Patienter bliver underbehandlet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er dejligt, at der nu er kommet fokus på de stigende medicinudgifter. Men det er desværre kun en lille del af et meget større problem. En reel diskussion om sundhedsvæsnet er nødt til at tage udgangspunkt i den virkelighed, vores medlemmer og andre sundhedspersoner møder hver eneste dag, hvor patienter bliver underbehandlet eller får behandling af utilstrækkelig kvalitet.

De mest iøjnefaldende eksempler på det er ventelister og overbelægning. Men ligesom med isbjerge gemmer langt størstedelen sig under overfalden – nemlig i den behandling, vi ikke fortæller patienterne, at de burde få.

Et af mange, mange eksempler er dialysepatienter. På trods af at forskningen entydigt viser, at de har et stort sundhedsmæssigt udbytte af understøttet fysisk træning, var Aarhus Universitetshospital det eneste sted i landet, der tilbød det. Det tilbud er nu lukket for at spare. Der er ingen sundhedsfaglig grund til ikke at tilbyde træningen. Tværtimod. Hvis det havde været en pille, der kunne det samme, havde patienterne fået den. Og alle havde jublet – for virkningen er stor i forhold til prisen.

Et andet eksempel; sidste år viste en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, at kun halvdelen af de kræftpatienter, der har behov for genoptræning, får den. Hvis det havde været en pille, der kunne give kræftpatienter funktionsniveau og dagligdag tilbage, var den købt med det samme.

Hovedløs prioritering

Eksemplerne understreger klart, at det her handler om meget mere end medicinpriser. Vi er nødt til at kortlægge hele behandlingsunderskuddet i Danmark. Altså alle de tilfælde, hvor vi sundhedsfagligt ved, at et tilbud vil være bedst for patienten, men alligevel ikke giver det.

Hvis mest mulig sundhed for pengene skal være andet end en floskel, slipper politikerne ikke for at tage ansvar og prioritere. Et prioriteringsinstitut er et oplagt skridt på vejen.

Men selv hvis man ikke støtter den model, må det være oplagt at få kortlagt behandlingsunderskuddet i det danske sundhedsvæsen, så vi kan træffe intelligente beslutninger. Som det er i dag, prioriterer vi dagligt mellem behandlinger – men vi gør det hovedløst, fordi overblikket over, hvad vi underprioriterer, ikke findes.

Der er næppe mange politikere, som har lyst til at gøre borgerne opmærksomme på, at de ikke får den behandling, vi ved virker bedst. Hver eneste dag er der patienter, som ikke får den behandling, de burde få.

Kære politikere. Er I parate til at tage ansvar og møde virkeligheden sammen med alle de sundhedspersoner, der hver dag kæmper for at give patienterne den optimale behandling, selv om ressourcerne ikke slår til?