Manipulation i mediedebatten

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Nu er klapjagten på DR da for alvor gået ind,« sagde en bekendt forleden morgen til mig. Han henviste til de seneste dages redaktionelle dækning af public service og ikke mindst DR i de fleste aviser, ikke mindst denne. En række borgerlige politikere med finansminister Claus Hjort Frederiksen og kulturminister Bertel Haarder i spidsen har udtalt sig om DR’s programvirksomhed og om licensfinansieringen; og de private mediers organisation, Danske Medier, har bidraget med fem punkter, som vil skabe bedre balance mellem det offentliges medievirksomhed og den private.

De fem punkter skal jeg straks komme tilbage til.

For mig at se er der ikke tale om en klapjagt, men om at det endelig er lykkedes at få sat gang i en relevant debat om, hvad der skal ske med public service-medierne under de kommende års fortsatte omformning af mediemarkedet.

Retfærdigvis må det nemlig siges, at debatten har været fastlåst, og Danske Medier har – indrømmet – bidraget til det. Derfor har vi lyttet til debatten og i sommer besluttet at bløde op for nogle synspunkter og præcisere andre.

Vi har opgivet vores faste modstand mod, at DR kan bringe tekstnyheder på nettet, selvom vi fortsat mener, at de skal begrænses til egentlige nyheder og ikke omfatte store baggrundshistorier. Vores modstand mod DR’s nyheder på nettet har skyldtes, at de tilsyneladende gratis nyheder undergraver de private mediers muligheder for at få brugerne til at forstå, at det er helt nødvendigt med betaling for nyheder på nettet.

Nu har vi modereret vores standpunkt, men vi har samtidig foreslået, at licensbetalende husstande skal bruge et login til dr.dk. Det vil give brugerne bedre forståelse for, at nyhedsproduktion koster penge, uanset om de betaler til DR med licensen eller for et abonnement på en avis.

Danske Medier har også præciseret sin holdning om, at der skal være færre DR-tv-kanaler. Vi foreslår, at de eksisterende kanaler fastholdes på nær DR3: Den kan ikke skelnes fra kommercielle kanaler og bør derfor udbydes som sådan, dvs. som betalingskanal. Tilsvarende kan radiokanalen P3, der har udviklet sig til en klon af private radiokanaler, nedlægges eller udbydes i licitation.

De nævnte forslag giver plads for en nødvendig nedsættelse af licensen. En række analyser har påvist, at mange borgere begynder at stille spørgsmålstegn ved licensbetalingen, og en nedsættelse vil være en imødekommelse.

De øvrige punkter er ikke ændret: I en tid hvor seerne bevæger sig fra at se traditionelt flow-tv hen imod selvvalg af programmer på nettet, bør hvert enkelt program leve op til en klassisk, snævrere definition af, hvad der kan kaldes public service. Endelig skal nye initiativer fra DR testes for, om de tilfører værdi til lyttere, seere eller brugere, og om de er konkurrenceforvridende. Den sidste regel om testning er for så vidt gældende, men bruges ikke.

Danske Medier har lagt sine forslag frem i håbet om at bidrage positivt til, at debatten kan flytte sig fra sin fastlåste tilstand.

I denne tid ser vi, at vigtige institutioner er kommet i uføre ved at drive deres selvfedme for langt. Skat er et varmt eksempel. Udlændingestyrelsen et andet. Bankerne i finanskrisen et tredje.

DR læner sig op ad sådan en krise.

I weekenden kulminerede det, da DR Danmarks direktør, Anne-Marie Dohm, i Politiken Søndag påstod, at hun havde haft møder med de regionale dagblades direktører, som gerne så et samarbejde. Historien viste sig ifølge mediawatch.dk at være uigenkendelig for direktørerne, som for fleres vedkommende ikke havde haft besøg og i øvrigt takket nej til samarbejdet.

Et andet eksempel: DR offentliggør hvert år sammenligningstal med dagbladsmarkedet. Men det, DR opgiver som dagbladsmarkedet, er år efter år blot de landsdækkende dagblade, mens DR er tavs om provinsens mange dagblade. Vi har ofte gjort opmærksom på fejlen, men det ignoreres. Materialet bruges til at dokumentere DR’s betydning over for politikerne, men er altså bevidst mangelfuldt.

Endnu et eksempel: Når DR debatterer med Danske Medier i medierne, taler generaldirektør Maria Rørbye Rønn konstant om foreningen som ”dagbladene”, selvom hun godt ved, at foreningen repræsenterer alle medietyper. DR ignorerer konsekvent de 250 lokale ugeavisers, magasinpressens og lokalradioernes lige så markante interesse i at begrænse DR’s og de regionale TV 2-stationers konkurrenceadfærd.

DR manipulerer i omtalen af mediernes afhængighed. I Maria Rørbye Rønns kronik her i avisen i torsdags skrev hun f.eks., at »…hvis vi ønsker et velfungerende mediemarked og en stærk samfundsdebat, så er der behov for både private medier og uafhængige public service-medier«.

En statsinstitution med en politisk valgt bestyrelse og kontrakt med kulturministeren er altså uafhængig. Modsætningsvis kan man slutte, at et privat medie, der crowdfundes af tusindvis af købere og annoncører og typisk ejes af en fond, der geninvesterer gevinsten, er mere afhængigt.

Manipulationen fortsætter: »Det er ikke ligegyldigt, om vi har uafhængige danske medier, som har fat i den brede befolkning på tværs af landet, og som har mulighed for at producere også de udsendelser, som ellers aldrig nogensinde ville blive sendt.« Ud over at den med de uafhængige medier går igen, består manipulationen i, at Danske Medier aldrig har sagt, vi ikke ville have public servicemedier, og i, at det stilles op, som om vi er imod, at DR laver den slags udsendelser. Men det er netop kernen i Danske Mediers argumentation, at det er, hvad public service-medierne er her for. Når man stiller tingene op, som generaldirektøren gør, opnår man en falsk forståelse af, at de private medier også er imod public services kerneindhold.

Maria Rørbye Rønn skriver også: »Det nytter ikke, at vi kun har ”markedet” for øje og helt glemmer, at det også handler om, hvordan vi sikrer, at befolkningen i fremtiden får et stærkt og mangfoldigt dansk medie- og kulturtilbud.«

Det snedige i den formulering er, at markedet stilles op som modsætning til, at der kan opnås et mangfoldigt tilbud. Men de private medier argumenterer netop for, at public service-stationerne skal træde til, hvor markedsøkonomien ikke kan bære, at der skabes et privat programtilbud.

Med andre ord tegner DR’s generaldirektør et billede af de private medier som en nødlidende dagbladsbranche, der består af nogle få landsdækkende aviser, der lever i et kommercielt afhængighedsforhold og som ønsker al public service-virksomhed derhen, hvor peberet gror. Og hendes direktør tillægger dem så et ønske om organiseret samarbejde, som de ikke selv kender til.

Maria Rørbye Rønn skriver i torsdagskronikken, at hun »…synes, vi har brugt alt for lang tid på en hjemlig mediedebat, som mest af alt har handlet om at hyppe egne kartofler, alt imens skyttegravene kun er blevet dybere.«

Jeg må forstå det sådan, at hun gerne vil kravle op af dem og starte på en frisk.

De private medier står allerede parat på den anden side af ingenmandsland, men hvis vi ikke skal hænge fast i pigtråden, når vi nærmer os hinanden, og mødet skal blive en succes, er en ny DR-retorik og en anerkendelse af, hvem vi er, og hvad vi siger, nødvendig.

I denne kronik er foreningens fem punkter gentaget. Både som service til de politikere, som er den egentlige samtalepart for de private medier og beslutningstagere i diskussionen om public service-politikken, og til DR, hvis embedsmænd og redaktører selvstændigt fører en omfattende politisk debat om DR’s rolle.