Det er blevet koldere at være grønlænder

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Mange grønlændere bosat i Danmark er ikke socialt udsatte. Dette vil måske komme som et chok for en del læsere. Men det er ikke desto mindre et faktum. Mange af de grønlændere, der bor her i landet, har intet alkoholproblem, de bor ikke på gaden, og de lider ikke under eftervirkninger af incest og vold. Faktisk lever mange grønlændere i Danmark et stille og velfungerende liv med familie, arbejde og studier uden noget behov for de sociale myndigheders indblanding eller befolkningens medlidenhed.

Men der er selvfølgelig nogle ting, som også de velfungerende grønlændere, der bor her i landet, er frustrerede over. Én af dem er, at der er for få grønlandske præster. Grønlændernes mulighed for at blive kirkeligt betjent på deres modersmål er alt for ringe. Dette ret afgrænsede og veldefinerede problem bør der findes ressourcer til at få løst. Fra Kirkeministeriet er der sendt positive signaler til en forespørgsel om at ansætte flere præster og evt. danne et grønlandsk menighedsråd her i landet, men vi frygter, at processen går i stå, og forsøger hermed at presse lidt på.

Hvor mange grønlændere, der opholder sig permanent i Danmark, er der uenighed om. Nogle siger 16.000, andre siger 25.000. Det virkelige tal befinder sig formentlig nogenlunde midt mellem de to yderpunkter. De har én præst til deling, der hører under Århus Stift. For danskere i øvrigt er størrelsesforholdet én præst per ca. 2.500 danskere. Desuden er der en præst, ansat af Grønlands Selvstyre, til at servicere de grønlændere, der ikke er i landet af egen fri vilje, dvs. indsatte i Herstedvester, patienter på Rigshospitalet og studerende. Denne præst har ikke tilladelse til at foretage kirkelige handlinger for andre end de nævnte grupper og er således ikke med i regnskabet.

Men kan grønlænderne ikke bare bruge de danske kirker og præster? Jo, og det gør de også, endda ret flittigt. Men til sammenligning har det tyske mindretal i Sønderjylland fire præster til 15.000 personer. I Grønland har det danske mindretal (ca. 5.000) tre præster (i øjeblikket dog vistnok to), betalt af Grønlands Selvstyre. De ca 20.000 færinger i Danmark bliver, ligesom grønlænderne, også ringere betjent end resten af danskerne, men Hans Egedes Kirke i København har dog regelmæssige færøske gudstjenester. Grønlændere bosat i Danmark, der ønsker dåb, konfirmation, vielse, bisættelse, for ikke at tale om sjælesorg, udført på grønlandsk, bliver altså forfordelt, så meget mere som rigtig mange grønlændere er trofaste kirkegængere og bruger kirken som kulturmarkør og som socialt samlingspunkt i deres liv.

Som sagt i indledningen er der rigtig mange grønlændere i Danmark, der lever et velfungerende liv. De er læger, sygeplejersker, socialrådgivere, psykologer, håndværkere, butiksmedhjælpere, hjemmegående osv. Ifølge Socialministeriets hvidbog om socialt udsatte grønlændere er mellem 700 og 900 grønlændere bosat i Danmark socialt udsatte. Dette indbefatter problemer med alkoholisme, arbejdsløshed og psykiske lidelser. Disse udsatte grønlændere er koncentreret i de større byer. Der er altså tale om 4-5 pct. af det samlede antal grønlændere i landet. Der er et stærkt behov for styrkelse af indsatsen over for disse mennesker, der går lodret til bunds i det danske samfund og tit ender deres liv på tragisk vis. Der bør sættes massivt ind for en sproglig og kulturel integration af disse mennesker. Danmark må vise, at det tager sin forpligtelse i Rigsfællesskabet alvorligt. Og det burde være til at overskue. For der er altså ikke så mange af dem.

Den overvældende majoritet af tavse, veltilpassede og uproblematiske grønlændere ser og hører vi ikke så meget til. Men de er der. Det anslås, at de betaler godt 16 mio. kr. i kirkeskat årligt.

Men selv om disse grønlændere klarer sig godt, føler mange af dem, at de bevæger sig på kanten af udsathed. De oplever dagligt racisme, fordomme, stigmatisering og forskelsbehandling både fra selve systemet, i medierne og i befolkningen i almindelighed. Grønlændere har ingen central instans, hvor de kan søge juridisk, psykologisk, social hjælp osv. De har samme rettigheder som danskere, for teknisk set er de danskere, og derfor skal de altså selv sørge for at søge om disse rettigheder. Her kommer en del af dem til kort, fordi de ikke kan overskue systemet. Det er en slags skizofren situation: De er danskere, og de er ikke danskere. Og denne splittelse føles både indefra, med deres selvbillede som grønlændere, og udefra, med omverdenens syn på dem som udenforstående, udstødte, marginaliserede, ynkværdige mm.

Der er skrevet om og forsket meget i de problemer, grønlænderne byder på for Danmark. Måske er det på tide at lave noget forskning om, hvilke positive sider der er ved grønlænderne, og hvordan de bidrager til vores majoritetssamfund. For som sagt udgør den uproblematiske andel af grønlændere i landet godt 95 pct., så rent statistisk burde jo kun 5 pct. af forskningen fokusere på de problematiske. Men sådan fungerer det selvfølgelig ikke.

Kernen i grønlændernes problemer er altså paradoksalt nok, at de er danskere. De har ikke status som indvandrere eller mindretal, noget, der ville udløse et skred af fordele og tilbud om støtte, både juridisk, økonomisk og socialt. De har rettigheder som danskere, og de skal selv sørge for at skaffe sig disse rettigheder, ligesom alle andre danskere skal det. Enhver, der har forsøgt at bakse med det danske socialsystem, vil vide, hvor svært det er at finde ud af. Hvor meget mere uoverskueligt må det så ikke være for en person, der sprogligt og kulturelt befinder sig på linje med mange indvandrere fra ikkevestlige lande?

Danmark har et internationalt ry for at være et land der hjælper mennesker i nød. Problemerne i vores egen baghave er der mindre opmærksomhed omkring. I det lange løb, især set i lyset af Grønlands bestræbelser på at blive en selvstændig nation, bør man arbejde hen imod, at grønlænderne får status som nationalt mindretal. Dermed ville hjælpen til de socialt udsatte effektiviseres, og servicen til de velfungerende grønlændere forbedres.

For at hjælpe grønlændere med særlige problemer i Danmark har Socialstyrelsen nedsat noget, den kalder ”grønlænderstrategien”. På socialstyrelsens hjemmeside står der, at »Grønlænderstrategien har som formål at sikre konkret bedre inklusion for målgruppen i de involverede kommuner og på lang sigt nedbringe antallet af socialt udsatte grønlændere i Danmark«. Denne betegnelse, der også er blevet brugt i flere kommuner, har stødt mange grønlændere, der ikke kan forstå, at alle grønlændere skal gøres til et potentielt socialt problem. Denne form for stigmatisering vil vi kalde ”systemracisme”, og den bliver så meget mere tydelig, når man tænker på hvor forsigtig man er over for andre befolkningsgrupper. Det er således utænkeligt, at man ville nedsætte en ”somalierstrategi”, en ”araberstrategi”, en ”svenskerstrategi” eller måske en ”jydestrategi” for problemramte jyder bosiddende i hovedstaden. Denne strategi er i øvrigt et fireårigt projekt, uden penge til målgruppen og dermed meget begrænset. Vil problemerne forsvinde i løbet af fire år?

Grønlændere i Danmark er langt hjemmefra. I disse tider er tonen i debatten omkring kolonitid og selvstændighed blevet skærpet ganske betydeligt. Også den for nylig etablerede Forsoningskommission har provokeret mange danskere, der føler, at de nu skal tvinges til at føle skyld og sige undskyld, og selv på redaktørniveau er der blevet vrisset ad dette, og så føler folk vel, at de godt må vrisse med. Mange grønlændere på varigt eller midlertidigt ophold i Danmark giver for tiden udtryk for, at de føler en stigende fjendtlighed mod sig som følge af denne debat, og de lider under det. Det er blevet koldere at være grønlænder i Danmark. Og der er dog så meget latent kærlighed mellem vores to lande.

En grønlandsk gudstjeneste er noget helt særligt og stemningsfuldt. Den har delvist sine rødder i den herrnhutiske bevægelse i 1700- og 1800-tallet, hvis kirkehandlinger var mere følsomme end de protestantiske danske, og den fængede meget stærkt blandt grønlænderne, der hurtigt tog den til sig.

Enhver, der har mulighed for det, bør unde sig selv at overvære en grønlandsk gudstjeneste. Problemet er blot, at mulighederne for det i Danmark er minimale, som tingene er i øjeblikket.

Dette bør der gøres noget ved. Og ikke alene af hensyn til de etniske grønlændere i Danmark, men også for de mange danskere med tilknytning til Grønland, der har oplevet grønlandske gudstjenester som noget helt unikt, der har styrket den følelsesmæssige tilknytning til kirken og til det kristne budskab.

Der er for øjeblikket ca. 10 ledige uddannede grønlandske præster. Vi har derfor følgende forslag: Etablér en grønlandsk menighed i Danmark med fire præster til at dække hele landet, samt et tilsvarende landsdækkende grønlandsk menighedsråd.

Det store flertal af velfungerende grønlænderes ydelse til kirkeskatten taget i betragtning ville det kun være ret og rimeligt. Og desuden ville det være en forholdsvis nem og ligetil – vi er også lige ved at sige kristen – handling.