Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den tragiske fredsaften på ”M 612”

Mens hele Danmark var i en befrielseseufori den 5. maj, blev 11 tyske marinesoldater henrettet på Alssund. Deres eneste forbrydelse var, at de ville hjem, nu krigen var slut.

Artiklens øverste billede
Gravsten på Sønderborg Østre Kirkegård over to af de henrettede. Foto: Poul Weber, Deutsches Museum Nordschleswig. Foto fra bogen ”Als og Sundeved 1940-45”

Jubelen var brudt ud over hele landet aftenen før. Præcis klokken 20.36 da befrielsesbudskabet lød fra BBC. 24 timer efter festede man stadig, lysene strålede i vinduerne. På strandene var der tændt bål. Endelig var de fem tunge år forbi. Der var fred. Men ikke for alle.

Sent om aftenen lægger den tyske minestryger ”M 612” fra kaj i Sønderborg og glider stille nordpå. Målet er Møllebugten små to km borte, hvor der kastes anker kl. ca. 23. Kort tid efter lød der støvletramp på dækket, der blev oplyst af skarpe projektører. Folk på land hørte flere gange maskinpistolsalver uden at tage for megen notits af det. Heller ikke af de plask der lød, da 11 marinesoldater blev kastet i vandet. Pakket ind i lærredssække – med tunge jernblokke bundet til. Omkring halvanden time tog det – så var henrettelserne overstået, og ”M 612” sejlede tilbage til Sønderborg.

1. juni fandt man et lig drivende rundt. En nærmere undersøgelse viste, at den pågældende var blevet skudt. Men hvad, der egentlig skete på Møllebugten den befrielsesnat, stod hen i det usikre. Først senere dukkede der oplysninger frem om tragedien: En hastigt nedsat krigsret havde dømt de 11 matroser til døden for faneflugt. Selv om krigen var slut i Nordvesteuropa, blev der stadig kæmpet på Østfronten. Blandt andet i et desperat forsøg på at sikre den tyske civilbefolkning i Danzig-området, så der kunne finde en evakuering sted over Østersøen, blandt andet til Danmark. Den 4. februar 1945 havde Hitler udstedt en ”Führerbefehl”, hvori det hed: »Til øjeblikkelig aflastning af transportsituationen i Riget befaler jeg: De folkefæller, som forbigående (sic!) er ført tilbage fra østlige dele af Riget vil ud over i Riget også være at anbringe i Danmark. Til Danmark skal især folkefæller evakueres, som: 1) Krigsmarinen kan transportere over havet …«.

Det var således en stående ordre om denne evakuering, der gjorde sig gældende for den tyske flåde.

En af de henrettede marinesoldater på Alssund, den 21-årige obergefreiter Gustav Ritz. Foto: Jürgen Karwelat. Fra bogen ”Als og Sundeved 1940-45”

”M 612” havde allerede været på sit første evakueringstogt. Den 30. april – samme dag som Hitler begik selvmord i bunkeren i Berlin – sejlede minestrygeren fra Warnemünde mod Kiel med flygtninge. Her ville man imidlertid ikke tage imod dem, hvorefter kursen blev sat mod København. Man lagde til ved siden af krydseren ”Nürnberg” og slagkrydseren ”Prinz Eugen”, der på grund af brændstofmangel ikke kunne deltage i evakueringerne i Kurland. Flygtningene kunne man heller ikke få i land, så ”M 612” måtte sætte kursen mod Sønderborg. Efter et kort ophold i Aabenraa for at bunkre gik turen tilbage til Sønderborg, hvor man lagde til den 4. maj. Her erfarede de ombordværende, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig – og at alle krigshandlinger ville ophøre næste morgen klokken 08.00.

Lettelsen var ubeskrivelig, fortæller matrosen Egon Otten, der gjorde tjeneste på søsterskibet ”M 601”. Hitler var faldet, kapitulationen var trådt i kraft. Efter næsten seks år var der endelig fred. Nu kunne man drage hjem til familien – i håbet om at den stadig levede. Eufori er nok ikke et for voldsomt ord at anvende i beskrivelsen af glæden og lettelsen.

Men. Der blev stadig kæmpet i øst. Hvor det ved krigens begyndelse havde været de tyske tropper – både SS og Værnemagten – der havde begået ubeskrivelige forbrydelser mod den lokale befolkning, så var det nu Den Røde Hær, der gjorde gengæld.

Stort set ingen af de russiske soldater havde familie eller bekendte, der ikke var ramt af den tyske terror. Derfor var de grebet af blindt had mod alle, der på den ene eller anden måde havde forbindelse med Det Tredje Rige. Opildnet af blandt andet Ilja Ehrenburgs propaganda: »Dræb, dræb! Der findes intet, som en tysker ikke er skyldig i; ikke blandt de levende og ikke blandt de ufødte. Følg kammerat Stalins ordre og nedkæmp for evigt det fascistiske dyr i dets hule. Nedbryd med vold det racistiske hovmod hos de germanske kvinder. Tag dem som retsmæssigt bytte. Dræb, I fremadstormende rødgardister …«.

I dag er disse overgreb veldokumenterede. Både de tyske og de russiske. Men allerede dengang indgik de i propagandaen på begge sider af fronten. Det var en af de altafgørende årsager til, at Hitlers efterfølger som statsoverhoved, storadmiral Karl Dönitz, iskoldt krævede, at alt skulle sættes ind på at komme de tyske folkegrupper ved Østersøen til undsætning. ”Operation Kurland” blev ikke aflyst. Vel vidende at det kunne komme til protester blandt matroserne i den tyske marine, understregede Dönitz, at enhver stadig var bundet af sin soldatered – samt at der ville blive slået ned på ethvert forsøg på protest med allerstørste strenghed.

Disse 11 matroser, der bare ville hjem – langt om længe – bør også få deres mindesten.

Bag denne formulering skjuler sig et af den tyske marines største traumer: matrosopstanden i Kiel i 1918. Den tyske flådeledelse havde dengang besluttet, at alt skulle sættes ind i et sidste slag mod fjenden. Matroserne, der så dette som en helt klar selvmordsaktion, gjorde oprør. Nægtede ganske enkelt at udføre ordren. At gå imod en direkte ordre må naturligvis ryste ethvert militært system. For et system som det tyske – der byggede på ubetinget lydighed – var der ikke bare tale om en rystelse. Det var noget endnu værre. ”M 612” fik ordre til at stå ud fra Sønderborg og gå til Kurland for at redde, hvad reddes kunne. Skibets chef, oberleutnant zur See, Dieter Kropp, stod som kommanderende officer på broen, da man stævnede ud. Men kort tid efter – kysten kunne stadig ses, fortæller Egon Otten – overtog en del af mandskabet skibet og satte officererne i arrest. De ville ganske enkelt bare hjem.

Krigen var jo slut. Eller var den?

De tyske tropper og den tyske marine var ikke blevet afvæbnet den 5. maj. Frihedsrådet fandt, at det var vigtigt, at moralen blev holdt i hævd af tyskerne selv. Man havde rigeligt andet at se til med de mange interneringer. Det kunne også være en af årsagerne til, at modstandsbevægelsen i Svendborg afleverede tre tyske soldater, der var deserteret, til Værnemagten. Også de havde hørt befrielsesbudskabet – troede at det hele nu var overstået. Men tog grueligt fejl.

Det gjorde de tyske marinere ombord på ”M 612” også. Kort tid efter de havde overtaget kommandoen, løb to hurtigtgående motortorpedobåde op på siden. Man havde noteret sig, at der ikke var en officer på broen, og reagerede omgående. Da man entrede skibet, fandt man hurtigt ud af, hvad der var galt. Den rebelske besætning blev sat under arrest, og man returnerede til Sønderborg.

Samme aften blev der i al hast nedsat en krigsret på ”M 612”. Og dommen var klar og enstemmig: På grund af faneflugt dømtes 11 af matroserne til døden. Uden mulighed for at appellere. De havde forbrudt sig mod deres ed. Og uanset krigen var slut, så var der kun ét at gøre: henrette de 11 ved skydning. Hvad der som nævnt skete i Møllebugten.

De tre soldater, som modstandsbevægelsen havde udleveret til tyskerne, endte også foran en henrettelsespeloton. I Geltinger Bucht i Slesvig-Holsten. Igen på grund af faneflugt. Over dem er der i dag rejst en mindesten.

De juridiske diskussioner om berettigelsen i at henrette folk, efter krigen definitivt var slut, er til tider ganske voldsomme. Dét er den ene side.

Den anden side er, at disse 11 matroser, der bare ville hjem – langt om længe – også bør få deres mindesten. Sønderborg Kommune og en del af det tyske mindretal har flere gange afvist at ville medvirke til dette. Det er trist at opleve.

Også selv om forklaringen kan være, at den tyske, militære justits stadig gjorde sig gældende. Krigen sluttede officielt først den 8. maj.

Vi skylder disse ganske almindelige mennesker, at de får deres mindesten. I respekt for:

Wilhelm Bretzhe 22 år

Heinrich Glasmacher 21 år

Reinhold Kolenda 20 år

Gustav Kölle 22 år

Helmut Nuckelt ?

Rolf Peters 22 år

Gerhard Prenzler ?

Gustav Ritz 21 år

Anton Roth ?

Bruno Rust 22 år

Heinz Wilkowski ?

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.