De fattige mod Thomas Piketty

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den franske økonom Thomas Piketty udgav i 2013 bogen “Kapitalen i det 21. århundrede”, som har fået meget omtale på verdensplan. Det skyldes ikke, at han er på korstog mod ulighed – det er vi mange, som er – men snarere hans påstand, som er baseret på hans fortolkninger af det 19. og 20. århundrede, om, at kapital »automatisk er skyld i arbitrær og ubæredygtig ulighed.« Denne ulighed fører uvægerligt til elendighed, vold og krig i verden, og denne tendens vil fortsætte i det 21. århundrede.

Indtil videre har Thomas Pikettys kritikere kun kommenteret på teknikaliteter i forbindelse med hans beregninger. Ingen af dem har sat spørgsmålstegn ved hans apokalyptiske politiske påstand, der tydeligvis er forkert. Dette ved jeg, fordi jeg og mine hold af forskere har udført feltstudier i de lande, hvor elendighed, vold og krige er omsiggribende i det 21. århundrede. Vores studier viste, at de fleste mennesker faktisk ønsker sig mere og ikke mindre kapital, og at de gerne vil have, at deres kapital er virkelig og ikke fiktiv.

Thomas Piketty er som de fleste andre akademikere underlagt et stramt budget. Han har med andre ord ikke råd til at tage ud og lave feltstudier. Så da Thomas Piketty stødte på ufyldestgørende og uforståelige statistikker fra lande uden for Europa, valgte han i stedet at benytte europæiske klassekategorier og statistiske indikatorer og overføre dem til disse lande. Det er på dette grundlag, at han har draget konklusioner på verdensplan og formuleret en universel påstand, som ikke tager højde for, at 90 pct. af verdens befolkning bor i udviklingslande og tidligere sovjetstater. Problemet er, at indbyggerne i disse lande producerer og fastholder deres kapital i den uformelle sektor – dvs. uden for de officielle statistikker.

Denne brist har konsekvenser, der er mere end bare tal. Det viser sig, at den type vold, som bryder ud på steder som f.eks. Tahrir-pladsen i Egypten i 2011, sker, hvor kapital ifølge vores feltstudier spiller en afgørende – om end skjult – rolle. Det vil en eurocentreret analyse ikke kunne opfange.

På opfordring af den egyptiske finansminister analyserede bl.a. mit hold af forskere en række officielle dokumenter. Samtidig fik vi mulighed for at indsamle data lokalt ved at gå fra dør til dør, og disse data skulle regeringen bruge til at sikre sig, at de konventionelle statistikker var sande og fuldstændige. Vi opdagede, at 47 pct. af en såkaldt “arbejders” årsindkomst er “kapital”. Næsten 22,5 millioner arbejdere i Egypten tjente omkring 20 mia. dollars i løn. Men ikke nok med det, de tjente derudover 18 mia. dollars mere i afkast på deres uregistrerede kapital. Vores studie viste, at egyptiske ”arbejdere” ejer omkring 360 mia. dollars i fast ejendom, og det er otte gange så meget som de samlede direkte udenlandske investeringer i Egypten, siden Napoleon invaderede landet. Det er ikke så sært, at Thomas Piketty har overset disse faktuelle oplysninger, når han kun har brugt de officielle statistikker.

Thomas Piketty er bekymret over krige i fremtiden, og han mener, at de vil finde sted med henblik på at bekæmpe den kapitalistiske ulighed. Det er muligvis gået hans næse forbi, at krigene om kapital allerede er begyndt i Mellemøsten og Nordafrika. Hvis han havde lagt mærke til disse begivenheder, ville han have set, at folk ikke kæmper mod kapital, som han mener, men for kapital.

Det Arabiske Forår blev udløst, da Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i december 2010 i den tidligere franske koloni Tunesien. Fordi de officielle eurocentrerede statistikker klassificerer alle, der ikke arbejder ved formelt anerkendte virksomheder, som ”arbejdsløse”, overrasker det ikke, at de fleste observatører klassificerede Mohamed Bouazizi som arbejdsløs arbejder. Men dette klassifikationssystem tog ikke højde for, at Mohamed Bouazizi ikke var arbejder: Han havde arbejdet som forretningsmand, siden han var 12 år gammel, og han ville meget gerne have haft mere kapital (ras el mel på arabisk). Men myndighederne forhindrede ham i at sælge sine varer, fordi han ikke havde tilladelse til det. Det eurocentrerede klassifikationssystem gjorde os blinde over for det faktum, at Mohamed Bouazizi faktisk førte an i en slags arabisk industriel revolution.

Og det var ikke kun ham. Efterfølgende opdagede vi, at 63 andre iværksættere, der alle var inspirerede af Mohamed Bouazizi, havde forsøgt at begå selvmord i Mellemøsten og Nordafrika. Mohamed Bouazizis handling fik millioner af arabere til at gå på gaden, og fire regeringer blev væltet nærmest med det samme.

Igennem to år interviewede vi ca. halvdelen af de 37 personer, der havde sat ild til sig selv og overlevede. Alle ofre blev drevet til selvmord, fordi nogen fratog dem den smule kapital, som de havde.

Omkring 300 millioner arabere har de samme levevilkår som selvmordspersonerne. Vi kan lære af flere af dem:

For det første: Kapital er ikke roden til elendighed og vold – det er snarere mangel på kapital, som synes at være den udløsende faktor. Den værste ulighed er, når folk ikke har kapital.

For det andet: For de fleste mennesker uden for Vesten er kapital og arbejde ikke naturlige fjender, men indbyrdes forbundne facetter i et kontinuum. De er heller ikke slaver af europæiske kategoriseringer.

For det tredje: Når man vil udvikle de fattige, er den største og vigtigste forhindring til denne udvikling deres manglende evne til at opbygge og beskytte kapital.

For det fjerde: Individets villighed til at kæmpe mod overmagten er ikke udelukkende vestligt træk. Mohamed Bouazizi og de andre personer, der satte ild til sig selv, er alle Charlie Hebdo.

Jeg er meget enig med Thomas Piketty, når han siger, at manglen på gennemsigtighed er en af hovedårsagerne til den europæiske krise, der har stået på siden 2008. Men jeg er ikke enig i løsningen på problemerne. Thomas Piketty foreslår et slags værdikartotek, der omfatter samtlige værdipapirer.

Det giver ingen mening, fordi problemet er, at de europæiske banker og kapitalmarkeder vrimler med det, som Marx og Jefferson kaldte ”fiktiv” kapital eller papirer, der ikke længere afspejler deres reelle værdi. Hvorfor skulle nogen ønske et kartotek over afledte aktiver på billioner af dollars og euro, der er baseret på usporlige og dårligt registrerede aktiver, som svømmer hovedløst rundt på de europæiske markeder? Et kartotek, der bare opsummerer ”værdien” af disse instrumenter, vil derfor ikke gøre andet end at angive et meningsløst tal for en fiktiv kapital. Særligt når man også tager med i betragtning, at årsagen til, at den europæiske økonomi knap nok vokser, er, at ingen stoler på de finansielle institutioner, som ligger inde med disse papirer.

Så hvordan kan vi skabe et kartotek, der er baseret på virkelighed og ikke fiktion? Hvordan kan regeringer få styr på deres økonomiske fakta på et globalt marked, der er fyldt med illusoriske papirer? Hvordan kan vi lokalisere, reparere og kontrollere noget så immaterielt og flyvsk som kapital? Franskmændene har allerede givet os svarene med deres optegnelsessystemer over ejendom før, under og efter Den Franske Revolution.

Førhen kunne de feudale optegnelsessystemer ikke holde trit med de voksende markeder, og recessioner blev hurtigt ukontrollerbare. Tilliden til institutionerne forsvandt, og franskmændene tog deres frustrationer ud på gaderne. Men de franske reformister reagerede ikke ved at lave et kartotek over et rodet økonomisk system; de skabte i stedet radikalt nye metoder til indsamling af data – metoder, der afspejlede virkelighed og ikke fiktion.

Enkelt og intelligent: Ejendomsoptegnelser – ikke økonomiske optegnelser – registreres i regelbaserede og offentligt tilgængelige registre og indeholder den tilgængelige viden, der er relevant for folks økonomiske situation og for de aktiver, de besidder. Ingen har råd til at være unøjagtig omkring den kapital, de ejer, fordi de ellers mister den.

Den franske reformist Charles Coquelin sagde engang, at Frankrig var i stand til at modernisere, fordi landet lærte at lave optegnelser for ejendom igennem det 19. århundrede og dermed »opfangede de tusindvis af tråde, som virksomheder skaber imellem sig, hvorved man socialiserede og sammensatte produktionen på en ny og bevægelig måde.«

Thomas Piketty har hjertet på det rette sted, men papirerne i de forkerte optegnelser. Problemstillingen i det 21. århundrede i Vesten er papirer uden aktiver og alle andre steder er det papirløse aktiver.

Hvordan håndterer man elendighed, krige og vold i en tid, da de fleste optegnelser i verden ikke længere repræsenterer vigtige aspekter ved virkeligheden?

Frankrigs historie og særligt Den Franske Revolution er et godt sted at begynde.