Forsvaret er lige så svagt som i 1940

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I anledning af 75-året for den danske besættelse den 9. april 1940 diskuteres det endnu engang, om Danmarks udenrigs- og (især) forsvarspolitik i tiden forud for og under besættelsen burde have været anderledes. Årene forud for besættelsen var præget af et ønske om at holde Danmark neutralt, og det danske forsvar og dets evne til at forsvare Danmark i tilfælde af angreb var yderst begrænset. Et stærkt forsvar frygtedes at ville kunne provokere Tyskland.

I den aktuelle debat omtales det nuværende danske forsvar som værende endnu svagere end det, Danmark havde ved starten af Anden Verdenskrig. Forsvaret omtales sågar af fagfolk som en slags milits, der er ude af stand til at forsvare landet. Vi har en lille hær, intet landbaseret luftværn og artilleri, kun få kampvogne og ingen ubåde. De få fregatter er enten uden fornøden udrustning eller helt uden bemanding. Af de ca. 20 mia. kr., der bruges på forsvaret, er det kun omkring 12-13 pct., der bruges til materiel.

Danmark er fortsat langt fra at opfylde Natos fælles målsætning, som vi har tilsluttet os, om at bruge 2 pct. af bnp på forsvaret. Det er vi ikke ene om, men vi ligger i bunden i forhold til andre Nato-lande som ikke blot USA, men også Frankrig, Polen, Norge, Estland, England og Tyskland.

Danmark er fortsat et af verdens rigeste lande, omend vi er rykket meget ned på listen over de rigeste lande i de seneste år. Men desuagtet burde vi kunne leve op til målsætningen på 2 pct.

En ting er imidlertid hensynet til at kunne yde et mere solidarisk og rimeligt bidrag til det fælles Nato-forsvar, en anden er at Danmark med det nuværende helt utilstrækkelige og nærmest symbolske forsvar indbyder til overgreb, ligesom vi gjorde det forud for og ved starten af Anden Verdenskrig.

Hvor der er et magttomrum, kan der let opstå fristelser for andre til at udnytte tomrummet og eventuelt indtage det selv. Den aktuelle krise i Ukraine og den russiske folkeretsstridige annektering af Krim kan tjene som et ildevarslende eksempel.

Den tyske besættelse af Danmark kan anskues i den optik. Det var let, og alt for let, for tyskerne at besætte Danmark. Den tyske overkommando havde intenst drøftet, hvordan man bedst kunne nå til Norge for derfra lettere at kunne føre søkrig i Atlanterhavet. Skulle man gå over land eller over vand og derved gå uden om Danmark? Det sidste ville være særdeles risikabelt på grund af den stærke engelske flåde i Nordsøen.

Da Danmark udgjorde et praktisk taget forsvarsløst område, valgte man at gå igennem Danmark og besætte det.

Det er klart, at den 9. april 1940 var der ingen reel mulighed for at yde mere eller meget mere modstand end den (begrænsede, men tapre) militære modstand, der som følge af tredivernes danske forsvarspolitik måtte blive af rent symbolsk karakter.

Men det kan næppe seriøst bestrides, at havde Danmark i 1930’erne haft et forsvar, der var helt anderledes stærkt både til lands, til vands og i luften, ville tyskerne ikke have kunnet regne med at løbe landet over ende på 24 timer og uden reel risiko besætte lufthavnen i Aalborg og derfra få den nødvendige luftbase til at bruge til at angribe Norge.

Danmark lod andre lande om at gøre det hårde arbejde og svigtede derved ikke blot Norge, men også de lande, der senere med uhyre omkostninger i menneskeliv befriede os. Nu mener vi, at vi som medlem af Nato er i sikker havn, og at der derfor aldrig mere kan komme en 9. april. Lad os håbe det, men det er dybt uacceptabelt, at vi endnu engang vil hytte vort skind og lade vore allierede yde mere end vi.

Men én ting er at lade andre yde mere end vi og løbe an på deres hjælp i en militær krisesituation. En anden er, at når et land først er besat, hvilket kan gå meget hurtigt, især hvis det ikke har et effektivt nationalt forsvar, er det ulige meget sværere at befri, og en befrielse vil typisk komme til at koste betydelige tab ikke blot for besætterne, men også for landets civile befolkning. Ja, det kan vise sig så vanskeligt og risikabelt at befri et sådant område, at man må opgive at befri det.

I vor tid med de (alt for) mange atomvåben i hænderne på bl.a. Rusland, der jo ikke tøver med at fremhæve sin atomare kapacitet og vilje (i modsætning til Sovjetunionen) til at benytte atomvåben uden selv at være angrebet, er det om nogensinde vigtigt, at ikke mindst mindre lande, der traditionelt synes tilbøjelige til at afstå fra at have et stærkt forsvar, fordi de under alle forhold vil være militært underlegne over for en stor eller mellemstor magt, tager sig sammen og viser vilje til at påtage sig den ekstra udgift, som opbygning af et stærkt forsvar medfører. Ikke mindst Danmarks geografiske beliggenhed er af vigtighed i militær sammenhæng.

Vi skulle nødigt en gang til vågne op en morgen og høre om en natlig besættelse, der, når den først er etableret, vil være så godt som umulig at fjerne uden at medføre atomkrig eller i hvert fald voldsomme tab af menneskeliv og andre skader her i landet.

Nogle vil mene, at det ikke kan nytte at opretholde et stærkt forsvar, men det kan det. Også en ganske overlegen militær magt vil tøve med at angribe eller besætte et mindre land, hvis den må påregne, at det kommer til at koste dyrt i form af tab af soldater og materiel, fordi en let og hurtig sejr ikke kan anses for sikker.

Det er ikke udelukkende truslen om atomkrig, der kan tjene til at afskrække en militær magt fra at angribe et andet land. Det kan selv et stærkt forsvar i et mindre land gøre, hvis det mindre lands forsvar er så stærkt, at det mand for mand (M/K) matcher det større lands styrker bl.a. ved at råde over de mest avancerede forsvarsvåben inden for alle værn.

For Danmarks vedkommende står vi over for at indkøbe nye fly til forsvaret til en astronomisk pris. I den politiske virkelighed i dagens Danmark vil det komme til at gå ud over andre våbenindkøb. Det er beklageligt, og man bør grundigt overveje nødvendigheden af at købe de dyrest tænkelige fly for til gengæld at bruge mere på andre dele af forsvaret.

Venstre har netop udtalt et ønske om en hurtig gennemgang af forholdene omkring implementeringen af det seneste forsvarsforlig. Det ønske bør nyde fremme, for det virker utilstrækkeligt at lade en væsentlig forstærkning af forsvar både mht. mandskab og våben afvente udfaldet af arbejdet i en ny forsvarskommission. Mens græsset gror, dør horsemor som bekendt.

De beløb, der bruges på forsvaret, er relativt set småpenge og svarer nærmest til prisen for arbejdsmarkedets aktiveringssystem. Det burde være muligt for regering og folketing at enes om en akut indsats med henblik på at styrke det danske forsvar eftertrykkeligt i stedet for at fortsætte med den nuværende nedskæring.

Uanset udtalelser fra det danske forsvars militære ledelse om, at forsvaret er så nogenlunde, synes realiteten at være den, at forsvaret (også) set ude fra er meget svagt. Man ihukommer Hitlers angivelige omtale af Danmark som ”das kleine lächerliche Land”.

Vi må håbe, at der aktuelt ikke er en anden stærk mand, der i lyset af det danske forsvars ringe kapacitet ikke blot mener det samme om Danmark, men på samme vis også lader sig friste deraf.

Danmark er med den nuværende forsvarspolitik langt fra at leve op til ordene i sangen om Isted Hede, hvori det hedder »at for gamle Danmarks ære da stred det danske folk.«

Der er noget med det med æren, der synes at have ændret sig, må man vist sige.