Vi vælger ikke selv vores fjender
Hvis vi skal løse problemerne, hjælper det ikke at pakke dem ind. Derfor er det også de islamistiske miljøer, der bør være genstand for en langsigtet indsats mod den fanatisme, der slog to mennesker ihjel og skabte frygt og uro i et helt land.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Dagen før terrorattentatet mod et debatmøde om ytringsfrihed på Østerbro og mod synagogen i Krystalgade i København opfordrede imamen Hajj Saaed på Nørrebro til krig mod jøderne. Der var ikke meget at tage fejl af. Imamen dyrkede det jødehad, der er en integreret del af de islamistiske miljøer både i Danmark og i udlandet, og som var den direkte årsag til, at en kriminel ung mand gik med et våben i hånden hen til synagogen med det formål at slå danske jøder ihjel.
Hvis vi skal løse problemerne, hjælper det ikke at pakke dem ind. Vi kan høre psykologer, pædagoger og gadeplansarbejdere om, hvorfor det netop var denne unge mand, der bukkede under for fanatismen, men det ændrer ikke på, at det er i de islamistiske miljøer, at vi skal finde årsagsforklaringen til, hvorfor terroristen begik sin ugerning, præcis som han gjorde. Derfor er det også de islamistiske miljøer, der bør være genstand for en langsigtet indsats mod den farlige fanatisme, der slog to mennesker ihjel og skabte frygt og uro i et helt land. For at kunne imødegå terrorangreb som dem, der ramte København, må vi kende vores modstander. Og som forfatteren Peter Øvig Knudsen for nylig skrev, er der ingen grund til at være naiv, når det kommer til den islamisme, der kan sammenlignes med andre totalitære bevægelser som fascisme, nazisme og kommunisme.
Islamismen skaber et firkantet billede af verden, og dens mål er underkastelse eller bekæmpelse af anderledestænkende – nøjagtigt som tidligere former for fascisme har gjort det. Islamisternes vrede retter sig mod jøder, kristne, ateister og i høj grad de mange muslimer, der ikke abonnerer på islamisternes verdensbillede og fortolkning af teksterne. Islamisterne er derfor ikke kun en trussel mod andre trosretninger, men i høj grad også mod demokratiske muslimer og troende muslimer, der tilslutter sig andre tolkninger af Koranen, end de gør. Det er derfor afgørende, at der breder sig en tværpolitisk forståelse af, hvori faren består, og hvad det er, vi skal blive klogere på.
Gerningsmanden til de to terrorangreb, der fandt sted samme dag, havde en kriminel karriere bag sig og havde vist tydelige tegn på, at han bar rundt på vrede til jøder, som han havde fået med af sit palæstinensiske bagland. Vi ved endnu ikke, hvem han præcis havde kontakt med i de islamistiske miljøer, og hvordan det gik for sig, men vi ved, at han lagde en video op kort før terrorangrebet, der henviste til jihad – hellig krig. Samtidig var målene for angrebet – en jødisk synagoge og et debatmøde om ytringsfrihed – helt klassiske mål for islamistisk terror, sådan som det også fandt sted i Paris.
Vi kan ikke nøjes med at bekæmpe islamisterne ved at overvåge dem.
Vi bliver nødt til at erkende, at islamismen findes i Danmark, og at de holdninger, der kendetegner den, står direkte i modstrid med de grundpiller, det danske samfund er bygget på. Organisationer som Hizb-ut-Tahrir, Kaldet til Islam og moskéer som Grimhøj-moskéen drives af mennesker, der ønsker at undergrave og bekæmpe det danske demokrati. Imamen i moskéen på Grimhøjvej har direkte udtalt, at han ønsker, at IS skal vinde, og Hizb-ut-Tahrir bekæmper vedholdende den demokratiske kultur i Danmark ved eksempelvis at intimidere folketingskandidater med muslimsk baggrund. Truslen er reel, og selvom regeringens terrorplan tager fat om nogle af problemerne, er den ikke tilstrækkelig.
Vi kan ikke nøjes med at bekæmpe islamisterne ved at overvåge dem, alt imens de spreder deres had mod alle, der ikke lever efter den strenge fortolkning af Koranen, og rekrutterer blandt desperate unge. De skal mødes af en gennemtænkt og virkningsfuld indsats, der ikke lader nogen tvivl tilbage om, at Danmark er et demokratisk land, der kun byder folk velkommen, der accepterer præmisserne for dette demokrati.
For det første skal der nedsættes et råd bestående af eksperter, der kender til islamismen. Der skal både være eksperter, der har studeret fænomenet islamisme, samt eksperter, der kender miljøerne indefra og har forladt dem. Der er ganske enkelt brug for konkret og velfunderet viden, for at politikerne kan træffe de rette valg.
For det andet bør der foretages en konkret overvågningsindsats af de islamistiske miljøer. Den skal ikke kun koncentrere sig mod steder, der har fået bevågenhed gennem den nylige terrorsag. Der er grund til at tro, at radikalisering ikke kun finder sted i fængslerne, men i lige så høj grad i moskéer og bandemiljøer og muligvis også på ungdomsuddannelser og universiteter. Derfor skal de konkrete personer overvåges fra væg til væg. Det er en meget mere fornuftig strategi end masseovervågning af almindelige danskere.
For det tredje bør overvågningen resultere i egentlig konsekvens for de mennesker, der radikaliserer, der systematisk undergraver demokratiet og som opfordrer til vold. Imamer som Hajj Saaed, der opfordrer til krig mod jøder, bør resolut udvises af Danmark, hvis de ikke er danske statsborgere. Det er ulovligt at opfordre til voldelige handlinger, og vi kan ikke have imamer, der på denne måde dyrker og legitimerer volden. Regeringen bør på dette område være langt mere konsekvent og handlingsorienteret, end det har været tilfældet. Imamer eller andre, der opfordrer til vold eller forfølgelse, som er danske statsborgere, skal systematisk retsforfølges.
Vi må ligeledes sørge for at bremse tilstrømningen af islamistiske imamer. Det kan vi gøre ved at fjerne den særligt gunstige lovgivning, der gør det lettere for prædikanter at få opholdstilladelse. Dertil kommer, at alle, der søger ophold i Danmark, skal kunne godtgøre, at de har et job og kan forsørge sig selv. Imamer, der er blevet retsforfulgt og dømt i andre lande, skal naturligvis ikke have opholdstilladelse. Personer, der systematisk arbejder på at undergrave demokratiet, skal ligeledes udvises.
Endelig kan vi sørge for, at de rabiate miljøer ikke modtager nogen form for støtte fra det offentlige. Vi har ytringsfrihed og forsamlingsfrihed i Danmark, men der er ingen, der tvinger os til ligefrem at støtte udemokratiske foreninger med skattekroner. Det er direkte krænkende for retsfølelsen, når vi tildeler midler til foreninger, der arbejder på at undergrave den demokratiske retsstat, der huser dem. Det vil vi ikke acceptere.
Den islamistiske terror har som nævnt en del til fælles med den terror, der udsprang fra nazismen i 1930’erne og kommunismen i 1970’erne i Europa. Den tilbyder et komplet verdensbillede, hvor alt er sat på plads. Sådanne absolutte normsystemer kan tiltrække helt almindelige unge mennesker, der drages mod den tilsyneladende eksistentielle sikkerhed, der ligger i en ideologi, der tilbyder svar på alt. Derfor ligger der også en opgave på skoler og ungdomsuddannelser i forhold til at udfordre sådanne verdensbilleder. Danske børn og unge skal møde en demokratisk kultur, der ikke kun udgøres af viden om partierne og antallet af medlemmer i Folketinget. Grundelementerne i demokratiet – magtens tredeling og frihedsrettighederne – må spille en stor og vigtig rolle i undervisningen, nøjagtig som det er intentionen i folkeskolens formålsparagraf.
Konklusionen på terrorangrebet, der dræbte to gode mænd og sårede endnu flere, må være, at vi ikke selv vælger vores fjender – de har valgt os. Derfor må vi tage dem nærmer e i øjesyn, og vi må tænke os godt om. Når vi har gjort det, må vi handle resolut. Vi må være mere omhyggelige med, hvem vi byder velkommen i vores land, og vi må stille højere krav til dem. Samtidig skal vi samarbejde og leve fredeligt med de mange danske muslimske borgere, der som os skatter demokratiet og de muligheder, det giver mennesker for selv at kunne vælge livsbane, religion og politisk observans.