Askeonsdag Dresden 1945

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tirsdag den 13. februar 1945 klokken 19.13 samledes 244 Lancaster-bombefly fra den britiske eliteenhed 5. Group over byen Reading 50 kilometer vest for London. Tre kvarter senere fløj de ind over den franske kyst syd for Boulogne og videre til Belgien, hvor de drejede ind over Ruhr. Her ændrede de abrupt kurs østover i en bane nord om Kassel. For at holde fjenden hen i uvished længst mulig om togtets mål zigzaggede flyene sig frem, og der gennemførtes samtidig afledningsangreb mod andre mål i Tyskland.

Vejret var ideelt til flyvning, men ikke til bombning. Der var overskyet over Tyskland, hvilket reducerede risikoen for tab undervejs. Mangel på ammunition fik de tyske luftværnsbatterier til kun at skyde mod mål, de kunne se. De britiske meteorologer var dog af den opfattelse, at himlen over målet ville være skyfri. Heller ikke de tyske natjagere lagde de store hindringer i vejen, idet kun en enkelt Lancaster blev skudt ned.

Lidt før klokken 22 lokal tid, efter fem timers flyvning, nåede 5. Group målet. Fra en skyfri himmel kunne besætningerne se Elben sno sig gennem Dresden. Byen havde indtil for nylig ligget uden for bombeflyenes aktionsradius. Men med de allieredes fremmarch i Italien og teknologiske forbedringer på bombeflyene var fredningen af ”Tysklands Firenze” endegyldigt forbi.

Togtets master bomber, der skulle lede angrebet, havde allerede kredset over Dresden i 10 minutter sammen med de otte Mosquito-fly, der skulle markere målområdet. Disse fly var taget af sted to timer senere end bombeflyene, men kommet først i kraft af deres hurtighed.

Klokken 22.03 fløj en fortrop Lancaster-fly ind over byen og markerede målområdet med 1.000 minifaldskærme med grønne magnesiumlysbomber. Samtidig angreb Mosquito-flyene i lav højde Dresden Sport Clubs stadion med røde lysbomber. Ingen af flyene blev beskudt. Dresden rådede ikke over antiluftskyts til at forsvare sig med. Det var en måneds tid forinden blevet overført til Østfronten kun 120 kilometer væk.

Klokken 22.06 udsendtes luftalarm over Drahtfunk, et kabelbaseret radionetværk.

Klokken 22.13 faldt de første bomber. Markeringerne var blevet udført så hurtigt og præcist, at master bomber besluttede at sende Lancaster-flyene ind to minutter før planlagt. Klokken 22.28 var det hele overstået.

Flyene udførte bombningen efter en systematik, der skulle sikre maksimal ødelæggelse. Opdelt i grupper kom de på én lang række fra nordvest ind over det brændende stadion. Hver gang en ny gruppe passerede stadion, ændrede den kurs to grader i forhold til gruppen foran, fløj ind i det grønne område og kastede bomberne. På den måde bombedes byen i vifteform.

Nede på jorden søgte titusindvis af mennesker dækning i beskyttelsesrum, kældre og hvor de nu kunne. Men fordi Dresden tidligere havde ligget uden for de allierede bombeflys rækkevidde, rådede byen kun over få offentlige beskyttelsesrum, og de obligatoriske beskyttelsesrum i kældrene var gennemgående improviserede og interimistisk indrettet. Dresden var ikke forberedt på et storangreb fra luften.

Det var indbyggerne heller ikke. Erfaringer fra byer, hvor bombninger længe havde været en del af hverdagen, understregede vigtigheden af at komme hurtigst mulig ud af beskyttelsesrummene og i gang med at slukke brandene. Men i Dresden blev indbyggerne under jorden.

Over jorden kæmpede brandvæsenet en umulig kamp mod flammehavet, der tog til i intensitet. Slukningsarbejdet blev vanskeliggjort af sprængte vandledninger og nedstyrtede bygninger, der lukkede for passage. De mange brande udviklede sig omkring midnat til en ildstorm ude af kontrol.

Ved en ildstorm er branden så voldsom, at der stiger varm luft til vejrs over dens centrum. Denne ildsøjle kan nå op i flere kilometers højde og har en støvsugereffekt ved jordoverfladen. Vinde på 75 m/s – 45 m/s er orkan – gjorde det nærmest umuligt for mennesker at kæmpe sig ud af brandområdet. Uanset hvilken vej de gik, måtte de trodse vinden, der kylede gnister, murbrokker og andre materialer fra ruinerne imod dem. Og med temperaturer på op mod 800 grader og ingen ilt, fordi branden opbrugte den, var det den visse død at forblive på stedet.

Men Dresden havde mere i vente. Lidt før klokken 22 satte godt 550 bombefly kurs mod byen. Anden angrebsbølge var på vej. Den 180 kilometer lange formationen nåede Dresden lidt efter klokken 1 og havde ingen problemer med at lokalisere målet. På 100 kilometers afstand kunne genskæret fra den brændende by ses mod himlen.

Fra klokken 1.21 til 1.45 blev Dresden bombet endnu kraftigere end før midnat. Besætningerne kunne mærke varmen fra den allerede kraftige ildstorm, da de fløj ind over byen. Da de satte kurs hjemover, kunne lyset fra den brændende by ses over 150 kilometer bagude.

Bombningen af Dresden var på flere måder højdepunktet af den ”1.000 bombefly”-strategi, som Bomber Command under Arthur Harris’ ledelse havde forfulgt siden den 31. maj 1942.

Det tidligere højdepunkt var tre successive angreb på Hamborg i slutningen af juli 1943, ”Operation Gomorrha”, med angrebet den 28. som det voldsomste. Her opstod ved et tilfælde den første brandstorm under bombekrigen. Godt 13 kvadratkilometer af byen blev ødelagt, og 25.000 mennesker omkom.

”Operation Gomorrha” var ukontroversiel, da den fandt sted på et tidspunkt, hvor krigen mod Tyskland stadig var op ad bakke. Anderledes med Dresden-bombningen halvandet år senere. Da var det kun et spørgsmål om tid, før Tyskland tabte krigen. Alligevel gennemførte Bomber Command angrebet, der med matematisk præcision afbrændte 15 kvadratkilometer af byen og dræbte, ja, hvor mange? Få andre begivenheder i Anden Verdenskrig har været omgærdet af så megen mytologi som dette spørgsmål. Og mytologien øgedes kun af, at den britiske premierminister Winston Churchill efter Dresden-bombningen i stigende grad stillede sig kritisk an over for ”1.000 bombefly”-strategien.

Hans Brunswig, forfatter til bogen ”Feuersturm über Hamburg” og bombehistorikernes grand old man, beretter, at han under et besøg i Dresden den 25. april 1945 fik oplyst et tabstal i størrelsesordenen 30.000-35.000. Et niveau, som i efterkrigstiden blev presset op i surrealistiske højder med tal helt op til 250.000. Selv om disse tal for længst er diskvalificeret af historieskrivningen, forekommer de stadigvæk i nyere faglitteratur. I sin bog »Hiroshima, Nagasaki« fra 2012 skriver den australske journalist Paul Ham i en billedtekst, at »mindst 100.000 mistede livet« i Dresden.

De overdrevne tabstal for Dresden-bombningen baserer sig ikke kun på uvidenhed. Under Den Kolde Krig benyttede DDR-propagandaen bombningen til et angreb på Vesten.

Bombningen var ud fra en militær betragtning unødvendig og udstillede de vestlige demokratiers sande, kyniske, aggressive ansigt, lød det anklagende fra det kommunistiske regime. Unødvendighedssynspunktet fremføres i dag af en ny generation tyske historikere, blandt andre Björn Schumacher i bogen ”Die Zerstörung deutscher Städte im Luftkrieg”.

Den præmis gør historikeren Frederic Taylor op med i sin bog ”Dresden – Tuesday 13 February 1945”. Byen var i høj grad vigtig for den tyske krigsførelse. Her fandtes landets vigtigste jernbaneknudepunkt næst efter Berlin samt vigtige industrivirksomheder. Og så var byen den 1. januar 1945 blevet opklassificeret til ”Verteidigungsbereich”, et område, der skulle forsvares til den bitre ende.

DDR-propagandaen modvises tillige af, at den sovjetiske general Aleksei Antonov på Jalta-konferencen 4.-11. januar 1945 ønskede en ”bombelinje” fra Berlin via Dresden og Wien til Zagreb.

For at sikre den fremrykkende røde hær mod ”friendly fire”, måtte de allierede kun bombe øst for denne linje efter forudgående aftale.

En britisk officer refererede Antonov for at sige, at Sovjetunionen ønskede »Dresden« og »jernbaneknudepunktet i Dresden bombet, fordi vi er bange for, at tyskerne er ved at forberede et forsvar for byen, en sidste bastion«.

Dresden blev bombet. Aften og nat af briterne. Dagen efter – askeonsdag – af amerikanerne.