Atomkraft hører med i debatten

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det bliver mere og mere tydeligt, at prisen på den grønne omstilling er ukendt. Bare inden for de seneste uger har Jyllands-Posten fortalt om politikernes manglende overblik over omkostningerne ved vindkraft, og Børsen har fortalt om en uventet reparation af vinger til havmøller ved Horns Rev. Ikke desto mindre fremføres ofte argumenter om, at denne eller hin rapport har beregnet prisen på fremtidens elektricitet: »Det fremgår klart af rapporten, at …«. En gennemgang af en række rapporter viser, at studiernes resultat ofte svarer til de politiske ønsker, opdragsgiverne har.

REO (Ren Energioplysning), mener, at atomenergi nødvendigvis må indgå i en nuanceret energidebat, og at denne energiform skal vurderes på lige fod med andre energikilder ud fra miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn. Energiministeren har ved årsskiftet givet udtryk for samme holdning – altså den irske. Han hedder Alex White og sagde i et interview, at »hvis du har en seriøs debat om energi, så kan du ikke udelukke atomenergi.«

Der er løbet en del vand i åen siden Folketinget i marts 1985 besluttede, at atomkraft ikke skulle indgå i den danske energiplanlægning – med 79 stemmer for og 67 imod. Den beslutning er der nu god grund til at revidere, hvis befolkningen skal sikres ren og økonomisk forsvarlig elforsyning uden afbrydelser, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner. REO udgiver nu et notat, hvor en række studier af fremtidige energipriser omtales. Der er tale om studier fra Storbritannien, USA, EU-Kommissionen, det svenske Elforsk, det tyske Agora Energiewende samt de hjemlige Rockwool-Fonden og tænketanken Cepos. Sammenfattende viser studierne, at de senere årtiers ujævne udvikling på området energi og især elektricitet gør det vanskeligt at danne sig et klart billede af, hvad prisen er på strøm fra forskellige energikilder.

Der er rigtig mange parametre at stille på, når man skal beregne elprisen på fremtidige anlæg. Derfor er der god grund til at se kritisk på disse beregninger og de sammenligninger, der laves. I flere af de betragtede studier har prisberegningerne det udfald, som opdragsgiverne ønsker. Hertil kommer, at den underliggende antagelse om ”et frit marked” ikke er opfyldt: Strøm fra politisk korrekte energikilder har ”forkørselsret” i elnettet. Og når man eksempelvis i et studie sammenligner prisen på atomkraft i Storbritannien med prisen på vindkraft i Tyskland og konkluderer, at det ene er billigere end det andet, så har man forladt ethvert sagligt grundlag.

Den størrelse, som normalt beregnes, er Levelized Cost of Electricity (Lcoe). Her beregner man investeringens forrentning og afdrag med en given rente over et antal år, hvortil lægges udgifter til brændsel, drift, vedligeholdelse og i enkelte tilfælde til nedrivning af anlæg efter brug. Fordelt på de forventeligt producerede kWh i anlæggets levetid får man så den gennemsnitlige (levelized) pris pr. kWh.

Det er vigtigt at understrege, at denne pris ikke inkluderer omkostninger til reservekraftværker (backup), som kan erstatte sol og vind i mørke og vindstille. Man sammenligner altså prisen på el fra et atomkraftværk, der kører med fuld effekt i 90 pct. af tiden, med prisen på el fra stærkt variable kilder.

Et meget troværdigt studie er ”Annual Energy Outlook 2014” fra USA’s Energy Information Agency. Det er en meget omfattende rapport, som beregner elprisen fra mange typer af anlæg, som forventes at være i drift i USA i 2019. Inden for de CO2-fri energiformer viser undersøgelsen, at vindmøller på land leverer den billigste energi (17 pct. billigere end atomkraft) og havvind langt den dyreste (godt dobbelt så dyrt som atomkraft).

I Storbritannien udgav regeringen i 2011 en hvidbog om en reform af elmarkedet, Electricity Market Reform. Formålet med reformen er at skaffe forbrugerne betalbar strøm med et lavt udslip af CO2 og høj forsyningssikkerhed. Denne sikres ved, at et antal fossile kraftværker betales for at være klar til at producere, når de vedvarende energikilder ikke kan. For CO2-fri energi som atom-, sol- og vind-, hydro- og biomasseenergi er der udviklet et helt nyt system:

For hver energikilde fastsættes en strike price (balancepris): Hvis markedsprisen er højere end balanceprisen, så må producenten kun beholde balanceprisen og skal indbetale merprisen til en fond.

Hvis markedsprisen omvendt skulle blive lavere end balanceprisen, så udbetaler fonden forskellen op til balanceprisen.

Producentens risiko ved at opføre og drive et elværk bortfalder ikke, på trods af balanceprisen. Hvis producenten ikke kan komme af med strømmen, bortfalder indkomsten – overkapacitet vil ramme producenternes indtjening. For det næste atomkraftværk i England, Hinkley Point C, er den aftalte strike price 87 øre/kWh. Den høje pris har vakt undren i resten af Europa.

Men den britiske regering ser ud til at have argumenterne i orden. I oktober udtalte EU’s daværende konkurrencekommissær, Joaquín Almunia, at »regeringen i UK har argumenteret overbevisende for, at dette anlæg ikke kan realiseres alene ved markedskræfternes hjælp. Her er der en markedsfejl …«. Trods den høje pris er priserne for andre lav-CO2-kilder endnu højere, for vindmøller på land marginalt højere.

Anderledes forholder det sig i en rapport fra firmaet Ecofys, bestilt af den tidligere EU-kommission. Her viser en beregning af Lcoe følgende priser: atomkraft 75 øre/kWh, landvind 56 øre/kWh, havvind 94 øre/kWh og biomasse 98 øre/kWh. Der er ikke medregnet omkostninger til backup for sol og vind.

Rapporten gør meget ud af et begreb, de kalder eksterne omkostninger, hvor atomkraft kommer ud med en meget høj værdi. Forfatterne indfører et begreb, der hedder depletion of energy resources, som kendes fra oliebranchen. Det dækker, at olien i et felt bliver sværere at hente op efterhånden. Det kan man i oliebranchen sætte en pris på, og denne overfører forfatterne uden videre til også at gælde uran, hvorefter indkøb af uran udgør over 50 pct. af de eksterne udgifter ved atomkraft. Det røber forfatternes manglende kendskab til atomkraftens teknologi og/eller et ønske om at få atomkraft til at virke dyr.

Dette er blot et af mange eksempler på denne rapports manglende troværdighed. Det er EU-Kommissionen åbenbart opmærksom på, når den i forordet skriver: »... hverken den (kommissionen) eller nogen person tilknyttet kommissionen kan holdes ansvarlig for brugen af oplysninger indeholdt i rapporten.«

”El från nya och framtida anläggninger 2014” er titlen på en rapport fra svenske Elforsk. Her udregnes bl.a. følgende priser, alle i öre/kWh: landvind 51, havvind 79 og atomkraft 54. Heller ikke her er indregnet prisen for back-up til vindmøllerne. I Sverige vil man angive andre priser, idet skat medregnes i prisen på atomkraft (+5,7 öre) og støtte (elcertifikat) fradrages prisen på vindstrøm (-16,1 öre).

Tænketanken Agora Energiewende er etableret for at forklare befolkningen i Tyskland det fornuftige i at udfase atomkraft og sigte mod vedvarende energi. I et studie med titlen ”Comparing the Cost of Low-Carbon Technologies: What is the Cheapest Option?” er svaret klart: Nye anlæg for sol og vind kan levere CO2-fri el op til 50 pct. billigere end ny atomkraft.

Denne konklusion fremkommer ved at sammenligne den britiske strike price (se ovenfor) på atomkraft, som er politisk fastsat, med tyske priser på sol og vind, som også er politisk fastsat. Det svarer til at sammenligne priser fra to kommunistiske lande i gamle dage.

Tiden er kommet til, at vi også herhjemme begynder at diskutere, om ikke sol og vind bør suppleres med atomkraft.

Realiteten er, at energi fra atomkraft strømmer ind over vore grænser. Spørgsmålet er derfor, om ikke den 30 år gamle folketingsbeslutning skal revideres, således at Danmark kan deltage i opførelse af atomkraftværker i vore nabolande. Strømmen kommer alligevel, men med et ”abonnement” kan vi få højere forsyningssikkerhed for en lavere pris.