Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Fra Ehrenhain til Gedenkstätte

Navneændringen på det tyske mindretals mindelund over dets faldne i Anden Verdenskrig et et godt eksempel på, at fænomener som mindekultur og erindringspolitik bestemt ikke er statiske, men derimod konstant under forandring.

Artiklens øverste billede

Den 18. August 1962 indviede det tyske mindretal i Sønderjylland et mindested for dets faldne og savnede frontfrivillige under Anden Verdenskrig. Mindestedet var etableret på mindretallets traditionelle mødested Knivsbjerg mellem Aabenraa og Haderslev og fik navnet Ehrenhain.

Flere betegnelser var i spil, f.eks. Ehrenmal, Denkmal, Mahnmal, Gedenkstätte og Gedächtnisstätte. Når Ehrenhain vandt hævd, selv om der aldrig forelå nogen egentlig beslutning herom, så skyldtes det uden tvivl, at dette begreb harmonerede med den almindelige opfattelse og diskurs i det tyske mindretal.

Ehrenhain har nemlig klare konnotationer i retning af hæder og ære, og de faldne og savnede frontfrivillige, som overvejende havde gjort tjeneste i Waffen-SS på Østfronten og på Balkan, havde i mindretallets øjne blot opfyldt en national forpligtelse over for Mutterland Tyskland. For dette havde de frivillige betalt den højeste pris, og derfor skyldte man dem ære og respekt.

Den 18. August 2012, på 50-årsdagen for indvielsen af Ehrenhain, omdøbte mindretallets formand, Hinrich Jürgensen, officielt stedet til Gedenkstätte det er et begreb, som signalerer nok så megen stille eftertanke. Og det gjorde han ud fra en opfattelse af, at det ikke kunne opfattes som en ære at have tjent et forbryderisk regime i en racistisk udryddelseskrig.

Forud var gået en lang og smertefuld proces i mindretallet. Som det udtrykkes på den nye infotavle til Gedenkstätte på Knivsbjerg, skete navneændringen som et resultat af en »kritisk nyvurdering af det tyske mindretals rolle under nationalsocialismen samt mindretallets omgang med denne periode i efterkrigstiden«.

Det fremgår også af infotavlen, at denne kritiske nyvurdering af mindretallets egen fortid i høj grad var igangsat af nye historiske forskningsresultater.

Navneændringen fra Ehrenhain til Gedenkstätte er et godt eksempel på, at fænomener som mindekultur og erindringspolitik bestemt ikke er statiske, men derimod konstant under forandring.

En anden indhøstet historiefaglig erfaring er, at det kan være overordentlig vanskeligt at fastslå nationalt sindelag éntydigt.

Meget tyder på, at vi står over for just denne problemstilling i relation til Ehrenhain på Knivsbjerg.

»Dem Gedenken unserer Gefallenen und Vermissten, Erster Weltkrieg (5136) Zweiter Weltkrieg (746)«

Sådan lød det oprindelige udkast til teksten på hovedstenen på Ehrenhain. Det fremgår af det arkivalske stof, som initiativtagerne til Ehrenhain har efterladt sig. Men den endelige tekst på hovedstenen blev blot: »Dem Gedenken unserer Gefallenen und Vermissten«, altså »Til minde om vore faldne og savnede«. I den endelige tekst undlod man altså at sætte tal på de faldne.

På baggrund af tekstudkastet er det imidlertid nærliggende at stille sig spørgsmålet: Hvem omfattes egentlig af udtrykket vore faldne og savnede?

I den almindelige offentlighed har man altid opfattet Ehrenhain som et hjemmetysk mindested for mindretallets faldne og savnede. Tallet på godt 5.136 faldne nordslesvigske (indkaldte) soldater under Første Verdenskrig omfatter imidlertid alle nordslesvigere i tysk tjeneste, dansk- såvel som tysksindede. Derom ingen tvivl.

De var alle tyske statsborgere, men langt hovedparten af dem var dansksindede.

Hvad angår de 746 faldne og savnede frontfrivillige fra Anden Verdenskrig, som Ehrenhain primært var rejst for, og som man i modsætning til Første Verdenskrigs faldne udfoldede store anstrengelser for at navngive på Ehrenhains bronzetavler, har der aldrig hersket tvivl om, at de alle var tysksindede.

En nærmere granskning synes imidlertid at godtgøre, at det ikke er tilfældet – at tallet på 746 faktisk omfatter noget nær samtlige faldne og savnede frontfrivillige fra Nordslesvig, tysk- som dansksindede. Altså ligesom tallet for Første Verdenskrig!

Af de godt 650 navne på mindepladerne ser mindst 19, men sandsynligvis væsentlig flere, ud til at tilhøre dansksindede, og evt. såkaldt ”blakkede”, nordslesvigere, at dømme ud fra tilhørsforhold til det danske nazistparti DNSAP og målt på den enhed, man havde gjort fronttjeneste ved. Og det vil sige primært Frikorps Danmark, der af både dansk- og tysksindede opfattedes som en dansk enhed.

Når der kun er 650 navne på mindepladerne ud af de i alt 746 faldne og savnede, skyldes det, at 83 familier ikke ønskede deres kæres navne nævnt på mindepladerne. Det har været forklaret med, at det overvejende var pårørende til savnede, som ikke havde opgivet håbet om at gense deres kære.

En anden sandsynlig forklaring har den tidligere tyske præst i Sønderborg Günter Weitling, som fra 1986 til 2000 var med til at arrangere mindehøjtideligheden på Knivsbjerg, givet: De pågældende familier havde måske »die Schnauze voll« – altså havde fået nok.

Men en tredje forklaring kan have været nationalpolitisk, altså at en stor del, måske op mod halvdelen, af de 83 familier har frabedt sig, at deres kæres navne blev nævnt på det tyske mindretals mindesmærke, ganske enkelt fordi familierne var dansksindede og ikke ønskede at blive associeret med det tyske mindretal. Eller mere præcist: De faldne og savnede ægtemænd, fædre og sønner havde sandsynligvis haft tilknytning til det danske nazistparti DNSAP, som stod stærkt i Sønderjylland. At DNSAP stod stærkt i Sønderjylland op til og under Anden Verdenskrig, ved vi fra stemmetallene til folketingsvalgene.

I udgangspunktet var der et udtalt modsætningsforhold mellem Frits Clausens danske naziparti, DNSAP, og Jens Møllers tyske NSDAP-N (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei-Nordschleswig). Begge var ganske vist nazistiske og hyldede Adolf Hitler, men grænse- og nationalitetsspørgsmålet adskilte: Den dansk-nationale sønderjyde Frits Clausen ønskede grænsen flyttet til Ejderen, Jens Møller ønskede den flyttet til Kongeåen.

Imidlertid voksede der i løbet af krigen en vis forståelse frem mellem i hvert fald dele af de to nationale grupper. Den fælles tjeneste i Waffen-SS – først i Division Wiking og siden i Regiment 24 Danmark, hvori resterne af Frikorps Danmark indgik – skabte et våbenbroderskab, som fik primat i forhold til den nationale orientering.

Det samme gjorde også det skæbnefællesskab, det tyske mindretal og de danske nazister oplevede med det tyske nederlag og det efterfølgende retsopgør.

Der foreligger tilsyneladende ikke en formel beslutning om, hvorvidt der skulle anlægges nationale kriterier, da man navngav de faldne og savnede på Ehrenhain.

Måske skal initiativtagernes tilsyneladende manglende skelen til det nationale sindelag blot ses i forlængelse af den manglende skelen, for så vidt angår de faldne fra Første Verdenskrig. Vore faldne og savnede er så Nordslesvigs faldne og savnede.

Eller måske så initiativtagerne simpelt hen en politisk interesse i, at tallet på faldne og savnede blev så stort som muligt. Man må i hvert fald konstatere, at initiativtagerne til Ehrenhain arbejdede med en meget rummelig opfattelse af begrebet ”faldne”.

Således har det tyske mindretal de senere år måttet fjerne navne fra bronzetavlerne på personer, som var blevet henrettet flere år efter krigens ophør af de danske og de britiske myndigheder for drab, tortur og krigsforbrydelser.

Og det forekommer ikke overdrevent letsindigt at forudsige, at flere tvivlsomme ”faldne” vil dukke op, så set i bagklogskabens klare lys ville det have gjort det meget lettere for mindretallet, hvis initiativtagerne i sin tid også havde valgt en anonym form for Anden Verdenskrigs faldne og savnede.

Ph.d. Henrik Skov Kristensen er overinspektør ved Nationalmuseet og leder af Frøslevlejrens Museum. Kronikken tager udgangspunkt i hans bidrag til ”Forundringsparat. Festskrift til Inge Adriansen”, som blev præsenteret ved en afskedsreception for museumsinspektør Inge Adriansen på Sønderborg Slot i går, fredag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.