I kamp for pressefriheden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er nat, og Aden er tavs, gadebelysningen sporadisk. Bygningerne, mange af dem ruiner eller arret af skudhuller, rejser sig grå og dystre langs gaderne. Et par strejfende hunde fanges i bilens lygter, og i mørket bag dem øjnes et par skikkelser i lasede kjortler og et tørklæde svøbt hovedet. Jeg er på vej til lufthavnen efter i en halv snes intense dage at have forsøgt at lære 45 unge, yemenitiske kolleger, hvordan de bedst kan fortælle om deres martrede land og splittede folk.

Mediet har været radioen, redskabet journalistik og fortælleteknik. De 45 elever har været fordelt mellem 13 unge radiofolk i hovedstaden Sana’a og en gruppe på 30 i Aden. Mens den første gruppe var relativt homogen talte den sidste gruppe alt fra to tv-værter, som hellere ville lave radio, et par radioreportere, et par skrivende journalister til to advokater, en arkitekt og en psykolog, som drømte om at blive værter på programmer inden for deres fag og ekspertise. Problemet er, at jeg måske kører langs en frontlinje. Hverken min chauffør eller jeg kan med sikkerhed vide, om vi om nogle sekunder bliver fanget in krydsild mellem al-Qaeda-kæmpere og regeringsstyrker eller fanget i vejsidebombens ildblomst. Det koncentrerer tankerne. Mine glider et øjeblik tilbage til Chicago, hvor jeg engang i 1980’erne kørte med en politipatrulje i et distrikt, hvor rivaliserende bander med mellemrum, men uden nogen påviselig grund åbnede ild mod hinanden. Dengang ledsagede jeg en ung amerikansk betjent, hvis opgave var at holde sig i konstant kontakt med banderne, vide hvor de opholdt sig, og hvor og hvornår der var en risiko for sammenstød. Jeg talte med ham, med bandemedlemmerne, med myndighederne, med forældrene.

Mens jeg sidder og stirrer ud i den sorte nat, går det op for mig, at jeg har prøvet at lære journalisterne og radioværterne in spe at gøre det samme, som jeg selv har gjort – men at deres opgave er betragteligt sværere end min.

Jeg ryster mindet af mig og forsikrer mig selv om, at det nok skal lykkes. Budskabet er gået ind, ingen tvivl om det. De 45 mænd og kvinder – alle mellem 20 og 30 og med en lille overvægt af unge kvinder – har i de 10 dage, undervisningen har varet, skånselsløst og systematisk suget hvert eneste dråbe af erfaring ud af mit gamle liv. De må da have lært noget! De drømmer, hver og en, om at arbejde som frie journalister i et frit medielandskab og rapportere så fair og afbalanceret som muligt om, hvad der sker i deres land.

Så forvandles mørket uden for bilens vinduer til et tilsyneladende uigennemtrængeligt, sort panser. Jo, jeg kan sidde her i kabinens kokon, mens lysene fra instrumenterne kaster et beroligende skær over chaufførens ansigt, og bilder mig ind, at jeg er i det 21. århundrede. Men udenfor ligger en anden virkelighed. En yemenitisk virkelighed, hvor folks holdninger til og forestillinger om, hvad journalistik kan bruges til, passer bedre til Middelalderens.

Jeg ved godt, hvorfor jeg har det på denne måde. Fra første undervisningsdag har jeg haft det, som om jeg at siddet i sadlen på en utæmmet hest i en rodeoarena. Jeg kunne være blevet kastet af, når som helst. Det begyndte i Sana’a, hvor 13 unge radiojournalister dukkede op en halv time for sent, hvilket gjorde min tolk – professor i engelsk litteratur ved universitetet i Annam nord for Sana’a – så rasende, at han på stedet gav dem en skideballe, som fik sløret til blafre om ørerne på pigerne og mændene til at stirre forlegent på deres skosnuder. Det blev starten på, hvad jeg håber bliver et livslangt venskab mellem ham og mig, og en øjenåbner for de unge. De havde dæleme bare at være opmærksomme. Katklumpen, som mange yemenitter smutter ind i mundhulen efter frokost, og som hensætter dem i slags dvaletilstand, kunne de også glemme.

Det gjorde det ikke lettere, men også her kom Abdullah mig til hjælp. Grunden til deres sløsede start var den måde, de bliver undervist på, fortalte han. De er vant til en undervisning, som hviler på forelæsning og udenadslære i et omfang, som vi i Danmark skal 100 år tilbage i tiden for at genkende. Jeg traf en hurtig beslutning, skrottede en stor del af det forberedte PowerPoint-show, og kastede mig ud i, hvad der skulle blive en 10 dage lang dialog om den profession, vi har fælles, men som de udøver under betragtelig vanskeligere vilkår, end jeg gør.

Temaerne for dialogen gav næsten sig selv. Først diskuterede vi grundlæggende former for nyhedsformidling i radioen, så journalistisk etik og endelig radiofoniske redskaber og fortælleteknik.

Det blev imidlertid hurtigt klart, at de to første punkter krævede betydeligt mere tid, end jeg havde forventet. Hvad de grundlæggende metoder angår, vil en detaljeret gennemgang af diskussionerne afsløre, at der ikke er de store forskelle mellem dem, som anvendes af mine kolleger på DR, Radio 24/7 eller lokalradioer. Så var det, at jeg fortalte dem, at de som journalister skulle være uafhængige, ukorrupte, kritiske, retfærdige og afbalancerede i deres dækning, uden fordomme, modige – og kunne omgås både bisser og baroner.

Ingen protesterede. Alle egenskaber, som en god journalist bør prioritere højt. Punktum.

Lysene fra lufthavnen dukker op forude. Den er ikke just præget af travlhed. Yemen er en glemt, fejlslagen stat, som fremmede er bange for at besøge på grund af den konstante trussel om sammenstød mellem den shiitiske Houti-stamme i nord, al-Qaeda, den sunnidominerede regeringsmilits Islah, socialister og seperatiser i syd – og den konsternerende fornemmelse af hele tiden at være overvåget af amerikanske droner. Udviklingen har selvfølgelig sat sit mærke på journalistikken, og i bilens mørke genkalder jeg mig episoderne, som udspillede sig under diskussionerne om de dilemmaer og problemer, der er opstået. Til at begynde med har de stort set alle har oplevet, at deres historier er søgt vinklet eller præsenteret på en måde, som ikke svarede til indholdet. I processen har de mistet deres illusioner.

For bare tre år siden var mine elever de blandt de unge, hvis protester på nationens offentlige pladser drev Abdullah Saleh fra magten. Han havde regeret landet siden 1978, og hans fald var en del af Det Arabiske Forår. Yemens revolutionære ungdom, som strømningen kaldtes, var betegnelsen for en stor gruppe relativt unge, relativt veluddannede og selvstændigt tænkende yemenitter, hvis drøm var at skabe en ny yemenitisk stat, hvor sårene fra tidligere krige kunne heles, og nord og syd forenes gennem dialog.

Der er opstået en tillidskløft mellem de politiske partier og den brede gruppe af uafhængige unge, som var spydspidsen i kampen mod Salah. De siger, at Islah og til dels også de andre partier har stjålet revolutionen og nu udnytter den til egen fordel, ikke samfundets. Det blev klart den 21. september, fire dage før min ankomst, da bevæbnede houtier besatte Sana, og premierministeren gik af. Inden længe blandede al-Qaeda sig med selvmordsbomber i både syd og nord, og i Aden lød fornyede krav om løsrivelse. Efter nogle dages krise lykkedes det til dels at genoprette roen, og en ny regering og en ny premierminister blev udpeget. Men det er karakteristisk for udviklingen, at den er opnået som kompromis mellem de etablerede kræfter, og at de unge stort set har trukket sig ud af dialogen.

Konsekvenserne i medielandskabet er klare. De arabisksprogede medier i Yemen er for størstepartens vedkommende styret af snævre politiske interesser. Det giver sig udtryk i fordomsfulde reportager, hvor journalisterne blander rapporteringen af facts med kommentarer, som de mener passer til avisens politiske linje. Yemen Times er en af de få aviser, der prøver at trække den modsatte vej – derfor denne workshop – og jeg betragter det som en sejr, at jeg holdt mig i sadlen.

Hvordan? Som lærer kunne jeg jo ikke bare ikke fortælle dem, at de skulle stikke deres redaktørers manipulationer derop, hvor lyset ikke skinner. Mens lyset fra Aden svinder under mig, genkalder jeg mig de ord om sprogets fleksibilitet og redaktionelt diplomati, som jeg første gang hørte blandt medlemmer af den polske solidaritets-bevægelse, og som jeg gentog for mine yemenitiske elever. Ord om at stå fast, når det er nødvendigt, om indrømmelser uden nederlag og om små sejre i den kamp for pressefrihed, vi alle er del af.