Stærke storbyer uden for hovedstaden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den globale recession og krisen i eurolandene har haft en enorm indvirkning på den europæiske økonomi og vil udgøre endnu større trusler fremover. Krisen har skærpet debatten om hovedstæders og storbyers bidrag til økonomien, og om hvorvidt de enkelte lande klarer sig bedre, hvis de samler deres investeringer i hovedstæderne eller spreder investeringerne til en større kreds af byer.

Det rejser følgende vigtige spørgsmål: Hvorfor skal de politiske beslutningstagere investere uden for hovedstæderne i krisetider?

Denne problemstilling står politikere i hele Europa over for. Mit hovedbudskab er, at landene skal decentralisere magten og sprede investeringerne yderligere, hvis de ønsker at øge konkurrenceevnen. Jeg har den holdning, at Danmark kan blive et endnu mere interessant, endnu mere lige og endnu rigere land, hvis man fremmer udviklingen af en række stærkere og mere forskelligartede byer uden for hovedstaden, f.eks i Aarhus og den østjyske byregion.

Det er helt afgørende for Danmark A/S, at København klarer sig godt. Men det er lige så vigtigt, at byerne uden for København klarer sig godt, fungerer som supplement til hovedstaden, løfter deres del af den byrde, der er forbundet med hovedstadens vækst, og afbøder nogle af de negative eksterne virkninger samt udfører de opgaver, der ikke behøver at ligge i hovedstaden. Erfaringen fra Europa viser, at det i bund og grund handler om investeringer. I det forrige årti blev storbyerne i mange europæiske lande økonomisk stærkere og ydede et stadigt større bidrag til den nationale velfærd. Men de nationale økonomier klarede sig i denne periode også særdeles godt, og der blev foretaget store offentlige investeringer.

De betingelser vil ikke være til stede i det næste årti. Der er en risiko for, at de økonomiske og finansielle problemer og konkurrencen om de begrænsede offentlige og private midler vil begrænse væksten i storbyerne og øge de økonomiske og sociale skel mellem dem – og mellem dem og hovedstaden. I mange europæiske lande betød de investeringer, der blev foretaget i de gode tider før krisen, at storbyerne fik styrket deres økonomi og kunne bidrage mere til nationaløkonomien. Det er vigtigt, at de allerede foretagne investeringer og dem, som nu er i fare som følge af krisen, ikke går tabt. Og det handler i bund og grund både om territorial lighed og retfærdighed og om investeringer og økonomiske resultater. Mit instituts nylige undersøgelse af 124 storbyer og 31 hovedstæder i Europa (www.ljmu.ac.uk/EIUA/second-tier-cities/index.htm) indeholder en enorm mængde data og analyser af, hvordan byer i forskellige europæiske lande klarer sig, og hvordan landets politik påvirker dette.

Undersøgelsen viser, at overinvestering i hovedstæder og underinvestering i storbyer er uholdbart i længden og vil have en negativ effekt på økonomien.

Den viser, at det er til gavn for hele landet, hvis man decentraliserer ansvar, beføjelser og ressourcer samt spreder investeringer og styrker en række byer i stedet for at fokusere på hovedstaden. Selv om hovedstæderne i mange lande tegner sig for en væsentlig del af landenes bnp, yder storbyerne også et stort bidrag. I mange tilfælde er storbyernes samlede økonomiske bidrag større end hovedstadens. De udgør rygraden i det økonomiske system, og vi er nødt til at støtte dem.

Hovedstæderne er uhyre vigtige for de nationale økonomier, og de skal være i stand til at konkurrere på det globale marked. Men der er en risiko for, at de dominerer de øvrige byer, hvilket til sidst vil skævvride nationaløkonomien geografisk såvel som strukturelt.

Brug Tyskland som eksempel.

Man kan lære meget af Tyskland om, hvilken økonomisk rolle storbyerne spiller. Tyskland er naturligvis unikt. Det er en forbundsrepublik, som har skiftet hovedstad, og landet har været delt og er blevet genforenet. Landets storbyer er typisk hovedstæder i delstaterne med omfattende beføjelser og ressourcer. Det har et unikt system med regionalt bankvæsen og stærke mellemstore virksomheder. Andre europæiske lande kan ikke bare kopiere det tyske system. Ikke desto mindre kan hovedprincipperne bag det tyske system overføres til forskellige lande.

De tyske erfaringer støtter argumentet om, at decentralisering af beføjelser og ressourcer og geografisk spredning af investeringer er til stor gavn for nationaløkonomien. Den økonomiske aktivitet – den private såvel som den offentlige – er mere ligeligt fordelt mellem en række byer, som tilsammen udgør en kraftig og velsmurt økonomisk motor.

Decentralisering, spredning og en række stærke storbyer kan således bidrage til at styrke nationaløkonomien. Men decentralisering og uddelegering af ansvar til byerne fungerer kun, hvis der med ansvaret følger beføjelser og ressourcer. Byerne klarer sig bedre i de lande, hvor der er mindst centralisering og størst økonomisk spredning, og hvor byerne har større beføjelser, ressourcer og ansvar.

Nogle hævder, at der ikke er behov for regeringsindgreb for at løse skævheder mellem regioner og byer. De mener, at markedskræfterne vil styre udviklingen og føre til øgede investeringer i storbyerne, da omkostningsniveauet og prisen for vækst i hovedstæderne bliver mere tydelige, mens mulighederne i storbyerne fremstår tilsvarende tydelige. Men vores analyser viser – på linje med andre økonomiske analyser af regioner – et andet resultat. I alt for mange lande investeres der ganske enkelt for meget i hovedstæderne og for lidt i de øvrige større byer.

Hvor mange økonomisk stærke storbyer et land har råd til at støtte, afhænger både af landets størrelse og økonomiske udviklingsstadium. I mindre lande vil der eksempelvis være færre byer, som kan fungere som supplement til hovedstaden. På samme måde er hovedstæderne i de asiatiske udviklingsøkonomier disse landes vigtigste økonomiske lokomotiv.

I begge tilfælde bliver hovedstæderne måske ved med at være dem, der tiltrækker flest investeringer, fordi de højst sandsynligt er dem, som har evnen og den nødvendige kritiske masse til at klare sig godt.

Landene skal ikke desto mindre have strategier for udvikling af storbyerne, så de kan sprede de økonomiske fordele og hjælpe dem til at fungere som økonomiske lokomotiver i deres respektive regioner. I lyset af den betydning, som de nationale politikker og ressourcer har, bør de nationale regeringer især målrette deres politikker, så de fremmer udvikling af så mange økonomisk stærke storbyer, som urbaniseringen og den økonomiske udvikling tillader.

Så budskabet er klart. En stærk hovedstad er vigtig for et lands globale position og konkurrenceevne. Men det er også vigtigt at have stærke storbyer. Både hovedstæders og storbyers udvikling skal støttes i fremtiden. Der er tale om en win-win-situation uden tabere.

Et vigtigt politisk spørgsmål er, hvordan man tilskynder storbyerne til at absorbere noget af hovedstædernes vækst, når hovedstæderne når grænsen for, hvor meget de kan vokse, og når omkostningerne begynder at overstige fordelene. Regeringer på alle niveauer bør hjælpe storbyerne, så de kan komme ud af den nuværende recession med flere ”investeringsparate” steder for at få den stærkest mulige nationaløkonomi.

Der er forskel på forholdene i de enkelte lande, regioner og byområder, og der vil også være forskel på de politiske initiativer. Men nogle af de overordnede principper for fremtidens territoriale investeringer er klare. Regeringerne bør helt konkret investere mere i storbyerne, når: