Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Tyskerhad, 1864 og nationale tabuer

Uanset hvordan ”1864” genfortæller historien, vil den efterfølgende uenighed og debat gøre det muligt at nævne det unævnelige og åbne mange danskeres øjne for den gigantiske vildfarelse, at vi er en nation af helte.

Artiklens øverste billede

Danskerne har det svært med Danmarks krigshistorie. Som det fremgår af debatten om tv-serien ”1864”, falder alle og enhver over serien, allerede inden nogen har set bare halvdelen af den. Man burde nok snarere spørge, hvem der kan være sandhedsvidne i spørgsmål om Danmarks forhold til den store nabo i syd. Mange spor af stærke følelser går især tilbage til besættelsestiden (1940-1945), men sætter også følelser i sving omkring vore tysklandskrige og -konflikter længere tilbage.

Lige siden sejrsrusen efter Treårskrigen (1848-1851) har den politiske håndtering af forholdet til Tyskland gentagne gange sat Danmarks eksistens og ære på spil, dvs. i 1864, 1914 og 1940. De politiske beslutninger i disse tre skæbnestunder har delt danskernes følelser mere grundlæggende end noget andet nationalt spørgsmål.

Derfor er forholdet til Tyskland og tyskerne fortsat tabuiseret og har kun levnet plads til én eneste tilkendegivelse, som de fleste danskere synes at kunne enes om i ethvert selskab, nemlig at tyskerne er krigsgale og dominerende, og at dem kan vi ikke lide. Hvordan det føles at være uskyldig genstand for dette fælles tyskerhad, blev bevægende skildret forleden aften på tv af ”tyskerungen” og forfatteren Knud Romer, der fik tyskerhadet at føle, da han voksede op på Falster som barn af sin tyske mor og danske far.

Den psykologiske virkelighed er, at tyskerhadet så at sige er blevet stedfortræder for vore egne tabuiserede beslutninger og handlinger i forholdet til Tyskland. Tyskerhadet har dybe rødder i danskernes nationale følelsesliv, dvs. vores unævnelige politiske upålidelighed, vores skamfølelse over samarbejdet med nazisterne og vores fatale, strategiske dumheder i forholdet til tyskerne.

Tyskerhadet begyndte sandsynligvis med den barbariske henrettelse i 1772 af tyskeren, oplysningsmanden og enevældens kortvarige reformator Struensee, den enevældige danske monarks eneste virkelige ven og mest betroede mand, der ville danskerne det godt, men blev hadet af regeringen. Derom er der lavet en fortræffelig og meget rost film ”En kongelig affære”, så lad os nøjes med den senere krigshistorie:

For det første vedtog vi i 1863 Novemberforfatningen, som stred mod fredsaftalen med Prøjsen efter Treårskrigen, og som derfor lige så godt kunne have været en direkte krigserklæring mod Prøjsen. Så de danske soldater ”drog afsted, og pigen ville med” igen i 1864 som Danmarks telegrafdirektør, Peter Faber digtede allerede i 1848. Resultatet var forsmædelsen, da general de Meza til regeringens forfærdelse og vrede måtte retirere fra det nationale symbol over dem alle, Dannevirke. Realisten de Meza blev afskediget, og resultatet blev de mange tusind døde i Dybbøls skanser og på Als, tabet af en tredjedel af helstatens landområde og sejrherren Bismarcks heltestatus i det store, snart forenede og derfor endnu farligere stortyske kejserrige. I 1890 karakteriserede Johan Ottesen prøjserne som ”ugræs”, der ”er føget over hegnet«, i sønderjydernes nationalsang.

For det andet dukkede vi os både før og under Første Verdenskrig, selv om 30.000-40.000 dansksindede sønderjyder blev sendt ufrivilligt til fronterne og 6.000 af dem faldt for Tyskland, og selv om vi kun 20 år forinden havde afsluttet opførelsen af danmarkshistoriens mest kostbare og uindtagelige fæstningsværker for at kunne forsvare os mod tysken. Men efter tysk pres brød Danmark folkeretten og minelagde bælterne. Op mod krigsudbruddet afrustede vi afgørende, og vi kunne derfor kun danse efter kejser Wilhelms pibe og se på, at andre lande bekæmpede aggressorerne. Herhjemme var resultatet, at vi i stedet for at hjælpe vore landsmænd syd for 1864-grænsen blev Tysklands leverandør af sønderjysk kanonføde og – som nyrige gullaschbaroner – blev mere end villige leverandører af konserves og materiel til den tyske krigsførelse. Jeppe Aakjær digtede resigneret (1916): »Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge«, mens verdenshistoriens indtil da største søslag, Jyllandsslaget, rasede ud for vore kyster, og Danmarks flåde lå trygt i havn.

Stærke var følelserne derfor, da vi i 1920 kunne genforenes med sønderjyderne og for en stund glemme skammen over intet at have gjort for det. Hvor meget dette fyldte i almindelige danskeres følelsesliv ses bl.a. af de utallige genforeningsmonumenter, der blev rejst landet over. Det synes som om den menige dansker ville sige undskyld for prisgivningen af sønderjyderne med bl.a. Henrik Pontoppidans ord »En røvet datter dybt begrædt, er kommet frelst tilbage« – hugget i granit i snart sagt enhver landsby.

For det tredje kapitulerede vi den 9. april 1940 stort set uden kamp og bøjede os betingelsesløst som det eneste af de overfaldne europæiske lande for Hitler-Tysklands aggression og blev tyskernes mønsterland på flødeskumsfronten. Udenrigsminister Scavenius gratulerede Hitler med »de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring«, og sådan fortsatte samarbejdet med nazisterne uden de helt store gnidninger, indtil Wehrmachts krigslykke svigtede i Nordafrika og Rusland, og en folkeopstand i Esbjerg bredte sig til hele landet og tvang regeringen til at gå af og – i smug – skifte til de allieredes side. Forinden havde regeringen skilt sig af med Christmas Møller, der flygtede til London og blev Danmarks stemme over BBC.

Hvor stor skammen er over disse aldeles uheroiske, opportunistiske indsatser, fremgår måske tydeligst af, at man længe forsøgte at fortie, at godt og vel lige så mange danskere faldt på østfronten for Nazityskland, som der var danske sømænd, der omkom i allieret krigstjeneste.

Samarbejdspolitikere forsøgte meget symptomatisk at sværte digterpræsten Kaj Munks eftermæle efter hans heroiske død for tyske kugler, og – i dag – at man ikke kan bekvemme sig til at få Modstandsbevægelsens Frihedsmuseet genopført på Modstandsbevægelsens præmisser. Man ønsker ikke at blive mindet om dét, der med Kaj Munks ord står på monumentet nær henrettelsespladsen i Ryvangen: »Drenge, I drenge som døde, I tændte i dybeste mulm en lysende morgenrøde«. »Kun I drenge«, kunne man tilføje.

For at hjælpe på Danmarks blakkede omdømme blandt de allierede og dermed argumentere for, at russerne ikke behøvede at hjælpe til med besættelsen af Bornholm og bombardementerne af Rønne og Neksø, udtalte feltmarskal Montgomery under heltemodtagelsen i København, at Modstandsbevægelsens indsats havde været ”second to none”. Men i Moskva og senere i FN måtte diplomaterne arbejde hårdt for, at Danmark ikke blev klassificeret som Nazitysklands allierede.

Efter Befrielsen strømmede tyske flygtninge til Danmark fra især de nu russisk besatte baltiske områder. Mange blev interneret i regulære koncentrationslejre, f.eks. ved Oksbøl, hvor tusindvis af kvinder og børn døde af underernæring og tyfus. Den Almindelige Danske Lægeforening forbød medlemmerne at behandle de tyske flygtninge.

Disse dybtgående politiske forsmædelser og moralsk forfald skaffede Danmark et internationalt omdømme i årene efter 1945 som en af Europas mest upålidelige nationer.

Det har vi naturligvis svært ved at leve med, især fordi det bærer sandheder i sig. Men det forklarer, hvorfor det fortsat er tabu at beskæftige sig selvransagende med Danmarks forhold til Tyskland, hvad enten vi taler om 1864, Første Verdenskrig, Genforeningen eller Besættelsen.

Enhver selvransagende skildring af en af disse faser i Danmarks historie vil med stor sandsynlighed føre til voldsom kritik og vrede, uanset hvordan historien genfortælles. Derfor er det godt, at Danmarks Radio har produceret en dramaserie om 1864.

Uanset hvordan serien genfortæller historien, vil den efterfølgende uenighed og debat gøre det muligt at nævne det unævnelige og åbne mange danskeres øjne for den gigantiske vildfarelse, at vi er en nation af helte, der må leve i skyggen af ”brovtende pølsetyskere”. Men helte er vi ikke. Vi er snarere en nation af lige lovlig mange opportunistiske meninger og kræmmersjæle, der ikke kan holde ud at se os selv i bakspejlet.

Sådan vil det formentlig fortsætte, indtil vi – som tyskerne for længst har gjort – kommer i gang med en selvransagelse af, hvad der har drevet os til gang på gang at sætte Danmarks eksistens, selvrespekt og internationale omdømme på spil og at substituere skammen derover med tyskerhad.

Vist har Tyskland langtfra altid været en elskelig nabo, men efter årtiers selvransagelse vil jeg mene, at tyskerne i dag har Europas mest pålidelige, mest demokratiske og mindst selvforherligende nation. Dem har vi ingen grund til at lægge for had. Men det bliver svært at lade være, så længe vi ikke tør tale om de nationale skampletter, vi selv bærer på.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.