Ønsker vi et kropsforskrækket og pædofiliangst samfund?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Alle familier har sin egen unikke kultur med kærlige lege, pudsige ritualer og en tæt intimitet, der definerer netop den familie. Men den stigende angst for seksuelle overgreb og pædofile er ved at infiltrere det sunde og naturlige familieliv. Da en mor for nylig skrev om en leg med sin 2-årige søn, resulterede det i en mediestorm, hvor hun blev mistænkeliggjort for bl.a. pædofili og incestovergreb. Samme tendens ses i børneinstitutioner, hvor både mandlige pædagoger og børnenes doktorleg gør forældrene nervøse. Det er en bekymrende udvikling, for vi mister gradvist tilliden til hinanden, og vi risikerer utilsigtet at komme til at skade vores børn.

Tissemandsgate: Da redaktøren på magasinet Vores Børn for nylig skrev, hvornår hun sidst grinede med sin søn, kom der er sød og sjov lille fortælling om en ’titte-titte-bøh´ leg mellem mor og barn.

”Villads og jeg skraldgriner, når vi leger ’Ormen og Solsorten’ - hvor min hånd er en sulten solsort, der kommer flyvende og forveksler hans bette tissemand med en lækker, lille regnorm. Haps!” Hvis drengen ikke når at gemme sin tissemand, hapser fuglen den."

Men læserne syntes, hverken legen var sjov eller sød. Den udløste i stedet en såkaldt ’shitstorm’ på de sociale medier, hvor debatten handlede om pædofili og overgreb, så magasinet til sidst valgte at fjerne historien. Og det er synd. De mange forargede reaktioner tyder nemlig på, at der er brug for en debat omkring den stadigt stigende kropsforskrækkelse og angst for overgreb, som vi ser i mediebilledet og samfundet i dag. Det her handler ikke om, hvorvidt moren rører den 2-åriges tissemand. Det handler om, at vi som forældre helt naturligt har et tæt og intimt forhold til vores barn og dets krop. Familier er forskellige, det samme er vores individuelle blufærdighedsgrænse. Men når det naturlige bliver unaturligt og farligt, risikerer vi at skade vores børn. Jo mere vi signalerer, at der er steder på kroppen, der er forbudte, jo mere forkvaklet bliver deres forhold til kroppen.

Der er naturligt, at man rører hele barnets krop; ører, numse, fødder og selvfølgelig tissemanden. Den kommer i fokus hos alle små drenge, fra det øjeblik de opdager den, og deres arme er blevet lange nok til at gribe fat i den. Den tisser og stritter og vil ikke altid lige puttes ned i bleen. Det fænomen kender alle forældre med drengebørn. De mange forargede reaktioner på moderens leg er et udtryk for, at man læser en seksualitet ind i den tætte kontakt mellem mor og barn, som slet ikke har noget at gøre der. Det, der bekymrer mig mest ved reaktionerne, er, hvis forældre bliver bange for kropslig nærhed med det lille barn. Vi er gået fra at være frigjorte til at have et kompleksfyldt forhold til den naturlige krop. Vi risikerer at give vores børn et tabubelagt forhold til deres egen krop, og vi skaber en mistillid mellem voksne og børn og voksne imellem. Og det er vel slet ikke det, der er intentionen? Vi ønsker vel alle at passe på vores børn og gøre dem robuste, så de kan møde verden på en åben, ansvarlig og tillidsfuld måde. Men det kræver, at vi voksne selv tør vise tillid til vores barns naturlige udvikling og til andre voksne.

Mange af kommentarerne brugte det omvendte argument og spurgte, hvordan man ville reagere, hvis det var en mand, der legede med datterens tissekone. Det viser rent faktisk, hvor fjernt vi er kommet fra kroppen. Der er jo forskel på en drengekrop og en pigekrop. En far kan selvfølgelig røre et barn på samme måde, som en mor kan. Men en drengs tissemand stikker nu engang ud og er synlig. Det gør tissekonen ikke. Så ja, det ville bekymre mig, hvis en mor eller far legede ’Ormen og Solsorten’ med deres datter.

Der er også forskel på, hvordan et barn rører forældrene. Et barn, der er blevet ammet ud over det første leveår, vil ofte længe efter amningen er stoppet helt naturligt søge tryghed ved moderens bryst og måske lægge en hånd ind under blusen. Men barnet vil jo ikke på samme måde søge andre kvinders bryster. Det er en del af den naturlige intimitet mellem forælder og barn, som vi skal værne om, ligesom vi skal værne om familiens måde at være sammen på. Alle familier har sin egen unikke kultur med kærlige lege, pudsige ritualer og en tæt intimitet, der definerer netop den familie.

De sidste 10- 15 år er pædofiliangsten og kropsforskrækkelsen kommet snigende ind overalt. Børns seksualitet er i dag et stort tabu, hvilket bl.a. har medført, at børns naturlige doktorlege er blevet et problem blandt dagens forældre. Else-Marie Buch Leander, der forsker i udviklingen i forældre og pædagogers syn på børns seksualitet og doktorlege ved Aarhus Universitet, beskrev for nylig i Kristeligt Dagblad, hvordan flere og flere institutioner oplever, at doktorlegene i puderummet giver anledning til konflikter mellem forældre og pædagoger, og seks ud af ti institutioner har i dag regler for børns leg. Hun forklarer, at det dels skyldes en stor uvidenhed om børns seksualitet og den store frygt for overgreb i vores samfund. For bare to årtier siden blev børns doktorlege opfattet som noget ganske harmløst og uskyldigt. I dag ser vi det som noget mistænkeligt og farligt. For nylig har jeg hørt om en børnehave, hvor det ikke længere er tilladt for børnene at have bar mave, når de pjasker med vand eller sveder på varme sommerdage.

Men det er ikke kun børnenes leg, der er regler for i angsten og mistillidens navn. De mandlige pædagoger går heller ikke fri. Af frygt for pædofilianklager er der i mange institutioner særregler for, hvad de mandlige pædagoger må gøre. De må fx ikke tage et barn på skødet for at trøste det, de må ikke være alene med børn og heller ikke skifte ble på børn, hvis de er alene. Hvis et barn har haft ’et uheld’, må den mandlige pædagog flere steder heller ikke hjælpe med at skifte tøj, men må i stedet instruere barnet i selv at klare tøjskiftet. Sådanne regler forhindrer mænd i at optræde naturligt over for børnene, og det er med til at skabe en kultur med mistænkeliggørelse og mistillid. Det er en meget bekymrende udvikling i min optik.

Jeg har selv fire børn, to af hvert køn i alderen 3 til 25 år. Det er min erfaring, at jo mere naturligt du selv har det med kroppen, des mere naturligt bliver det for barnet både at tale om den og sætte sine egne grænser. For det er jo også en yderst vigtig opgave, vi som forældre skal lære vores børn. Men vi er nødt til at sige fra over for den voksende grundangst for seksuelle overgreb. Vi er nødt til at stoppe med at betragte enhver mandlig pædagog som en potentiel pædofil. Vi er nødt til at finde tilliden til hinanden igen. Vi skal passe på, at frygten for overgreb, tillige med en stadig mere udbredt blufærdighed over for den naturlige, nøgne krop, ikke infiltrerer vores familieliv og lægger bånd på nærheden og intimiteten mellem forældre og barn. Den nære, kropslige kontakt er bydende nødvendig for at skabe en sund udvikling hos det lille barn.

Vi skal naturligvis tage seksuelle overgreb alvorligt, når vi opdager dem. Forbryderen skal straffes, og barnet have alt den hjælp, det har brug for. Men vi er nødt til også at indse, at vi er ved at forvandle os til et mere og mere kropsforskrækket og pædofiliangst samfund. Og den udvikling skal vi have stoppet. Det starter i familien med en kærlig, tæt og intim familiekultur. Det er hverken mærkeligt eller forbudt, men en sund kultur i en normal familie.